Garvet politimand fik tilståelsen: Han fældede Mias morder

Denne artikel blev første gang publiceret i Ude og Hjemme blad nr. 42 2011.

Ude og Hjemme har valgt at genudgive artikelserien om opklaringen af mordet på Mia Teglgaard Sprotte, da Mias morder for nylig er blevet løsladt.

Du kan læse mere om det her:

29 år i Rejseholdet

Tom Christensen har siddet ansigt til ansigt med de mest forhadte og forhærdede mordere i dette land.

Men uanset hvor bestialsk morderen har været, har Tom altid behandlet gerningsmanden menneskeligt, professionelt og med respekt.

Og langsomt er de ord så kommet, som det hele handlede om: ”Ja, det var mig, der gjorde det. Det er mig, der er morderen.”

Som han sidder på sin sejlbåd i havnen i Troense på Tåsinge og skuer ud over det smukke landskab, kunne han være hvem som helst. En pensioneret forsikringsagent eller måske en langfartskaptajn, der er gået i land.

Men ved rorpinden sidder én af Danmarks mest erfarne drabsefterforskere i de seneste årtier.

I offentligheden er Tom ukendt. Men snesevis af mordere rundt om i de danske fængsler kender og respekterer ham.

Nu fortæller den 64-årige pensionerede politimand i bogen ”Han fik morderne til at tilstå” om sit professionelle liv, efter at han i årtier har været tavs om de mange forbrydelser, han har været med til at opklare som del af et team.

Det var altid andre, der stod frem i medierne og fortalte om endnu en succes i Rigspolitiets Rejsehold, mens Tom og kollegaerne pakkede kufferterne i en provinsby i Danmark og gjorde klar til at fortsætte til næste, uopklarede drab.

I en artikelserie på tre afsnit kan du læse Toms rystende fortælling om ét af de mest omtalte drab, han var med til at opklare, nemlig mordet på 12-årige Mia i Benløseparken i Ringsted i juni 2003.

En særlig gave

I tre afsnit om Mia-mordet får du et unikt indblik i de metoder og den efterforskning, som Tom og hans kollegaer brugte i jagten på morderne.

Tom startede hos ordenspolitiet i Glostrup i 1971 og drømte om at blive motorcykelbetjent. Men det blev han aldrig.

Efter en afstikker til Odense som kriminalassistent i slutningen af 70’erne blev han i 1982 ansat i Rigspolitiets Rejsehold.

Gennem årene blev det til op mod 100 mere eller mindre opsigtsvækkende drab.

For det viste sig, at Tom kunne noget sjældent: Med sin specielle afhøringsteknik var det ofte ham, der kunne lokke tilståelsen ud af morderne.

– Det må være en evne, som jeg har haft. Jeg husker, at jeg under én af mine første drabssager var kørt fuldstændig i stå med gerningsmanden. Han var hverken til at hugge eller stikke i. Jeg spurgte min chef, hvad jeg skulle gøre, og han sagde: ”Det må du selv finde ud af, Tom. Det er ikke noget, jeg eller andre kan lære dig. Du må finde din egen stil”.

– Min stil blev, at jeg gennem tillid ville vinde drabsmandens fortrolighed. Jeg har altid givet mig god tid, og jeg har aldrig været fordømmende, ligesom jeg heller aldrig har udtrykt sympati. Stille og roligt, face to face, er gerningsmanden og jeg nået frem til, at det bedste nok vil være at tilstå. Men vi har ofte talt om fodbold, en film i fjernsynet eller noget helt tredje, før jeg har fået tilståelsen.

– Du må som efterforsker have mødt mange afskyelige mordere?

– Én af mine kollegaer har sagt, at man i drabssager ”jagter et bæst, men fanger et menneske”. Det passer. Selv gerningsmændene til de mest modbydelige drab er skabt af kød og blod og udstyret med følelser, humor og måske intelligens. De fleste mordere er ens og skal behandles ens.

– Som regel mener de ikke, at de har gjort noget forkert og derfor er uskyldige. Offeret kunne blot have ladet være med at være på det forkerte sted på gerningstidspunktet. Så mener de ikke, at drabet var sket. Det er noget psykologisk, og den slags vænner man sig til at høre, siger Tom Christensen.

Trods jobbets barske karakter har han altid evnet at lægge oplevelserne fra sig, når sagerne er færdige.

For ham har der professionelt og mentalt ikke været nogen forskel på at afhøre en gerningsmand, der har begået et banalt rovmord, og så på en ung mand som f.eks. i Mia-sagen, der har mishandlet og kvalt en lille pige.

Alle er blevet behandlet på samme måde, og hver gang har Tom forsøgt at komme frem til en tilståelse via tillid og respekt.

– Én af mine styrker har været, at jeg er meget social. I barske sager satte mine kollegaer og jeg os på hotelværelset om aftenen og talte oplevelserne igennem over en øl. Det havde vi tit brug for, og det var en form for gensidig psykologhjælp.

Morder gik fri

I Danmark bliver der typisk begået mellem 40 og 100 drab om året. Gennem årene har Tom været involveret i omkring 15 drabssager, der stadig er uopklarede.

En enkelt gang har Tom Christensen oplevet frustrationen ved at sidde med en mand, som Tom var 100 procent sikker på var drabsmand, uden at kunne bevise det.

Alligevel mener han ikke, at det ”perfekte drab ” eksisterer.

– DNA-spor og elektroniske hjælpemidler er i dag så effektive, at gerningsmændene kun har få chancer for at slippe ustraffet. Min eneste betænkelighed er, at man med den megen teknik kan glemme den gode, gamle afhøring, som tidligere var fundamentet i enhver efterforskning.

– I dag kan det nogle gange se ud, som om opklaringen kun er et spørgsmål om at få nålen i flest mulige blodårer, indtil DNA-beviset dukker op. Så let er det ikke.

Læs første del af artikelserien "Han fældede Mias morder" her: