Makedoniens første seriemorder: Journalisten der vidste for meget

Zivana nærmest falder ind i lejligheden. Hun er godt nok vant til, at hendes dør binder, men det er, som om det bliver sværere og sværere at åbne den. Eller også er det hende, der er ved at blive gammel. 65 er jo en alder.

Hun kunne jo bede sin søn om at fikse det, men hun spørger ham i forvejen om så meget, og hun har ikke lyst til at være mere til besvær.

Zivana stiller poserne med indkøb på køkkenbordet og hænger sin frakke ind i klædeskabet. Hun tager også rengøringsuniformen af, men inden hun hænger den ved siden af frakken, undersøger hun den som hun plejer, for at se om den trænger til at blive vasket eller lappet.

Det er vigtigt, at uniformen holdes ved lige, for den skal i hvert fald holde fem år endnu. Men uniformen er i orden, hun skal bare have den strøget, inden hun skal møde i morgen klokken 5.

Som en del af sin rutine, tænder hun for radioen i køkkenet.

Hun finder en kasserolle frem, som hun hælder bønner op i. Hun stiller kasserollen over blusset og finder i brødkurven lidt tørt brød, som hun lægger i brødristeren.

Musikken stopper, og nyhederne går i gang. Værten åbner med den altoverskyggende historie om politiets efterforskning af to mord på ældre rengøringsdamer. Radioværten fortæller, at selv om politiet har fundet dna-spor, er der endnu ikke foretaget nogen anholdelser. Makedoniens første seriemorder er stadig på fri fod.

Lyt til hele sagen om journalisten, der vidste for meget, i Nationens mareridt.

Zivana gyser ved tanken. Hun er jo en ældre rengøringsdame. Hun puster på de dampende bønner og dypper brødet.

Telefonen ringer. Zivana hopper i stolen af overraskelse. Det var mærkeligt. Der er ingen, der plejer at ringe på dette tidspunkt. Hun rejser sig og tager den. Hallo? Der lyder lidt skratten i den anden ende.

Din søn er desværre involveret i et trafikuheld og kommet slemt til skade. Vi kan ikke sige mere nu, men du skal komme ind til hospitalet så hurtigt som muligt. Du skal ikke tænke på transport. Vi sender en bil.

Zivana får fremstammet en tak og lægger røret på. Hendes hænder ryster.

Hun ringer til sin anden søn. Der bliver ikke svaret, og telefonsvareren går på. Med bævende stemme fortæller Zivana, hvad der er sket, og at en bil kommer og henter hende. Hun slutter den korte besked og siger, at hun ringer, når hun kommer ind på hospitalet.

Zivana skynder sig hen til klædeskabet, hvor hun finder sin frakke og slynger den om sig. Udenfor holder en bil og venter på hende.

Men hun bliver ikke kørt til hospitalet, for der er ikke sket en ulykke.

Samme mønster

Den 16. Maj 2008 i Kicevo, en makedonsk by med 27.000 indbyggere, får politiet et tip og kører straks af sted mod byens fodboldstadion. De ankommer til en lille affaldsplads uden for stadion.

Der ligger hun, Zivana Temelkoska. Den 65-årige rengøringsdame. Bortset fra et forklæde, er hun nøgen og rullet ind i plastik. Et telefonkabel er bundet rundt om hende fod og håndled.

Zivana Temelkoska er det tredje mordoffer inden for fire år, og alle drab er begået efter samme opskrift.

Den 12. januar 2005 blev den første kvinde fundet, også nøgen og viklet ind i plastic og bundet med telefonkabler.

Den 64-årige havde været forsvundet i næsten to måneder, inden liget dukkede op. Hun var den første rengøringsdame, der blev offer for de brutale forbrydelser.

Politiet fandt efterfølgende frem til to mænd, som blev dømt for mordet, selv om de aldrig tilstod. Nogle år senere skulle det vise sig, at de to mænd var uskyldige.

For den 3. februar 2008 blev kvinde nummer to fundet, også viklet ind i plastik og bundet med telefonkabler. Hun var en 56-årig rengøringsdame og havde også været forsvundet i to måneder, inden hendes lig blev fundet.

Begge ofre havde kun været døde i få dage, da de blev fundet. De havde været holdt fanget i live i lang tid, den ene i over en måned, den anden i næsten tre måneder, og været udsat for gentagne voldtægter, inden de var blevet kvalt med et telefonkabel. Det samme kabel, som efterfølgende blev brugt til at binde ofrene.

Efter fundet af det andet mordoffer stod det klart, at der var tale om en seriemorder.

Og nu havde monsteret fra Kicevo, som pressen havde døbt seriemorderen, altså slået til igen. Mindre end et halvt år siden sidst. Dette tredje offer var mere lemlæstet end de to andre. For ud over tegn på tortur og voldtægt finder retsmedicinerne 13 stiksår i Zivana Temelkoskas kranie samt fem brækkede ribben.

Ifølge politiets teori er skaderne på brystkassen formentlig opstået i forbindelse med kvælning, hvor gerningsmanden har brugt sit knæ som modvægt på den ældre kvindes bryst.

Desuden finder retsmedicinerne rester af sæd og en flaske aftershave i ofrets underliv. Gerningsmanden har også indsat medicinsk bandage, gazebind, vat og stykker af træ i ofrets anus.

Vigtige spor

I alle tre tilfælde forsvinder kvinderne sporløst fra deres hjem. Der er ingen vidner og ingen spor efter håndgemæng eller indbrud.

Intet tyder på, at morderen har tænkt sig at stoppe. Tværtimod. Tiden mellem drabene er blevet kortere, og graden af brutalitet større.

En specialenhed fra politiet er sat på sagen, men den er vanskelig.

Da ligene er blevet efterladt på en rasteplads, en byggegrund og en losseplads, er der ingen gerningssteder, man kender til. De vigtigste spor er dna i form af sædrester og telefonsvarerbeskeden, som Zivana efterlod på sin søns telefon.

Alle tre ofre boede og arbejded i Kicevo og havde gjort det hele deres liv. Politiet mener derfor, at gerningsmanden skal findes i byen, og at han muligvis kendte sine ofre.

Specialenheden udarbejder en profil af gerningsmanden, hvor han beskrives som mellem 15 og 65 år. Han er fysisk stærk og formentlig over 170 centimeter høj. Han har haft en udpræget dårlig barndom med voldelige forældre og har for nylig været udsat for en traumatisk begivenhed, der har igangsat hans trang til at slå ihjel.

Grundet ofrenes alder og profession, bliver det antaget, at morderen har et uforløst dårligt forhold til sin egen mor.

Politiet skaber sig et overblik over de mulige mistænkte. Der bor omkring 8.000 mænd i Kicevo, hvor mange af dem er enten for gamle eller for unge. De tilbageværende sammenlignes med profilen, hvilket efterlader politiet med 10 mulige mistænkte i Kicevo.

Ihærdig journalist

Politiet afhører samtlige 10 mænd og indsamler prøver med deres dna. Men alle 10 mænd har et alibi, og der er intet match i dna-prøverne.

Sagen er den store nyhed i samtlige medier. Først blev de forkerte fængslet, derefter er politiet ikke i stand til at finde en mistænkt. Alle landets aviser dækker sagen, særligt en lægger sig i front af dækningen af sagen, nemlig landets ældste avis, Nova Makedonien.

Især én journalist er utrættelig i sin dækning af sagen.

Den 54-årige Vlado Taneski er altid den første til at fortælle om nye udviklinger i sagen og om politiets uduelighed. Det var Taneski, der efter dommen over de to mænd for det første drab kunne pege på en lang række tvivlsspørgsmål i forbindelse med bevisførelsen.

Det var Taneski, der efter det andet drab var den første til at pege på, at der var tale om en seriemorder, og at de to mænd derfor var uskyldige. Og det var Taneski, der som den første kunne fortælle befolkningen, at monsteret fra Kicevo bruger telefonkabler til at kvæle sine ofre med.

Og det undrer politiet. For lige præcis den detalje har de aldrig nævnt til pressen, men gjort sig umage for at holde hemmelig.

Siden han var helt ung, har det været Taneskis passion at skrive. Han tog afgang i journalistik fra universitetet i nabolandet Kroatien, hvorefter han fik arbejde på en radiostation i Kicevo.

Som 21-årig møder han sin kommende kone, og parret får to børn. Af kolleger beskrives Taneski som en hårdtarbejdende journalist, der ellers lever et normalt liv med sin familie.

Fra 1980’erne begynder Taneski at arbejde som journalist på avisen Nova Makedonien, hvor han er fastansat i to årtier. I de år arbejder han hårdt og vinder flere priser for sin journalistik.

Streng opvækst

En nat i 2002 tager Taneskis far, Trajce Taneski, sit liv. Taneski har altid haft et svært forhold til sine forældre, som har opdraget ham strengt med hård fysisk afstraffelse. Og blot nogle få måneder efter farens selvmord dør også moderen, Gorica Tanevki, efter en uheldig overdosering af sin medicin. Året efter, i 2003 bliver Taneski fyret fra avisen.

Året efter igen bliver hans kone forfremmet til en stilling i hovedstaden Skopje. Taneski selv har intet arbejde og stort set ingen indtægt. Men nu langt om længe er han ved at få karrieren på ret køl igen.

I forbindelse med seriemorderens forbrydelser begynder Taneski igen at få trykt sine artikler i avisen. Hans evner er nu igen efterspurgte, og han bider sig fast i denne billet retur til jobbet som journalist.

Allerede inden fundet af liget konkluderer Taneski i avisen, at rengøringsdamen er seriemorderens tredje offer. Og to dage efter fundet kan Taneski beskrive liget i detaljer. Igen nævner han, at ofret er blevet bundet med et telefonkabel, som gerningsmanden har kvalt kvinden med.

Den oplysning får politiet til at reagere. For på dette tidspunkt, er ikke engang politiets teknikere nået til den konklusion, at det selvsamme kabel også er mordvåbnet.

De to andre ofre var også blevet kvalt i et telefonkabel, så det kræver ikke megen fantasi at gætte på, at det også er tilfældet her. Men det er ikke noget, som Taneski eller andre journalister burde vide, så for efterforskerne bliver det en ny teori: At Taneski er gerningsmanden.

Moren gjorde rent

Politiet undersøger Taneskis baggrund. Faren var soldat i Anden Verdenskrig og arbejdede hele sit liv på en træfabrik. Mere interessant er det, at moren arbejdede hele sit liv på hospitalet i Kicevo som rengøringsdame. Og alle tre ofre var bekendte til Taneskis mor.

Omkring klokken 16 fredag eftermiddag den 20. juni 2008 stormer politibetjente huset, hvor Vlado Taneski er født og stadig bor.

Taneski følger roligt med politiet til stationen, hvor dna-prøver fra Taneski straks bliver sendt til analyse.

Samtidig ransages villahuset af politiet, som også sender et hold af sted til familiens sommerhus. I villaen finder teknikerne ikke noget af betydning.

Anderledes er det med sommerhuset. Ud over reb og store mængder af porno, finder man en pose med afrevne telefonkabler. Samtidig kommer resultatet fra dna-prøven tilbage fra laboratoriet: Der er et 100 procent match med sæden på ofrene.

Afviser at få advokat

Taneski bliver fremstillet for en dommer og varetægtsfængslet i 30 dage. Anklageren er overbevist om, at Taneski er morderen, men politiet mangler stadig nogle undersøgelser, herunder afhøringer af Taneski.

Politiet har desuden mistanke om, at Taneski står bag drabet på en fjerde kvinde, hvor liget endnu ikke er fundet.

Taneski selv har ikke sagt noget endnu, og han afviser at tale med en advokat. Dagen efter bliver han transporteret til et fængsel, 70 kilometer nord for Kicevo.

Taneski bliver sat i en delt celle med to andre. Om søndagen tilses Taneski, og han vurderes til at være i rimelig fysisk og mental tilstand. Han spiser sine måltider og kommunikerer med sine medfanger. Men omkring klokken to næste nat slår hans medfanger alarm.

Vagterne skynder sig til cellen, hvor de finder Taneski livløs på gulvet med hovedet nede i en spand med vand. Vagterne forsøger at genoplive ham, men uden held.

Den 23. juni 2008 bliver Vlado Taneski erklæret død ved selvmord. På hans krop finder vagterne en seddel, der henviser til en anden seddel under hans pude. Her har han skrevet, at han er uskyldig i forbindelse med alle tre drab.

Ifølge makedonsk lov er det ikke muligt at gennemføre en retssag, når den tiltalte er død. Derfor får offentligheden aldrig fuld indsigt i politiets beviser eller i motivet til mordene.

Det er nærliggende, at moren spiller en rolle, og politiet undrer sig også over, om moderens overdosis virkelig var et uheld. Men det er alt sammen for sent at finde ud af nu.

Ud fra beviserne er der ingen tvivl om, at Teneski var skyldig i de tre drab, og siden hans død har der ikke været flere mord på ældre rengøringsdamer i Kicevo.