Bodil er min ældste ven

Flytning med følger

Indtil jeg var 12 år, boede jeg sammen med mine forældre og mine to yngre søskende i en lille landsby tæt på en større, sjællandsk provinsby. Vores hjem var en stor villa med en dejlig have til, og min mor havde telefoncentral derhjemme.

I 1960 skulle vi pludselig flytte. Fra det hyggelige landsbymiljø kom vi nu til at bo i en stor by et godt stykke væk, og der blev vi installeret i en treværelses lejlighed. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad årsagen til flytningen var, men for mig var det i hvert fald en kæmpestor omvæltning, og det var ikke til det bedre.

I vores nye by fik min mor arbejde som servitrice på en restaurant, og det var på skiftehold. Hvis hun arbejdede om aftenen, sov hun om dagen, og så måtte jeg ikke larme. Jeg skulle låse mig selv ind i huset, og derfor havde jeg en nøgle i en snor om halsen.

Hvis mor havde dagvagt, skulle jeg også selv låse mig ind. Min far havde fået et nyt job som lastbilchauffør, og det var ofte med meget lange arbejdsdage. I perioder var han på Grønland, og så måtte jeg som den ældste overtage en stor del af ansvaret for mine små søskende, der gik i børnehave.

Læs også:

Venskab har ingen alder

Desværre trivedes jeg ikke særligt godt efter flytningen. I skolen følte jeg mig ikke tilpas, og jeg gik rundt for mig selv og var ret ensom.

Efter skole gik jeg nogle gange hen til en legeplads i en park, og en dag mødte jeg en ny pige der. Hun hed Merete, og vi var jævnaldrende, men hun gik i en anden skole end jeg. Dog boede vi ikke så langt fra hinanden, fandt vi ud af.

Hun blev min første ven

Merete og jeg begyndte at tale sammen, og vi gik godt i spænd. Hun fortalte mig, at hendes far var lærer på en af de store byskoler, og at hendes mor var hjemmegående. Det var noget helt nyt for mig, for jeg havde altid været vant til, at min mor arbejdede.

Merete og jeg sluttede straks venskab, og hun blev min første ven i den nye by. Jeg ved ikke, om hun måske heller ikke havde andre at omgås, siden hun gerne ville være sammen med mig, men uanset forklaringen blev mit liv nu noget hyggeligere.

Som voksen har jeg tænkt, at det også må have været noget af en ændring for Meretes mor, som hed Bodil. Hver dag skyndte jeg mig hjem fra skole, men jeg låste mig kun ind og smed skoletasken fra mig, før jeg løb over til Merete og ringede på døren. Jeg fik den idé altid at trykke ringeklokken i bund tre gange, for så vidste de, at det var mig.

Hver eneste eftermiddag stod Bodil klar med nybagt kage eller friske boller, og vi fik kakao eller te til. Jeg elskede at se, når Bodil drak te, for så blev hendes øjne altid helt røde af dampen fra koppen.

Som skolelærer kom Meretes far næsten altid tidligt hjem, og inden han begyndte på sit hjemmearbejde, sad han tit og talte med os, mens han drak sin te. Jeg nød i den grad at have fundet sådan et varmt og hyggeligt sted at søge hen til.

Jeg elskede Meretes hjem

Meretes og mit venskab varede heldigvis ved, og i teenageårene oprettede vi en lille klub, som holdt møde en gang om ugen. Vi to klubmedlemmer samlede på billeder af skuespillere og klistrede dem ind i bøger, hvilket vi gik meget op i.

Modsat mig havde Merete sit eget værelse med sit helt eget skrivebord, hvor vi sad og klippede og klistrede. Det gjorde indtryk på mig, at hun havde sin egen kuglepen, der var lyseblå.

Jeg husker også tydeligt, da de fik fjernsyn hjemme hos Merete. Det kendte jeg ikke andre, der havde, men det var tider. Vi to piger lå på gulvet med puder og så tegnefilm.

Det hele var så langt fra min egen tilværelse, og jeg sugede alting til mig. Derhjemme i lejligheden var vi nemlig nu fire på et værelse, for mine forældre havde fået et barn til. Vi sov i køjesenge, for ellers var der ikke plads til os alle.

Selv om vi var blevet ældre, stod Meretes søde mor altid klar til at hygge om os. Det var der, jeg smagte min første, hjemmebagte napoleonskage. Sådan noget fik vi ikke derhjemme, men hvor var de lækre.

Læs også:

Min søn manglede en reservefar

Efter folkeskolen begyndte jeg på byens gymnasium, men det blev ikke nemt for mig. De fleste af mine nye klassekammerater var børn af bedrestillede familier, og jeg følte, at der var et stort skel mellem dem og mig. De skiftede skoletøj flere gange om ugen, men det kunne jeg ikke leve op til, for så meget tøj havde jeg ganske enkelt ikke.

Jeg deltog heller aldrig i nogen af skolefesterne og følte mig overhovedet ikke godt tilpas på skolen, så til sidst valgte jeg at forlade gymnasiet og i stedet tage arbejde i en bagerbutik.

Jeg kunne altid komme til Bodil

Årene gik, Merete og jeg blev voksne, men vores venskab holdt stadig. Merete var begyndt på en uddannelse og deltog i noget undervisning efter fyraften, så hun havde nok at se til, mens jeg mødte meget tidligt hos bageren og havde tilsvarende tidligt fri.

Jeg blev ved med at komme i Meretes hjem, og jeg følte mig altid velkommen. Med årene kom Bodil til at føles som min bedste ven. Altid kunne jeg komme til Bodil, og jeg nød fornemmelsen af at have en reservemor.

Med tiden førte min fars stressende arbejde som lastbilchauffør til, at han fik et mavesår, og han fandt et andet og mindre belastende job som chauffør i en lille købstad, der lå omkring 25 kilometer borte. Der hørte en bolig med til min fars nye arbejde, og eftersom jeg stadig kun var 16 år, flyttede jeg naturligvis med.

Det havde jeg ikke noget særligt imod, for jeg havde egentlig aldrig fået andre jævnaldrende venner end Merete i den gamle by. Dengang var det naturligt for de fleste at cykle temmelig langt, så jeg cyklede bare de 25 kilometer til Meretes hjem, når jeg gerne ville se hende og også hendes mor. Nogle gange kom Merete også på besøg hos mig, for i den nye bolig havde vi mere plads.

Merete flyttede langt væk

I den lille købstad fik jeg en elevplads hos en optiker, og her mødte jeg ham, der blev min mand. Jeg var stadig kun 16 år, men siden har det bare altid været ham og mig, og vi har snart været gift i 55 år.

Merete fik også en kæreste, og efter sit bryllup med ham flyttede hun langt væk fra sin gamle by. Jeg bevarede den tætte kontakt til Bodil og hendes mand, og Merete var glad for, at jeg kunne træde til, når de havde brug for hjælp til et eller andet.

Mens de stadig var friske og raske, elskede de at rejse, og især holdt de meget af Grækenland. Det var for stor en mundfuld for dem at køre til lufthavnen, men jeg tilbød mig altid gerne som chauffør. Det var hyggeligt at køre dem til Kastrup, og det var også altid hyggeligt at hente dem igen.

Meretes mand og min mand kunne heldigvis godt sammen, så vi inviterede altid hinanden med til de store fester og mærkedage. Begge fik vi børn, og begge arbejdede vi også meget, men vi fandt altid tid og overskud til at holde forbindelsen.

Nu er jeg der for Bodil

I 1997 blev Bodil enke, og siden har Merete og jeg haft den aftale, at vi hjælper på hver sin måde. Merete besøger sin mor en gang om ugen. Så handler hun ind for hende og ordner mange andre ting, for Bodil blev med tiden svagtseende og dårligt gående. Sine nu 99 år til trods er hun stadig klar i hovedet, sjov, nysgerrig og alvidende.

Jeg kommer fast hos Bodil hver 14. dag, og jeg starter altid med at servere morgenmad, for jeg medbringer frisk morgenbrød. Bagefter gør jeg rent hos hende, og jeg laver også mad til nogle dage.

Hun elsker især min hønsekødsuppe, som jeg tror, hun kunne spise til morgenmad. Jeg sætter gryden over fra morgenstunden, og så står den der og simrer.

Imens gør jeg rent i stuen, og når det er klaret, drikker Bodil og jeg en kop kaffe.

– Uh, i dag er det min fridag, jeg skal ikke tænke, for det gør du for mig, ler Bodil altid.

Jeg kunne vælge at lave maden hjemme hos mig selv, men jeg laver altid maden i Bodils køkken, for det halve af hendes fornøjelse er, at hun kan lugte den.

Læs også:

En læser fortæller: En hund mod ensomhed

Stegt flæsk er også en af favoritterne, og når jeg har lavet det, er hun i køkkenet og prøvesmage, inden jeg når ud i bilen, selv om der endnu er et par timer til aftensmåltidet.

Sit lune har Bodil stadig, og hun plejer at sige, at alle fredage hedder langfredag for hende, for den dag kommer der næsten aldrig nogen på besøg. Hvis jeg vil overraske hende, er det derfor den dag, det gør mest lykke.

Mine venner i mange, mange år

I dag er jeg 72 år og har haft disse to mennesker som mine venner i mange, mange år. Når jeg sidder over for Bodil, tænker jeg tit på, hvilken stor og positiv forskel hun gjorde for en ensom, lille pige for 60 år siden. Så længe jeg kan, vil jeg betale tilbage ved at være der for hende, min ældste ven, og det gør jeg med glæde.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.