En læser fortæller: Jeg er stadig usikker

Efter mit store vægttab havde jeg håbet, at jeg ville blive tilfreds med min krop. Sådan er det ikke gået.

En dame holder sig til hovedet

Jeg hadede mit spejlbillede

De fleste af mine familiemedlemmer er ret store, og selv begyndte jeg også at tage på som teenager. Indtil da havde jeg været buttet uden at være rigtig overvægtig. Nu begyndte kiloene langsomt at snige sig ind på mig, og i en alder af 22 år vejede jeg tæt på 100 kilo. Det var i 2005. 

De var fordelt på blot 162 centimeter, og jeg var absolut ikke vild med mit spejlbillede. Det var hele tiden min hensigt at tabe mig, men jeg trængte til et spark. Det fik jeg, da Allan, min kæreste gennem flere år, friede til mig, for jeg ville se godt ud i brudekjole. I løbet af et år tabte jeg 20 kilo, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville tage dem på igen.

Det kom desværre til at gå anderledes, for 10 år senere var vi blevet forældre til tre skønne unger, og jeg vejede 140 kilo. Utallige forsøg på at tabe mig havde nærmest ført til det modsatte. Min læge advarede mig om, at vores børn risikerede at miste deres mor alt for tidligt, og min vægt gav også problemer i forhold til Allan. Selv om han aldrig kommenterede min størrelse, var jeg konstant bange for, at han kiggede efter slankere modeller. Jeg følte mig hæmmet i vores samliv, og lyset skulle i hvert fald være slukket.

Kiloene raslede af

Det endte med, at jeg blev indstillet til en slankeoperation, som jeg fik i foråret 2017. Nu begyndte kiloene bare at rasle af mig. I de første mange måneder kunne jeg slet ikke få armene ned, og badevægten blev pludselig min ven i stedet for min fjende. På ét år tabte jeg ikke mindre end 75 kilo, og dermed mere end halverede jeg min vægt. Mit mål havde hele tiden været 62 kilo.

Men fra at svæve på en sky og befinde mig i noget nær en lykkerus over endelig at blive tynd, er jeg nu igen enormt usikker. Alt hænger på mig, og fra at have fokus på vægten, der uge efter uge gik ned, er mit fokus nu flyttet til min løse hud. I begyndelsen havde jeg det ellers o.k. med at have alt for meget skind, og jeg gjorde selv grin med mine mormor-arme og blævrende lår. 

- Det er vigtigt, at man kan grine ad det, for løs hud er jo ikke farligt, og man skal passe på med ikke at skifte det ene problem ud med det andet, sagde jeg til folk omkring mig.

En læser fortæller: Jeg fik aldrig søskende

Nu er det sommer, alle andre smider tøjet, og jeg føler, at jeg er præcis det samme sted, som jeg har været hele mit voksenliv. Jeg tør ikke gå i sommertøj og vise min krop frem, og jeg kan næsten ikke have, at Allan ser mig nøgen eller rører ved mig. Nogle dage kan jeg ikke se andet i spejlet end den løse hud og de slappe bryster. 

Det føles, som om jeg har nøjagtig de samme problemer, som jeg havde, da jeg var tungest. Og jeg havde jo troet, at alt ville ændre sig til det bedre. 

En ond spiral

Der er råd for alt, og jeg har selvfølgelig allerede talt med min læge om at få fjernet den løse hud, for han giver mig ret i, at med så stort et vægttab vil min hud ikke trække sig sammen af sig selv. Jeg kan dog først ansøge om den operation tidligst to år efter slankeoperationen, og da skal min vægt have været helt stabil i mindst et halvt år. 

Jeg mangler stadig tre kilo i at nå mit mål, og selv om jeg kunne stoppe her ved de 65 kilo, hvisker en lille stemme inden i mig hele tiden, at jeg da godt lige kan tabe ét kilo mere. Eller to.

En læser fortæller: Jeg var bange hele tiden

Desuden er der jo en risiko hver gang, man skal under kniven, så det skal jeg også have tænkt igennem. Det føles som en ond spiral.

Jeg fortryder ikke, at jeg blev opereret, og min krop har det ubetinget bedre end før. Jeg havde dog håbet, at jeg også mentalt ville være i topform efter mit store vægttab. Sådan er det desværre ikke blevet.     

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.