Når Højesteret giver en mildere dom

Jeg har undret mig over retssager, hvor der i både byretten og landsretten er faldet dom, som så bliver anket til Højesteret, der omstøder til en mindre eller højere straf.
Det er da lidt pinligt for de dommere, der tidligere har udmålt straf, og kan efter min opfattelse ses som et tegn på, at de ikke har gjort deres job ordentligt. Jeg håber, du vil fortælle lidt om det og om Højesterets rolle.

Mvh. A

Hej A.

En meget omdiskuteret afgørelse fra Højesteret er den om den dømte seriemorder James Schmidt (billedet øverst), der begik tre drab på ældre mennesker på Østerbro – og som i marts i år blev idømt livsvarigt fængsel.

Da han var 17 år, blev han i en sag om grove voldtægter af byretten dømt til forvaring på ubestemt tid, som den hidtil yngste i Danmark.
Landsretten stadfæstede den dom.

Man anså ham som for farlig til almindelig fængselsstraf.
I 2012 valgte Højesteret at ændre forvaringsdommen til syv års fængsel. Hans alder talte imod forvaring, mente Højesteret.

Skyldsspørgsmålet kunne Højesteret ikke gøre noget ved – som jeg vil uddybe lidt senere. Men det principielle var altså hans alder.

Set i lyset af at Schmidt nogle år senere begik tre drab, kan man sige, at landsrettens afgørelse om forvaring i voldtægtssagerne var rigtig, for så havde han ikke kunnet begå drab.

Udgangspunktet er dog, at Højesteret har det sidste ord og den endelige kompetence i forhold til at bedømme alle aspekter af en sag – herunder også hensynet til den dømte.

Tre instanser

Danmark har tre retsinstanser, nemlig byretterne, landsretterne og Højesteret. Der ligger 24 byretter rundt omkring i landet.

Byretten er den mest lokale domstol af vores domstole og stort set alle retssager starter her, både straffesager og civile sager.
Vi har to landsretter i Danmark – Vestre Landsret i Viborg og Østre Landsret i København.

Og så er der Højesteret, som ligger i København.
Straffesager, som politiet arbejder med, starter alle i byretten.
Det gælder i dag også nævningesager, som indtil for få år siden begyndte i landsretten.
En sag skal altid behandles som nævningesag, hvis anklagemyndigheden kræver mere end fire års fængsel til den tiltalte, og den tiltalte nægter sig skyldig.

Kan altid anke en sag

Byrettens afgørelse kan ankes til landsretten af begge parter – altså både af den dømte og af anklagemyndigheden.
Så kaldes sagen en ankesag eller appelsag.

Udgangspunktet er, at man altid kan anke sin sag og dermed få sin sag prøvet ved to instanser.

Princippet om to instanser gælder både i forhold til skyldsspørgsmålet og i forhold til straffens længde.
En dømt person kan anke både til frifindelse eller til strafnedsættelse.

Hvis der er principielle spørgsmål involveret i en sag, kan den undtagelsesvist også komme til 3. instans – det vil sige Højesteret.
Men det involverer en ansøgning til Procesbevillingsnævnet, der i så fald skal bevilge det.

Det er relativt sjældent, at det sker. Hvis en sag får en 3. instans-bevilling og kommer i Højesteret, er det dog kun straffens længde, der kan gøres til genstand for behandling.
Skyldsspørgsmålet fra landsretten ligger fast.

Nye vinkler

Alle dommere i by- og landsretter kender selvfølgelig spillereglerne og systemet, så jeg tror ikke, at de føler sig som dårlige dommere, fordi Højesteret ændrer straffen i en sag.

Men omvendt er det selvfølgelig nok ikke noget, man som dommer ligefrem higer efter.
De fleste vil i sagens natur helst ramme “inden for skiven”, når de afsiger dom.

Men principielle spørgsmål og sager bør i mange tilfælde prøves af ad flere omgange, og der kommer jo også ofte nye vinkler frem undervejs i sådan en proces.

Venlig hilsen Bent