Louise dulmede sig med stoffer: Jeg var en vred pige

Det begyndte med vodka med veninderne og lidt hash, så hun bedre kunne sove. Men hurtigt blev kokain, hash og sprut i lange baner en del af hverdagen. Louise Nørrevang var kun 13 år, da hun begyndte at tage stoffer.

De næste tre år kan bedst beskrives som turbulente og endte med, at hun som 16-årig flyttede ind i et rækkehus hos sin veninde i Brøndby Strand. Hun var næsten færdig med 9. klasse og havde ikke skyggen af planer for livet. Nu stod den på fester, druk og stoffer i lange baner. Sådan gik månederne, uden at nogen greb ind.

– Min venindes forældre var flyttet. Selv om hun kun var 18 år, boede hun alene med sin lillebror i huset, fortæller Louise.

Det var tredje gang, hun blev smidt ud. Først af sin mor, der ikke kunne styre hende, så af sin mormor, som hun havde stjålet penge fra, og nu af det opholdssted, som kommunen havde placeret hende på. Nogle af de andre piger havde kaldt Louises mor for en luder, og sådan talte man ikke om Louises familie. Det blev så enden på det ophold.

– En pædagog fra opholdsstedet kørte mig ud til min veninde og satte mig af der. Hun var jo 18, så de mente, at hun godt kunne tage sig af mig. Det kunne hun selvfølgelig ikke. Dengang syntes jeg, det var fedt, men det var jo uansvarligt.

Sprut og stoffer

I dag er Louise 25 år, forlovet med sit livs kærlighed, Casper, og mor til Milla på fire måneder. Rækkehuset i Solrød ligner enhver anden kernefamilies hjem med puslebord på badeværelset og legetøj på stuegulvet. Familien tæller også den lille chihuahua Angel, der sover fredeligt på Millas lyserøde babydyne i sofaen.

Familieidyllen er noget andeledes end det, Louise voksede op med i barndomshjemmet i Brøndby Strand. Dengang var hendes liv kaotisk og præget af omsorgssvigt. Hendes far forsvandt, da hun var to år, så Louise voksede op alene med sin mor, der var syg og ikke magtede at tage ansvar for Louise og hendes mindre søskende.

– Vi var ofte alene hjemme. Min mor var tit ude om aftenen og natten, og så skulle jeg være hjemme og tage mig af mine to små søskende. Det var på en måde som at være i fængsel, husker Louise.

Overladt til sig selv

Da hun blev teenager, kunne hun ikke holde ”fængslet” ud længere, hun begyndte at drikke og tage stoffer.

– Jeg havde ikke ret megen frihed, så når jeg endelig kunne slippe væk en time, skulle den bare have alt, hvad den kunne trække med sprut og stoffer, fortæller hun.

Snart fandt hun ud af, at stofferne også hjalp på både kaosset i hendes hoved og vreden over at være overladt til sig selv af de forældre, der skulle have taget sig af hende.

– Jeg var en vred teenager. Jeg kunne for eksempel finde på at råbe efter fremmede mennesker på gaden, hvis de irriterede mig. Eller at stikke mine veninder flade, hvis jeg ikke syntes, de opførte sig ordentligt, fortæller Louise.

Lærte at dukke sig

Da Louise var barn, var hendes mor syg af diabetes. Sygdommen gav hende indimellem en form for blackouts, hvor hun fik raserianfald og slog Louise. Bagefter kunne hun ikke huske, hvad der var sket.

– Hun langede nogle gange ud efter mig, når hun havde det sådan. Men jeg lærte hurtigt at dukke mig, når jeg kunne se, der var et raserianfald på vej, siger Louise.

Hun mener, at hendes mor også har adhd ligesom hun selv, og at det er dér, hun har arvet sit eget hidsige temperament fra. Det gjorde ikke barndommen lettere, at Louise tidligt skulle tage hensyn til sin mors humørsvingninger.

– Jeg skulle på en måde være mor for min mor.

Tog narko på jobbet

For de fleste teenagere er stoffer kun noget, de har hørt om. Men for Louise var de lettilgængelige, og i 10 år tog hun kokain og røg hash hver dag. I et par år var hun også afhængig af MDMA, eller ecstasy, som det også kaldes.

– Jeg fik arbejde på en bodega på Vestegnen. Der kom en masse rockere, og der var altid stoffer. Det var helt normalt, at jeg lige gik ud i baglokalet og tog en snitte (en bane kokain, red.) på arbejdet. Ejerne gjorde det også, så de var ligeglade.

Som 18-årig fik Louise diagnosen adhd. Nu fik hun endelig en forklaring på sit tankemylder og kaosset i sit hoved og det eksplosive raseri.

– Det blev tydeligt, at jeg havde brugt stofferne til at dulme og selvmedicinere. Jeg røg for eksempel rigtig meget hash for at kunne falde i søvn. Ellers kørte tankerne rundt i mit hoved i timevis.

Kærligheden vandt

Efter 10 års stofmisbrug var der ikke udsigt til, at Louise ville ændre stil. Men en dag var hun på besøg hos en veninde, og der sad Casper. For første gang var der en, der så ind bag vreden og stofferne og fik øje på den sårbare pige, der gemte sig under den hårde facade.

Casper vidste godt, at Louise tog stoffer. Han kommer selv fra en kernefamilie i Greve, og Louises liv var anderledes end hans. Men han kunne ikke stå for hende, og så måtte det briste eller bære.

– Jeg faldt for Louises naturlighed. Hun siger tingene ligeud, og det kan jeg godt lide. Hun var selvfølgelig også spændende og sjov at være sammen med, men hun er jo meget mere end det. Vi kan tale om alt, og hun er min bedste veninde, fortæller Casper Sonne, mens han vugger parrets fire måneder gamle datter, Milla, der er mest optaget af at lave spytbobler.

Familien er det vigtigste

Casper har også sønnen Marius på seks år, og selv om Marius har en mor, har Louise taget ham til sig som sin egen. Dermed er hun mor til to og har fået skabt det kernefamilieliv, hun selv savnede som barn. Og hun er god til det.

– Når Marius er her, vil han hellere være sammen med Louise end med mig, griner Casper.

Før Louise mødte Casper og Marius, tyede hun blandt andet til stoffer, når hun mødte modstand, og livet blev svært, og da hun for eksempel mistede sin mormor, var en joint også det første, hun tænkte på. Men som den løvemor, hun er, har Louise lagt den strategi på hylden.

– Jeg har lagt Vestegnen bag mig. Der var alt for mange stoffer og ballade, så jeg har sagt farvel til det liv, for min familie er vigtigere. Mine børn skal aldrig opleve at blive svigtet, sådan som jeg selv er blevet, siger hun.

Min guide i livet

En del af æren for Louises sporskifte tilfalder hendes tidligere kontaktperson, Rolf Eggert, der er kendt fra TV 2-programmerne ”En eksrocker rydder op”. Af en lang stribe velmenende støttepersoner gennem Louises ungdom er Rolf nemlig den eneste, der har kunnet hjælpe hende, fortæller hun.

– De andre forstod mig ligesom ikke. Jeg havde på et tidspunkt en støtte-kontaktperson, der ikke ville tale med mig, når jeg var i dårligt humør. ”Så kunne jeg ringe, når jeg kunne tale pænt,” imiterer hun støtte-kontaktpersonen. – Men det var jo netop, når jeg var i dårligt humør, jeg havde brug for en at tale med, siger hun og slår opgivende ud med armene. Sådan var Rolf ikke. Han lyttede bare uden at dømme mig.

Selv om Rolf Eggert ikke længere er kontaktperson for Louise, har de to bevaret kontakten, og det er stadig Rolf, hun ringer til i de situationer, hvor hun tidligere ville have bedøvet sig med stoffer.

Vil hjælpe andre

– Alle mennesker har brug for støtte indimellem, og det har jeg også, selv om jeg er blevet voksen. Rolf er der altid. Han er blevet min guide i livet.

Det er blandt andet Rolf, der har støttet Louise i at gøre sin 9.-klasses eksamen færdig. Hun manglede kun den matematikeksamen, som hun skred fra i et raserianfald som 15-årig. Det tog næsten 10 år at blive klar til at gennemføre den, for hun skulle først have troen på, at hun kunne. Den hjalp Rolf hende med at få. Nu venter en hf, og så vil hun uddanne sig til socialpædagog.

– Ligesom Rolf har fået mig til at tro på mig selv, vil jeg også hjælpe andre til at få selvtillid. Herhjemme er vores motto blevet ”Stol på dig selv helt ind i maven.” Jeg vil gerne hjælpe andre unge med at få den selvtillid, så de stoler på sig selv helt ind i maven. Jeg ser op til Rolf, og jeg er sikker på, at jeg også kan gøre en forskel for unge med problemer, fordi jeg selv har stået i det og er i stand til at forstå dem.