Torsdag, 17. november 2022 - 7:00 - Fortalt til Dorte Roholte. Modelfoto: Colourbox
En læser fortæller: Vi frøs i to vintre
Energikrisen og de stigende priser på opvarmning får mig til at mindes to traumatiske år i min barndom.
PrintMyndighederne åndede os i nakken
I dette efterår har det været umuligt at læse nyheder uden at blive konfronteret med bekymringen for de voldsomt stigende priser på gas og elektricitet. Hver gang tænker jeg, at det vil få konsekvenser for os alle, men det får mig også til at mindes min opvækst, hvor vi bare frøs og frøs.
Min familie bestod dengang af mine forældre, min lillebror, min lillesøster og jeg, og mellem jul og nytår 1971 skulle vi endnu en gang flytte. Årsagen var, at myndighederne i form af de kommunale sagsbehandlere åndede os i nakken. Min far var psykisk syg og stærkt alkoholiseret, og mor hang kun lige netop i med neglene, så vores usle hverdag gik på bedste beskub.
Få dage efter jul rykkede vi ind i ind i et stort, utæt hus, som tilhørte et gods. Fra vores hus og op til godset og landevejen var der en to kilometer lang markvej. Efter nytår skulle jeg starte i 5. klasse på en ny skole, mens min lillebror skulle begynde i 3., og min lillesøster skulle i dagpleje.
Mulighederne for opvarmning af vores nye hjem var mildt sagt begrænsede, men i første omgang forekom det værste mig at være, at vi nu forlod vores store by, den trygge skole med de flinke lærere og frem for alt vores kærlige og omsorgsfulde mormor og morfar.
Far ville stoppe med at drikke
Det eneste positive i situationen var, at min far højt og helligt havde lovet at holde op med at drikke, når vi flyttede ind i godsets hus. Selv om jeg kun var 12 år, vidste jeg inderst inde godt, at far nok ikke ville kunne holde sig ædru. Det havde han nemlig allerede lovet mindst 100 gange tidligere, men han var altid faldet i igen.
Modsat mig blev min mor mærkeligt nok ved med at tro på ham. Det var hende, der forsørgede os ved at tage forskellige dårligt betalte jobs. Utroligt nok havde vi en telefon og et abonnement, som blev flyttet med, og det samme gjaldt de tre kaniner, som var vores elskede kæledyr.
Vi nåede ikke længere end til nytårsaften det år, før far igen var hamrende beruset. Vores ting var dårligt nok pakket ud.
Der var første sal på godsets hus, men deroppe var der slet ikke isoleret. En af de første dage i huset bestilte far derfor isoleringsmateriale hjem i store mængder, for nu skulle han rigtigt isolere deroppe. Det kneb dog i den grad for ham med at komme i gang.
Vi tre børn skulle sove i de to værelser ovenpå, og i det ene af rummene stod en kamin, som via et lille spjæld skulle kunne give varme i det andet værelse også. Jeg kan ikke genkalde mig, hvad der egentlig skulle fyres med i den kamin, men jeg kan tydeligt huske, at vi ikke havde penge til at købe det fornødne brændsel.
Jeg græd af smerter
Nedenunder var der to stuer, som også skulle opvarmes på samme måde, men det var heller ikke altid, at vi havde råd til at tænde op i den kamin. Toilettet og bryggerset var uopvarmede, og i køkkenet fandtes kun den varme, der kom fra madlavning.
Min mor, mine søskende og jeg frøs så forfærdeligt. Den eneste, der kunne holde varmen, var min far, for nu drak han uhæmmet. Vi befandt os jo langt uden for lands lov og ret, og der var ingen, der holdt øje med, hvad der foregik i familien.
Kun få dage inde i 1972 fik jeg en voldsom mellemørebetændelse, som jeg i øvrigt blev sendt i skole med, for jeg kunne jo ikke blive hjemme den første dag i min nye skole.
Det var isnende koldt med sne og blæst den dag. Min lillebrors og min vej til skolen i landsbyen blev et mareridt, for det viste sig, at godsejeren først skovlede sne langt op ad formiddagen. Vi gik i sne til knæene og måtte trække vores cykler de første to kilometer ad markvejen.
Da vi endelig nåede frem til den nye skole, havde jeg så mange smerter i ørerne, at jeg brød sammen over for de nye kammerater, hvorefter læreren sendte mig hjem igen.
Jeg kom hjem i en meget elendig tilstand, og næste dag fik jeg lov til at blive hjemme fra skole. Det var nok kun, fordi det var lykkedes mig at ringe til min morfar, og han havde læst min mor teksten.
Vi fik lov til at sove i stuen
Efter nogle dage var jeg i bedring og blev atter sendt i skole, og det var faktisk lidt af en befrielse, for på skolen var der i det mindste varme. At stå under den varme bruser efter gymnastik var himmelsk, for derhjemme var der ikke varmt vand i hanerne. Mor vaskede mit lange hår i koldt vand, og det var hæsligt.
Derudover var mine ører blevet meget sarte efter mellemørebetændelsen, så når jeg efter en omgang iskold hårvask gik rundt og frøs, blev jeg ofte syg igen. Overordnet husker jeg vores to år i godsets hus som én lang ørepine med jævnlige indslag af halsbetændelse.
Vi tre børn led indlysende meget under disse forhold, og jeg blev nødt til at træde i karakter som storesøster. Selv i dag ved jeg faktisk ikke, hvordan det lykkedes mig at samle kræfter til det. I hvert fald fik jeg overtalt vores forældre til, at mine søskende og jeg kunne sove i den stue nedenunder, hvor der nogle gange var tændt op i kaminen.
Vi lagde vores madrasser på gulvet og skubbede dem tæt sammen. Så kunne min lillesøster krybe ind under min dyne, når hun frøs så meget, at hun græd og ikke kunne sove. Jeg opdagede, at begge mine søskende faldt til ro, hvis jeg fortalte dem små historier, som jeg digtede på stedet, mens min ånde stod hvid ud i mørket. Mine historier handlede altid om, hvor godt livet også kunne være.
Når de endelig døsede hen, lå jeg stadig vågen, for jeg havde allerede som barn svært ved at falde i søvn. En af disse nætter på gulvet i stuen oplevede jeg for første gang det tankemylder, som siden plagede mig i årevis.
Lukket inde med en sindssyg far
Både den første og den anden vinter i huset var frygteligt kolde, og indimellem fik far voldsomme alkoholpsykoser. De var så slemme, at han ikke genkendte os. Når det stod værst til, truede han med at slå vores kaniner ihjel, og han troede, at han skulle luge ukrudt inde i stuen. Det var dybt skræmmende for os børn at opleve.
Når min mor var på arbejde, måtte jeg nogle gange blive hjemme fra skole for at holde øje med far, og det var et helvede på jord. Jeg var lukket inde med en skingrende sindssyg far i et iskoldt hus uden varme overhovedet, og når jeg kiggede ud ad vinduet, så jeg bare snedriver, så langt øjet rakte.
Somrene må have været bedre, men jeg mindes dem knapt nok. Det at fryse, mens der samtidig sker en masse ukontrollable og uforståelige ting omkring én, var en skidt cocktail, som trak dybe spor i mit barnesind.
Samhørigheden forsvandt
Da vi efter to år endelig flyttede et andet sted hen, lå de mange ruller med isolering stadig uåbnede i huset, for far var aldrig kommet i gang med arbejdet.
Jeg var nu 14, og det havde været to traumatiske år for mig. Fordi jeg havde været nødt til at tage mig så meget af mine søskende, havde vi tre udviklet et helt særligt forhold. Det var en tæt samhørighed og en inderlig kærlighed til hinanden, og dengang troede jeg, at den ville vare ved livet ud.
Sådan blev det desværre ikke, for når man er vokset op i en familie så dysfunktionel som vores, er hvert enkelt familiemedlem mærket og skadet. Derfor skal der ikke så meget til, før følelsen af samhørighed går i stykker. Mine søskende og jeg havde i mange år hver vores at slås med, og vi formåede ikke at støtte hinanden.
De mange timer, hvor jeg klaprede tænder som barn, har medført, at jeg som voksen slet ikke kan tåle at fryse. Det værste er et koldt badeværelse, og det er umuligt for mig at gå i bad, hvis ikke rummet er varmt nok.
Selv om jeg nu tilhører gruppen af seniorer, kan jeg stadig bryde sammen, hvis jeg pludselig bliver kold og ikke umiddelbart kan få varmen igen. Flere års psykologbistand har hjulpet på meget, men det at fryse aktiverer stadig på sekunder hele mit ødelagte nervesystem.
Ingen børn bør fryse
I dag bor min mand og jeg i et velisoleret rækkehus, der ligger i et område med meget billig fjernvarme, så vi kommer ikke til at lide nød. Vores datter og hendes familie kan se frem til en voldsomt øget regning for naturgas, men de skal nok klare den.
Der er sikkert mange børn, der i den kommende vinter vil opleve at befinde sig i et delvist koldt hus, men forhåbentlig vil det ikke være traumatiserende for dem. Dog vil der findes familier, som i forvejen har økonomiske problemer, eller som har det vanskeligt af andre årsager, og for dem kan det blive slemt. Jeg håber og beder til, at de alle kommer godt igennem vinteren.
Selv har jeg med tiden fået en del gigt, hvilket gør det endnu sværere for mig at klare kulden. Vi har valgt at leve et spartansk liv og at give afkald på mange forbrugsgoder, og det betyder, at vi kan rejse sydpå i de koldeste måneder. Efter en tvungen pause på grund af coronakrisen skal vi endelig sydpå i denne vinter, og når jeg juleaften sidder i varmen, vil mit største juleønske være, at ingen børn må fryse.
Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.
