Jes Holtsø om sit livs krise: Jeg lå død på et toilet

Hvornår begyndte du for alvor at tage stoffer?

Jeg begyndte at komme fast i Istedgade fra 1979, da jeg var 22 år gammel. I starten var jeg bare en lalleglad amatør. Jeg vidste ikke, hvad man kaldte stofferne, eller hvor meget man fik for 100 kroner. Efter min mors død begyndte jeg selv at handle med stoffer, og jeg fandt ud af, hvorhenne i Istedgade jeg altid kunne købe heroin, når jeg ikke kunne få noget privat hos de folk, jeg ellers forsynede mig hos.

Jeg begyndte at stikke mig i 1980. Indtil da havde jeg kun sniffet heroinen, og i de kommende år gled forholdet til min daværende kæreste, Inger, som jeg i slutningen af 1970’erne havde fået en søn med, helt væk, mens mit misbrug eskalerede med et dagligt heroinmisbrug. Jeg mistede også mit job som ferieafløser på Carlsberg, fordi jeg begyndte at ringe og melde mig syg, når jeg havde abstinenser.

Jeg blev i løbet af 1980’erne dybt afhængig af junk, og jeg endte som hjemløs, allernederst i misbrugernes hierarki. Jeg var rosset af rosset, og det handlede kun om daglig overlevelse, mens jeg konstant jagtede det daglige fix.

Min bistandshjælp var selvsagt ikke tilstrækkelig til at dække mit forbrug, så jeg begyndte at stjæle i forretninger. Det var som regel kød, men også ost, kaffe og lignende. Hurtigt omsættelige varer, som jeg kunne sælge på værtshusene, så jeg havde kroner til min junk. Jeg forsøgte mig også uden større succes som røver mod en butik ejet af to ældre damer.

Jeg spiste stort set intet, og min krop var helt afpillet. Jeg fixede alle steder. Toiletter, opgange, kælderhalse, togkupéer, togstationer, byggepladser. Overalt. Jeg var en ensom ulv, og jeg ville bare helst være helt i fred. Jeg ville ikke risikere, der var nogen, som kom og tog mit stof. Jeg vågnede som regel ved 10-11-tiden og som regel med nedtur, og så gik jeg ellers bare rundt som en zombie. Min hverdag bestod af disse fem faste ritualer:

Bekæmp abstinenserne. Skaf penge. Undgå, at nogen tager pengene fra dig. Undgå at blive snydt, når du køber stoffer. Fix.

Fixet var nu blevet vigtigere end at trække vejret, og i virkeligheden ville jeg bare tilbage i ursuppen. Tilbage i min mors mave. Det var den følelse, jeg tryglede heroinen om at give mig. Jeg tiggede og bad den om at fjerne min angst og min paranoia. Heroinen gav mig en volumenknap, så jeg kunne skrue ned for mit forstyrrede sind, hvor alle fortidens begivenheder var blevet til et langstrakt skrig. Når det gik bedst, havde jeg et klubværelse, men brugte altid huslejepengene til junk og blev hældt ud, hvorefter jeg måske kunne bo hos en kammerat i 14 dage, indtil jeg også havde fucket dét up. Ellers boede jeg i nogle kælderhalse eller nogle fyrkældre. Kun fantasien satte grænser.

Om vinteren fandt jeg typisk en fyrkælder, en opgang eller noget andet, hvor der var bare nogenlunde varmt. Det kunne også være handicaptoiletterne på togstationerne, S-togs-stationerne eller i S-togene, indtil de holdt op med at køre. Så kørte toget jo ud til en endestation, hvorefter jeg blev smidt af og igen måtte lede efter et toilet et eller andet sted, så jeg ikke døde af kulde. Jeg sov også ofte i en opgang eller i en pornobiograf. Der skulle bare være ly for vejr og vind.

Efterhånden mistede jeg både værdigheden og selvrespekten og følelsen af at være et menneske, der havde ret til at leve.

Du nåede også at dø?

Ja, en dag i 1986 lykkedes det mig at tage livet af mig selv på et af toiletterne på Københavns Hovedbanegård, hvor jeg jævnligt sad og fixede. Den dag havde jeg åbenbart købt noget stof, der var stærkere end det, jeg plejede at tage. Toiletpasseren kunne stå og kigge ind gennem de matterede ruder og holde øje med, om vi narkomaner sad oprejst, og han opdagede, at noget var galt, så han sparkede døren ind.

Ingen kunne komme i kontakt med mig, så han slog alarm, og da ambulancen ankom, var mit hjerte allerede holdt op med at slå. De fik liv i mig ved give mig hjertemassage, slå mig i ansigtet og hælde vand på mig. Jeg fik også modgift. Jeg var død i måske tre-fire minutter, men da de kunne se, at jeg atter var i live, blev jeg ikke indlagt.

Blev dine to liv adskilt den aften, hvor du døde på toilettet på Københavns Hovedbanegård og blev genoplivet, hvorefter du søgte behandling?

Nej. Det var mere en kombination af de forunderlige ting, der sker i vores tilværelse på det rigtige tidspunkt. Dét, som Egon Olsen plejede at kalde ”timet og tilrettelagt”. Det er jo ikke alle forundt, men det blev det for mig. Jeg var lige nøjagtigt på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted i mit liv til, at der opstod en mulighed for, at jeg kunne få mit wildcard. Det var så mit ansvar at tage imod det og sige: ”Dén fribillet til livet vil jeg gerne bruge.”

Den 1. august 1990 var en onsdag, og jeg hang på et gadehjørne og lignede noget, som var ved at dø – hvad jeg jo også var. På det tidspunkt vejede jeg 47 kilo. Jeg var syg og træt og flået helt fra hinanden. Var nøgen og gennemsigtig og havde konstante selvmordstanker. Pludselig råbte en mand efter mig: ”Hej Jes.” Han sad i en gammel Toyota Corolla, og jeg genkendte ham straks.

Det var Jimmy – en gammel ven fra rock og rul-branchen. Han havde tidligere været lydmand for Kim Larsen, da han også selv røg på junk. Jimmy forklarede, at han var kommet på behandlingscentret Egeborg nede på Lolland, og at der var skidefedt dernede. Det var ikke tilfældigt, at Jimmy kørte rundt. Med mellemrum besluttede lederen af behandlingscentret at tage nye folk i behandling, og så sendte hun Toyotaen til Vesterbro for at samle narkomaner op.

”Du kunne da godt trænge til at komme ned og få noget sul på kroppen,” sagde Jimmy.

”Ja, men jeg står faktisk lige og venter på en …” snøvlede jeg, men jeg fik alligevel spurgt lidt til, hvad det var for noget, og det lød sådan set meget tiltalende. Især fordi stedet lå langt væk fra narkomiljøet på Vesterbro. Jimmy fortalte lidt om de 12 trin, som behandlingen var bygget op omkring. Og at man hverken måtte ryge hash eller drikke. Man spillede heller ikke musik eller så fjernsyn. ”Hvor er alt det sjove så henne?” tænkte jeg. Det lød sgu ikke som noget for mig. Men jeg skrev alligevel deres telefonnummer ned på en lille lap papir, fordi Jimmy insisterede. Sedlen krøllede jeg sammen og proppede i lommen.

Men dén seddel skulle alligevel komme til at redde dit liv?

Ja, fire dage senere fik jeg i et altafgørende moment styrken til at ringe og bede om hjælp. Jeg var ikke pisseskæv, da jeg fandt sedlen i min lomme, men jeg sad i en togvogn og var lige flygtet fra nogle, som ville brække en finger på mig. Jeg var tidligere på aftenen blevet spottet af en af de pushere, som jeg skyldte penge. Han begyndte at løbe efter mig, og jeg løb rundt om nogle parkerede biler og fortsatte op ad Istedgade, op mod Hovedbanegården, mens jeg kunne høre ham råbe: ”Du får dillerdaller, Jes! Du får så mange tæv!”

Jeg spurtede hele vejen op til Hovedbanegården, og jeg var heldigvis for hurtig for ham. Kort efter havde jeg gemt mig i en parkeret togvogn. Min møgbeskidte, ildelugtende T-shirt var gennemblødt af sved, og jeg kunne høre min egen puls banke. Da jeg stod og lurede på, om han stadig var efter mig, slog tanken ned i mig: ”Nu vil jeg sgu væk. Fandeme jo. Det er nu!”

Pludselig kom jeg i tanke om Jimmy og om vores snak fire dage forinden, og jeg greb ned i lommen, hvor den krøllede seddel stadig lå. Jeg sprang på S-toget ud til Nordhavn Station og bankede på døren til min far og sagde: ”Jeg ved godt, at du helst ikke vil have, at jeg kommer ind, men jeg har brug for at låne din telefon. Jeg vil gerne i behandling, så jeg er nødt til at ringe, så de kan komme og hente mig.”

Min far lukkede mig ind, og jeg ringede ned til Egeborg og forklarede lederen, Susanne, at jeg havde fået nummeret af Jimmy, som havde sagt, at jeg bare skulle ringe. Og så hentede de mig tre timer senere.

Søndag den 5. august 1990 besluttede jeg endelig at vende tilbage til livet, og jeg har været clean lige siden.