Han fældede Mias morder - del 1:3: En pige forsvinder

Denne artikel blev første gang publiceret i Ude og Hjemme blad nr. 42 2011.

Ude og Hjemme har valgt at genudgive artikelserien om opklaringen af mordet på Mia Teglgaard Sprotte, da Mias morder for nylig er blevet løsladt.

Du kan læse mere om det her:

Læs indledningen til artikelserien her:

En pige forsvinder

Søndagen efter at Mia forsvandt, men altså før hun var blevet fundet dræbt, sad jeg hjemme hos mig selv på Fyn og læste avis, da Poul Børge Andersen, som var efterforskningsleder på sagen, ringede. Han bad mig om at smide, hvad jeg havde i hænderne, og komme over til Ringsted.

Poul Børge forklarede kort i telefonen, hvad politiet vidste på det tidspunkt.

Fredag aften havde 12-årige Mia forladt sit hjem. Hun boede sammen med sin mor og lillebror og stedfar. Familien havde spist aftensmad sammen, da Mia bad om lov til at cykle over til boldbanerne ved den nærliggende folkeskole for at se, om der var andre børn ude, så hun kunne spille en fodboldkamp med dem. Forældrene gav lov.

Det var en lys og varm aften, og også Mia havde sommerferie. Hun fik dog klar besked om, at hun skulle være hjemme inden klokken 22, altså inden det for alvor blev mørkt udenfor.

Klokken 02.50 ringede stedfaderen til politiet og fortalte, at datteren ikke var kommet hjem.

I sådan en situation følger politiet en rutine. Det handler om at få afklaret og konkretiseret situationen hurtigst muligt.

Næste morgen klokken otte ringede stedfaderen igen til politiet. Mia var væk.

Et par lokale politifolk kørte ud til familien. De tilkaldte hurtigt kriminalpolitiet. Betjentene gik derefter i gang med at lede efter Mia. De tog hundene med. De travede igennem Benløseparken.

Området består af betonkarreer, der oprindeligt var socialt boligbyggeri, men som siden havde ændret karakter eller status. Halvdelen var nu ejerlejligheder. Der var tale om et forholdsvist almindeligt kvarter i en provinsby.

De undersøgte de grønne områder ved skolen, hvor Mia havde sagt, hun ville cykle hen, og de så nærmere på stierne og baggårdene osv. De kiggede efter hendes cykel og spurgte sig for i kvarteret.

Der blev altså gennemført en indledende, men også noget sporadisk og til dels ustruktureret efterforskning.

Fandt Mias cykel

Sidst på dagen blev Rejseholdet kontaktet af de lokale folk. De var på bar bund.

Året før – altså i 2002 – var Rejseholdet blevet skåret ned fra 70 faste folk til 19 faste folk. Og det var som sagt sommerferie. Det var helt urimeligt vanskeligt at skaffe folk.

Men Poul Børge, Jørgen Johansen og et par stykker mere tog til Ringsted og gik i gang. Pligten kaldte.

Dagen efter, om søndagen, fandt de så Mias cykel i et krat i det grønne område. Nogen havde forsøgt at gemme den godt væk.

Da cyklen blev fundet, var Poul Børge ikke længere i tvivl om, at det her var meget alvorligt. Han ringede derfor straks rundt for at få flere folk med på holdet.

Jeg stod på hans liste.

– Pak sydfrugterne, Christensen, sagde han bare.

Samtidig blev Hjemmeværnet tilkaldt, og et enormt område blev nu undersøgt endnu mere systematisk.

En kvindelig hundefører fra Herning, der dengang havde en af de bedste hunde herhjemme, deltog også.

Pludselig begyndte hendes hund at være vildt aktiv i et krat på boldbanen. Hunden skrabede i jorden. Man kunne se, at der var blevet gravet i området for nylig.

Samtidig fandt hunden nogle genstande i krattet – en schweizerkniv, et kondom, en indpakning til et kondom og en lille spade.

Teknisk afdeling blev tilkaldt, og folkene gik i gang med at grave.

Liget gravet ned

Teknikerne arbejder nærmest som arkæologer. Det foregår med teskeer og den allerstørste forsigtighed. De fandt hende.

Mia på 12 år. Seksuelt skændet, død og begravet.

Jeg ankom tirsdag morgen som aftalt.

Poul Børge var der allerede med Lars Coops, Benny Frederiksen, og Jørgen Johansen, som er manden, der altid har ansvaret for selve gerningsstedet. En afgørende person i en efterforskning.

At stå for gerningsstedet indebærer at have ansvaret for alt, hvad der foregår det sted, hvor forbrydelsen er begået. Have styr på alle indsamlede spor og beviser og på de tekniske undersøgelser. Det kræver sans for struktur. Det kræver, at man er et helt særligt ordensmenneske.

Det var – og er – Jørgen.

Fik 750 tip

Kollegerne havde ikke meget at gå efter, da jeg nåede frem.

De havde dog fundet ud af, at Mias mobiltelefon holdt op med at sende klokken 20.30 fredag aften, så de formodede, at hun måtte være blevet dræbt på det tidspunkt.

I den første uge af Mia-sagen kom der 750 henvendelser.

Vi besluttede, at vi ville vise den lille spade, vi fandt ved Mias grav, frem i medierne. Vi ville gerne høre fra folk, der måske kunne genkende den.

Der gik ikke lang tid, før en far dukkede op på stationen i Ringsted i selskab med sin 12-årige søn.

Han fortalte, at hans søn sammen med to kammerater havde stjålet spaden fra den lokale skole sammen med nogle andre småting, fordi de havde besluttet sig for at bygge en hule i buskene nede ved boldbanerne tæt på stedet, hvor Mia blev fundet.

Hvordan spaden så var blevet flyttet fra hulen og brugt til at grave Mias grav med, kunne hverken far eller søn redegøre for.

Der var disse utallige henvendelser fra offentligheden, og vi havde ikke fået styr på dem alle sammen endnu. Men to af de såkaldte ”fiduser” – altså tip udefra – forfulgte vi.

En tyrkisk kvinde havde henvendt sig til os. Hun talte ikke et ord dansk, men vi fik en tolk ned på stationen, så hun kunne forklare sig.

Det skulle vise sig, at den tyrkiske kvinde den fredag aften, hvor Mia forsvandt, havde siddet på en bænk ved en legeplads, der ligger tæt på den lokale folkeskole. Det var den skole, Mia var på vej hen til på cykel.

Den tyrkiske kvindes søn legede inde på pladsen. På et tidspunkt så hun en ung mand køre forbi i retning mod det sted, hvor vi senere fandt Mias lig.

Godt halvanden time senere så hun den samme unge mand køre den modsatte vej.

Vi bad hende selvfølgelig om at fortælle, hvordan han så ud, og give os en beskrivelse af cyklen.

Hun forklarede, at det var en ”ung, pæn dansk mand på omkring 20 år”.

Hun forklarede også, at han havde lyst hår, og at alt hans tøj var sort. Da vi kom til cyklen, blev det svært – ”en af de der med to hjul”.

Det viste sig, at hun ikke havde mange idéer om, hvad en cykel var. Derfor kunne hun ikke umiddelbart give os nyttige detaljer. Hun kunne dog oplyse, at den var gul.

En kollega fra Ringsted traf en hurtig beslutning. Han tog med den tyrkiske kvinde ned i en nærliggende cykelforretning. Han viste hende alle de udstillede modeller. Sammen fandt de to ud af, at der var tale om en mountainbike.

Næsten samtidig fik vi en henvendelse fra en mand i 30’erne. Den aften Mia forsvandt, var han og familien ude at gå tur med hunden. Da de nåede området ved skolen, gik familien videre ad den asfalterede sti, mens manden trak sin hund ind over græsplænen, så den kunne løbe frit.

Pludselig kom en ung mand ud fra et krat. Han gik i retning af hundelufteren og råbte til ham, at det var forbudt at gå med sin hund uden snor. De to kom kortvarigt op at skændes.

”Nu har jeg gået tur her i 10 år uden at genere nogen, og du skal ikke bestemme over mig. Havde der været legende børn herinde, havde jeg da brugt snoren, men nu er her ingen, så det går vel nok,” var cirka, hvad hundens ejer fik råbt til den unge, noget emsige mand, inden han opgav at få noget ud af diskussionen.

Mystisk tøjvask

Så han gik med sin hund tilbage til den asfalterede sti og sin familie. Han beskrev den unge mand som køn, almindelig, dansk, omkring 20 år, blond og iført sort tøj.

De to vidneforklaringer blev registreret, men fordi vi havde så travlt, og fordi der kom så mange henvendelser, blev de ikke læst samtidig.

Vi havde begge forklaringer, men de var endnu ikke blevet holdt op mod hinanden.

Overblikket var ikke det bedste i de første dage af efterforskningen, og tingene tårnede sig op om ørerne på os på det tidspunkt.

Et par dage inden havde den lokale kriminalinspektør Erik Andersen været forbi med endnu et tip til os.

Jeg sad på kontoret sammen med Jørgen Johansen og Benny Frederiksen. Vi lagde planer og drak kaffe, da han dukkede op.

”Der er den her mand, jeg kender,” sagde han. ”Han vil ikke stå frem, men jeg ved, hvem han er. Han har fortalt mig, at han har talt med en dame ude ved sit kolonihavehus, hvor damen også har hus, og hun har læst om Mia-sagen og undret sig. Damen har fortalt min bekendt, at den dag, Mia forsvandt, var hendes voksne søn kommet hjem og var gået i gang med at vaske alt det tøj, han havde på. Det var underligt, syntes hun, fordi han normalt aldrig rører vaskemaskinen med en ildtang. Det er nok ikke en skid, men jeg lovede at sige det videre til jer.”

Erik havde fået navn og adresse på moderen og sønnen.

Vi tog ud til moderen for at tale med hende, men det var en prekær situation.

Vi kunne ikke så godt sige noget som helst om, at vi havde en mistanke til sønnen. Eller at vi vidste noget om den der historie med det beskidte tøj. Det var viden, vi havde fået ad snørklede omveje.

Læs anden del af artikelserien "Han fældede Mias morder" her: