Guide: Tre udflugter i sensommeren

Sensommeren tager de sidste dybe vejrtrækninger i øjeblikket, og om lidt står efteråret og høsttiden for døren. Naturen bugner, og det er oplagt at bruge tiden med at komme ud at nyde årets gang.

På rundvisning med bondemanden

Besøgsgårde findes overalt i landet, og i nordsjællandske Frederiksværk finder man Grønnehavegård.

Gården har åbent i sommerperioden, men åbner igen d. 11. og 12. september, hvor der er nyfødte kalve og føl.

Grønnehavegård har siden 1998 fungeret som besøgsgård for tusindvis af børn og voksne, og entréprisen på 75 kr. (for alle over to år) inkluderer rundvisning med bondemanden, hvor børnene kan fodre dyr, traktortur ud til det skotske højlandskvæg på engen samt ponytrækture, hvor (bedste)forældrene trækker ponyen.

Det er også muligt at kæle med kaniner, marsvin, kattekillinger, ællinger, gæslinger og kyllinger, men derimod er det ikke tilladt at medbringe hund på gården, da alle dyrene går frit.

Bliv klogere på vikingetiden

Kender du en lille vikingefan, eller er du selv historisk interesseret, byder Trelleborg i Slagelse på nogle spændende arrangementer i august og september.

28.-29. august kan du blive klogere på planter fra vikingetiden, i weekenden 4.-5. september er der smedning, krig og våbenteknologi på programmet, og 12. september er der en totimers rundvisning på Harald Blåtands vikingeborg. Her hører man om årets gang på Trelleborg og smager på vikingetidens lækre retter.

Husk overtøj efter vejret, da landskabet er meget åbent.

Tag på høstmarked

Høstmarkeder med lækre, lokale grøntsager, kunsthåndværk og blomsterløg finder man i disse dage mange steder rundt om i landet. På Krogerup Avlsgaard ved Humlebæk er det tradition at fejre årets høst i den første weekend i september.

Med coronapas kan man nyde et væld af boder og aktiviteter – møde gartnere, landmænd, kokke og komme med en tur på markvandring. Der er aktiviteter for både store og små, og der er garanti for jord under neglene.

I Ribe kan du 1.-2. oktober komme med på et traditionsrigt kunsthåndværkermarked, der i år kan opleves på tre forskellige lokationer: Sct. Catharinæ Kloster, i Det Gamle Rådhus og i Domkirkens Processionsomgang på torvet.

På markedet vil man kunne finde ting i keramik, tekstil, læder og skind, smykker og træ, og de 44 udstillere kommer fra hele landet – og Tyskland.

Kender du en lille vikingefan, eller er du selv historisk interesseret, så byder Trelleborg i Slagelse på nogle spændende arrangementer i august og september. D. 28.-29. august kan du blive klogere på planter fra vikingetiden, i weekenden d. 4-5. september er der smedning, krig og våbenteknologi på programmet, og d. 12. september er der en totimers rundvisning på Harald Blåtands vikingeborg. Her hører man om årets gang på Trelleborg og smager på vikingetidens lækre retter. Husk overtøj efter vejret, da landskabet er meget åbent.