En læser fortæller: Nu holder jeg af bier

Fra at være panisk angst for bier er jeg ven med dem nu.

Benzin i hvepseboet

I min barndom udviklede jeg en panisk angst for det, jeg kaldte bier, fordi min far fejlagtigt troede, at han kunne fjerne et hvepsebo i jorden ved at hælde benzin i det og sætte ild til. Jeg kiggede på fra køkkenvinduet, og der kom godt nok både røg og flammer og et ordentligt brag. Far kom ind igen og mente, at nu var den sag fikset.

Det var forkert, for da min veninde og hendes far lidt senere kom i bil for at hente mig, løb jeg fornøjet ud til bilen og opdagede for sent, at jeg havde en hær af rasende hvepse efter mig. Jeg blev stukket så mange gange, at jeg måtte på skadestuen, og det lykkedes også en del hvepse at komme ind i bilen og stikke min veninde og hendes far.

Det medførte, at jeg blev rædselsslagen, hver gang jeg så noget, der summede og lignede en hveps. Jeg kendte dog ikke ordet hveps og kaldte dem bier. Sjovt nok elskede jeg honning.

Et par år efter var vi i Tivoli på en varm sommerdag, og da svirrede og sværmede det over de åbne skraldespande, hvor der lå ispapir. Jeg græd og kunne slet ikke være der, så jeg ødelagde turen for resten af familien. Indtil for fem år siden frøs jeg stadig fast på stedet og stod bare og skreg på hjælp fra min mand, hvis en ”bi” kom ind i huset.

Jeg er en stolt biavler

I dag er jeg faktisk biavler, og jeg er tilmed en stolt og tilfreds en af slagsen. Det lyder selvmodsigende, og det var absolut heller ikke noget, jeg gik efter.

Efter at have afsluttet folkeskolen fik jeg job på et gartneri, og det trivedes jeg godt med. Jeg arbejdede på flere forskellige gartnerier, indtil jeg i foråret 2015 blev ansat på en stor æbleplantage. Jeg vidste ikke, at der var bistader adskillige steder på plantagen, og jeg var nær stukket af igen, da ejeren fortalte mig det.

Alligevel blev jeg der, men svor på, at jeg aldrig ville have noget med de bier at gøre. Det accepterede ejeren, men i pauserne begyndte han alligevel at fortælle mig om bierne og deres liv og verden. Især indskærpede han over for mig, at det ikke giver mening at sammenligne bier og hvepse, for hvepse kan leve af kød, mens bier kun lever af nektar fra planter.

Han fortalte også, at på fugtige og kolde somre, hvor vejrforholdene er dårlige for bierne, flyver de ikke ud for at bestøve æbleblomsterne tilstrækkeligt tit, og det kan få katastrofale konsekvenser for æblehøsten.

– Har du ikke lyst til at følge med en dag? spurgte han. – Du kan kigge på afstand, og hvis du er iført heldragt, handsker, støvler og hjelm med net foran, kan de ikke komme til at stikke dig.

Til sidst lod jeg mig overtale, og miraklet skete: Jeg begyndte at interessere mig for bierne, og pludselig en dag var det mig, der med røgpusteren pustede lidt røg ned mellem tavlerne i boet. Så tror bierne nemlig, at der er skovbrand i nærheden, og derfor trækker de sig væk fra åbningen, hvorefter det bliver muligt at tage tavlerne. De er fyldt med honning og skal med hjem for at blive slynget.

Med små skridt blev jeg mere og mere modig og samtidig tryg ved alt det med bierne, og det endte med, at jeg arbejdede mere med bierne end med frugten. I fritiden læste jeg om bier, og jeg deltog i møder i egnens biavlerforening.

Her opdagede jeg, at hvis der er nogen, der gerne vil lære fra sig og forsyne nybegyndere med tricks og tips om aggressive dronninger, sygdomme hos bier og gode råd til at undgå dem, så er det biavlere.

500 glas honning

I dag arbejder jeg på et agurkegartneri, men jeg er den lykkelige ejer af fem bistader med cirka 30.000 overvintrende honningbier i hvert. Denne sommer har de efter aftale med en bonde stået i udkanten af en hvidkløvermark, og de har givet 500 glas honning, som vi selv har slynget.

Vi sælger honningen ved vejen eller til venner, familie og kolleger, og indtil videre er det bare en hobby. Jeg har fået smittet min mand med bi-interessen, og på sigt overvejer vi at gøre det til en delvis levevej.

Jeg slipper i hvert fald ikke bierne igen, for jeg er kommet til at holde af dem og føler, at de har fået mig til at vokse personligt. Og jeg elsker stadig honning.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.