Jeg er en mand på 34 år, som venter mit første barn med min kæreste, og det har vakt en masse følelser i mig i forhold til min egen far. Han forlod min mor og mig, da jeg var 9 år. Han giftede sig med en anden kvinde, men jeg elskede min far og sørgede over, at han forsvandt.

Længe troede jeg, at det var min skyld. Først som voksen har jeg forstået, at det selvfølgelig ikke havde noget med mig at gøre.

Min mor talte aldrig om ham. Da jeg var ung, prøvede jeg et par gange at kontakte ham, men jeg fornemmede, at han ikke var interesseret i mig. Jeg er ikke vred på min far, men jeg har altid savnet at have ham i mit liv.

Nu da jeg selv skal have et barn, overvejer jeg, om jeg skal kontakte ham igen og fortælle, at han skal være farfar. Jeg er dog bange for at blive afvist. Jeg håber, du kan give mig et råd.

Question

Jeg er en mand på 34 år, som venter mit første barn med min kæreste, og det har vakt en masse følelser i mig i forhold til min egen far. Han forlod min mor og mig, da jeg var 9 år. Han giftede sig med en anden kvinde, men jeg elskede min far og sørgede over, at han forsvandt.

Længe troede jeg, at det var min skyld. Først som voksen har jeg forstået, at det selvfølgelig ikke havde noget med mig at gøre.

Min mor talte aldrig om ham. Da jeg var ung, prøvede jeg et par gange at kontakte ham, men jeg fornemmede, at han ikke var interesseret i mig. Jeg er ikke vred på min far, men jeg har altid savnet at have ham i mit liv.

Nu da jeg selv skal have et barn, overvejer jeg, om jeg skal kontakte ham igen og fortælle, at han skal være farfar. Jeg er dog bange for at blive afvist. Jeg håber, du kan give mig et råd.

Kærligt talt Mimi · Accepted Answer

Jeg synes bestemt, du skal kontakte din far endnu en gang. Det kan være, han med tiden er kommet til at se anderledes på situationen, men du skal nok ikke forvente for meget. Måske bliver det positivt, måske ikke …

Men derudover skal du først og fremmest koncentrere dig om det, som er din vigtigste opgave nu: Du skal være far. Dermed får du et ansvar, som jeg er sikker på, du vil leve op til – ikke mindst i betragtning af dine egne minder.

Du skal huske, at der er en grund til, at forruden er større end bakspejlet! Det forstod jeg først sent, da jeg længe mest af alt ønskede at få anerkendelse fra mine forældre og dermed af og til forsømte mine børn. Det er vigtigere at gøre sit bedste, hvor man kan, fremfor at lade fortiden fylde.

Skal jeg opsøge min far?

Hej Mimi

Gid far kunne se mig nu

Kære Martin

Flere svar

Veninden er en irriterende tidsoptimist

Rengøringshjælpen går i vores barskab

Fællesmiddag uden børn

Familieklenodiet eller den hjemmestrikkede kjole?

Svigermor er lidt for kreativ med gaverne

Venindes kat ødelagde lampen: Hvem skal betale?

Fyringen tog min selvtillid

Vennerne svigter far

Mest læste

Ekskæresten kræver halvdelen af huset

Hanna blev giftet bort mod sin vilje

Morten blev kaldt morderens søn

Danny og Christines store krise: Vi var begge utro

Vil undgå oprydning og gæld efter forældre