Meddeler til politibetjenten Benny: Vil du opklare et gammelt drab?

Den 11. december 2007 sad vi på en kro, der var blevet vores foretrukne mødested. Han skulle som sædvanlig kun have en kop kaffe og en ostemad med sennep, og i den forstand var han med sikkerhed blandt politiets billigste meddelere. Da vi havde spist lidt og nydt den landlige udsigt, trak han et sammenfoldet, linjeret A4-ark op af inderlommen og lagde det mellem os.

»Benny, vil du opklare et gammelt drab?« spurgte han.

Jeg nikkede skeptisk og ventede spændt på, hvad han mere ville sige. Så skubbede han til papiret, hvor han med kuglepen havde lavet en masse noter.

»Det her, det må du ikke vise til andre. Hverken advokater, mistænkte eller noget. Men det hele står her. Flugtbilen. Navne på alle dem, du skal tale med. Og på ham, der skød. Det er ham her,« sagde han og pegede på et af navnene.

»Skød hvem?« spurgte jeg.

»Ham grillbarejeren i Bogense for tre år siden,« svarede han.

Jeg var i mellemtiden blevet sat på en anden drabssag i Jylland, men nu begyndte jeg i al stilfærdighed også at validere de oplysninger, der stod på papiret. Bodybuilderen havde skrevet, at jeg burde undersøge en BMW Cabriolet, der efter drabet var kørt i en fjord et sted i Danmark.

Det passede meget godt med, at et vidne fra sagen i Bogense havde spottet en lignende bil i nærheden af gerningsstedet. En søgning i vores systemer viste dog ikke noget om, at der var fundet sådan en bil.

Bodybuilderen havde også skrevet, at drabsvåbnet var smidt i en sø et sted i Danmark, men der var heller ikke nogen, der havde fundet nogen våben i nogen søer.

Til gengæld var der bid, da jeg søgte på de navne, bodybuilderen havde skriblet ned på sit papir. Han havde skrevet syv navne, der kunne være interessante. En af de nævnte, en kvinde fra Djursland, viste sig allerede at være afhørt i sagen. Hun havde været stamkunde på Tex-Grill.

(…) 

En aften i begyndelsen af 2008 befandt jeg mig (i forbindelse med den anden drabssag) sammen med to kollegaer fra Vejle Politi, Uffe Willumsen og Michael Hundahl, på Hotel Astoria i Litauens hovedstad Vilnius. Vi fik en øl og forberedte næste dags arbejde, da Uffe hev sin bærbare computer frem. Via den kunne han gå på politiets centrale systemer derhjemme, sagde han. Han kunne blandt andet gå på POLMAP Lite, et nyt system, hvor man kunne markere et bestemt område af Danmark på et kort og skrive nogle stikord, og så ville alle sager med de stikord i området poppe frem.

»Skal vi ikke lige se, hvad den her moderne internetløsning kan gøre for os?« sagde han og åbnede programmet.

»Hvad skal vi søge på?«

»Kan du ikke lige for sjov prøve at søge på en blåmetalfarvet BMW 320 Cabriolet for mig?« spurgte jeg, for jeg havde urimelig svært ved at glemme drabssagen fra Bogense.

Uffe skrev et par stikord og trak en firkant ud over et par jyske fjorde, og – bingo – da han kom til Mariager Fjord, var der gevinst. Den 22. december 2004 havde nogle sportsdykkere fundet en orientblå BMW 325 CI Cabriolet i Kongsdal Havn, kunne vi læse. Bilen var totalskadet og uden nummerplader, og Falck havde efterfølgende kørt den til destruktion. Men man havde noteret stelnummeret.

(…) 

Stelnummeret på BMW’en blev sendt til Tyskland, og her var der nu bid. Bilen var meldt stjålet på drabsdagen, den 19. december 2004 klokken 17.30, fra en adresse i Humtrup, ti kilometer syd for den danske grænse. De tyske betjente havde noteret i anmeldelsen, at tyven havde taget nøglerne fra deres faste plads i køkkenskuffen, men ikke stjålet andet, og at han eller hun nok derfor var en bekendt af familien.

Kvinden, der havde været stamkunde på Tex-Grill, og som ifølge min bodybuilder havde noget med sagen at gøre, var ifølge cpr-registeret gift med en 54-årig mand, der hed Harald, kunne vi se. 

Harald var født i Nordtyskland og tysk statsborger, men havde siden han var 22 boet i Danmark. Harald havde to børn og fire børnebørn, det sidste født lige før drabet på Nhut. Han havde flere domme for både biltyveri og overfald og havde de sidste par år delt adresse med sin nyeste kone på Djursland. Vi rekvirerede teleoplysninger på både Harald og hans kone, og det var et smukt rod at dykke ned i.

Begge brugte kun telefoner med taletidskort og skiftede ofte telefonnumre, og som om det ikke var besværligt nok, var vi også hæmmede af, at teleselskaberne kun måtte gemme oplysninger på kunder i ét år. Heldigvis var Sonofon, hvor Harald købte de fleste af sine telefoner, bagud med at slette oplysninger, og vi nåede derfor lige akkurat at få en udskrift over, hvor hans og konens daværende taletidskort havde befundet sig på drabsdagen.

Havde vi ringet en uge senere, havde det været for sent, sagde damen fra Sonofon. Min kollega Lars Coops fra Rejseholdet kom for at hjælpe til. Lars var formentlig en af de allerbedste i landet til at analysere teleoplysninger, og hans evner var senere med til at opklare de meget omtalte sager om trippeldrabet på Frederiksberg og ubådsdrabet på Kim Wall.

Lars kunne meget præcist kortlægge, hvordan Haralds telefon havde bevæget sig fra Flensborg til Bogense på drabsdagen. Og retur igen samme aften. Da vi fremlagde det for en dommer, gav han os lov at opsætte både telefonaflytning og installere rumaflytning i Haralds lejlighed. Aflytningen var dog knap sat op, inden Harald og hans kone i maj 2008 valgte, at de ville tilbringe sommeren på en campingplads i Nordtyskland, hvor vi ikke kunne overvåge dem.

I begyndelsen af september vendte Harald og hans kone hjem til Danmark igen. De havde købt et lille hus på Sletterhagevej på halvøen Helgenæs i Aarhus Bugt, lige syd for Djursland. Teknikerne nåede at få installeret en ny rumaflytning, inden parret overtog huset den 1. oktober, og de næste uger lavede jeg stort set ikke andet end at lytte til Harald og konen, der snakkede med venner, bekendte og hinanden om stort og småt. Mest småt.

For at fremprovokere en reaktion, blev vi enige om at udsende en pressemeddelelse, hvor vi fortalte om fundet af flugtbilen. Vi fik den både plantet i den lokalavis, vi vidste, Harald abonnerede på, og i TV 2’s kriminalmagasin Station 2. For en sikkerheds skyld bad vi også TV 2 Østjylland bringe nyheden. Og taktikken virkede.

Fredag den 10. oktober 2008, formiddagen efter TV 2 Østjylland havde omtalt fundet af BMW’en i Mariager Fjord, gik Harald rundt i køkkenet sammen med sin kone. Vi sad i hovedkvarteret i Svendborg og fulgte med gennem de store hovedtelefoner.

»Jeg ville fortælle dig det i går aftes ... I fjernsynet, der var der et billede af den BMW fra Bogense igen. De havde knyttet den sammen med det, der skete,« hørte vi Harald sige. »Havde de fået knyttet den sammen med Bogense?« spurgte konen.

»Ja, du ved det godt, ikke også,« svarede Harald.

»Puha. Men der har I da vel haft handsker på?« spurgte konen. Det bekræftede Harald, og det gjorde ham tilsyneladende lidt rolig.

»Der er jo heller ikke nogen, der har set os. Det skete lidt i ni, og da I kom hjem lidt i ti, der var vi allerede hjemme, husk det. Og man kan jo slet ikke køre fra Bogense til Tyskland på en time,« sagde han og begyndte at plotte et detaljeret alibi.

»Jeg troede egentlig, de lod det ligge, når det var en perker,« sagde konen.

»Nej, det gør de sgu ikke. Og det er snart fire år siden,« sagde Harald. Herefter talte de lidt forbi hinanden om, hvem der kunne kende til den stjålne BMW, og de blev enige om, at Harald ikke kunne hænges op på forbrydelsen, hvis bare de fortalte samme historie, og han blev ved med at nægte. Bagefter snakkede de om, hvor meget de mistede i boligsikring, nu hvor de havde fortalt kommunen, at de var flyttet sammen igen – 500 kroner, kunne vi forstå – og så talte de om afdøde Nhuts hustru, som de åbenbart havde mødt i Rosengårdcenteret i Odense efter drabet. Ifølge Haralds kone så hun gladere ud end sædvanlig, og de blev enige om, at det nok faktisk var fint, hun var sluppet af med Nhut. 

Lidt senere indrømmede Harald, at han egentlig godt kunne lide at se Station 2, og så gik hans kone i gang med at vaske vinduer. Om eftermiddagen ringede Harald rundt til flere bekendte, der åbenbart enten kendte til forbrydelsen eller havde mistanke om, han stod bag den. De skulle holde kæft, lod han forstå.

»Det bliver mellem os … men det var jo mig, der skød,« sagde han direkte til en kammerat.

Fire dage senere, tirsdag den 14. oktober 2008, besluttede vi at gå i aktion. Vi havde rekvireret et anholdelsesteam fra Aarhus, og for at komme over til Helgenæs, skulle de køre over den lille tange fra Mols Bjerge. Det kunne ikke undgå at vække opsigt, og over telefonaflytningen kunne vi da også høre, at Harald kort efter blev ringet op af en ven.

»Nu skal du kraftedeme passe på, mand, for de er kraftedeme på vej ned til dig,« sagde han.

Både Harald og hans kone tog flugten til fods, så indsatslederen måtte sende en helikopter i luften. Kort efter meldte den tilbage, at Haralds kone gjorde et næsten komisk ringe forsøg på at gemme sig i nogle siv nær parrets hus. Her blev hun kort efter anholdt.

Harald selv måtte vi vente et halvt døgn mere på at få fat i. Via nogle snørklede stisystemer var det lykkedes ham at komme væk fra Helgenæs. Han havde smidt sin normale telefon fra sig, men vidste ikke, at vi også havde overvågning på hans reservetelefon. Den placerede ham på en kro i Hornslet, lidt nord for Aarhus, og her anholdt Østjyllands Politi ham samme aften. 

Anholdelsen foregik uden dramatik. Harald smilede bare, da han blev sigtet for drab, og i grundlovsforhøret dagen efter benægtede han alt. Han havde aldrig været i Bogense, aldrig slået nogen ihjel og kendte ikke en eneste vietnameser, sagde han selvsikkert. Først da politianklageren fremlagde nogle af vores lydoptagelser, begyndte han at rykke uroligt rundt i stolen.

»Nogen må have snakket om drabet hjemme ved mig, mens jeg ikke var der. For det dér, det er ikke min stemme,« hævdede han, mens tyrenakken skiftede farve til rød, og sveden piblede frem på hans kronragede isse.

De næste uger snakkede vi med alle dem, Harald havde ringet til, mens vi aflyttede ham.

Vi fandt de to mænd, der havde kørt den sjældne BMW i vandet, og en anden mand, der havde overværet Harald skaffe gerningsvåbnet, en 9-mm Neuhausen-pistol, af vejen. Den blev fundet i en andedam ved Rønde på Djursland, i øvrigt sam-men med nummerpladerne fra den druknede BMW. 

Kort efter anholdt vi også Haralds søster og svoger, som vi vidste, han havde besøgt i Flensborg på drabsdagen, og som vi på overvågningen kunne høre kendte til forbrydelsen. Svogeren, der var jævnaldrende med Harald, arbejdede som ufaglært håndværker og havde ingen nævneværdig fortid i kriminalregisteret.

Men vi mistænkte ham for at være den anden mand, Nhuts kone havde set foran grillbaren. For at undgå alt papirarbejdet med at få dem udleveret fra Tyskland, ventede vi, til vi vidste, de skulle en tur til Rømø, og de blev taget ved færgen uden dramatik.

Vores efterforskning tegnede et billede af Harald som en mand, alle var bange for, også hans egne venner og familie. Svogeren ville derfor ikke sige noget som helst, men forelagt alle vores beviser gik han til sidst til bekendelse og tilstod, at det var ham, der havde været i Bogense sammen med Harald. Sammenholdt med de oplysninger, vi havde fra aflytningerne og de andre afhørtes forklaringer, kunne vi derfor endelig stykke sammen, hvad der var sket den skæbnesvangre decemberdag knap fire år tidligere:

Harald og hans kone havde været på besøg hos Haralds søster og svoger i Flensborg. De havde hygget og udvekslet julegaver, og ud på eftermiddagen var damerne, som traditionen foreskrev, taget til julebanko. Da de var gået, var stemningen skiftet, og Harald havde besluttet sig for, at mændene skulle lave et røveri.

Han havde flere gange besøgt en grillbar i Bogense sammen med både sin kone og søster, der boede på Fyn. På grillen stod der en masse spilleautomater, der udbetalte kontanter, så ejeren måtte ligge inde med en masse penge. Mindst 70.000 kroner, havde Harald regnet ud.

Svogeren følte sig presset til at tage med til Fyn. Inden de tog af sted, skulle de dog skaffe en bil, der ikke kunne sættes i forbindelse med dem. De kørte derfor hen til en fælles bekendt, der boede lidt derfra. Mens svogeren holdt vagt fra gaden, sparkede Harald entrédøren ind og fandt nøglerne til hjemmets BMW 320 CI Cabriolet på deres faste plads i køkkenskuffen.

De kørte i hver sin bil over grænsen, til stationen i Tinglev, hvor svogeren parkerede. Derefter fortsatte de begge i BMW’en over Lillebæltsbroen til Bogense. De kørte lidt rundt på må og få, inden de ved 20-tiden parkerede på en sidevej til Odensevej og gik gennem et villakvarter, hen til Tex-Grillen, hvor de gemte sig bag et hushjørne.

Harald havde besluttet, at de skulle overmande Nhut, når han kom ud til sin varevogn. De skulle skubbe ham og hans kone ind bag i bilen, snuppe pengene og løbe. De blev lidt overraskede over, at parret tilsyneladende havde valgt at lukke før normal tid, men stod alligevel klar, da den vietnamesiske grillbarejer kom gående over parkeringspladsen med sin pengespand, på vej mod varevognen, hvor hans kone allerede sad og ventede.

Harald havde dog overvurderet, hvor hurtigt de kunne løbe, og inden de nåede frem, sad Nhut allerede bag rattet.

Svogeren stoppede op, men Harald fortsatte frem mod bilen, og han var ikke typen, der gjorde noget halvt, forklarede svogeren. Pludselig trak Harald en pistol og skød. Svogeren vidste slet ikke, at Harald havde taget sådan en med, sagde han.

Bagefter løb de tilbage gennem villakvarteret og hen til BMW’en. Mens de løb, kunne de høre konen skrige.

De var kørt stille og roligt ud af Bogense, tilbage til Jylland og Tinglev Station, hvor de havde skiftet til svogerens bil og efterladt BMW’en. På vej mod Tyskland havde Harald ringet til en bekendt, han vidste handlede med stjålne biler og fortalt, hvor BMW’en stod. Nøglen lå på højre forhjul, og vennen kunne bare hente den, sagde han. 

Sidst på aftenen var de kommet tilbage til Flensborg, hvor de havde drukket kaffe med damerne. De snakkede ikke om, hvor de havde været, eller hvad der var sket. Først dagen efter havde Harald ringet til svogeren og sagt, at han havde hørt i radioen, at vietnameseren fra grillbaren var død. De havde aftalt aldrig at tale om det igen, men svogeren havde alligevel fortalt det til Haralds søster.

Svogeren hørte senere, at Harald havde skiftet både sin egen og sin kones telefon ud. Han havde også ringet til manden, der havde hentet BMW’en og bedt ham skaffe sig af med den. Bagefter havde han fået en ven til at køre sig til Rønde på Djursland, hvor han havde smidt pistolen i en andedam.

Den 11. september 2009 idømte landsretten i Odense den nu 56-årige Harald 16 års fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark for drabet på Nhut. I et såkaldt indenretligt forhør tilstod han, at han havde været i Bogense og trykket på aftrækkeren, men hævdede, det var sket i selvforsvar, fordi Nhut var ved at køre ham ned. Hans svoger fik et års fængsel for forsøg på røveri.

(…)

Benny Frederiksen:

Benny Frederiksen (f. 1957). Ansat ved Politiet siden 1979, hvor han som ung betjent blev en del af Københavns Politis Uropatrulje (1983-1990). Han hvervede og vedligeholdt kontakten til hemmelige meddelere. Har siden specialiseret sig i afhøringsteknik og arbejdet som efterforsker ved Rigspolitiets Rejseholds drabssektion (1998-2011). Arbejder i dag som konsulent ved Nordsjællands Politi, afdeling for organiseret kriminalitet.