Simonas mareridt: Patrick var død i 70 minutter

Simona havde kysset sin forlovede farvel, da han rejste til Tyrkiet for at få foretaget en skønhedsoperation før deres bryllup. Under operationen fik han hjertestop og var klinisk død i 70 minutter. Så lykkedes det endelig for lægerne at få hans hjerte i gang igen, men Patrick var ikke den samme.

Hun tog telefonen ned fra øret, mens hun snakkede med sin veninde. Der var fire ubesvarede opkald i træk, som hun ikke havde set, fordi hun havde talt i telefonen. 10. november 2020 klokken 21.20 ringede Simona Chiras telefon for femte gang, denne gang afbrød hun samtalen og tog den. I den anden ende var hendes forlovedes ven, der havde rejst sammen med ham.

”Patrick har fået et hjertestop,” lød det i telefonen. Simona følte, hun forlod sin egen krop et kort øjeblik, og det næste, hun kan huske, er, at hun skreg.

Hendes forlovede, Patrick Teichert, var to dage tidligere fløjet til Tyrkiet for at få en skønhedsoperation ved øjnene og kæben, så han kunne stå helt skarpt til deres bryllup. Hans nyretal var steget voldsomt under operationen, hvilket resulterede i et hjertestop på operationsbordet. Vennen fortalte, at han var okay igen, men at lægerne havde lagt ham i en dyb søvn.

Skabt for hinanden

Simona var i deres hjem i Vejen og havde lige fået overbragt beskeden. Hendes værste frygt var blevet til virkelighed, og nu stod hun mere end 3.000 kilometer væk.

Hun panikkede, og alt blev sort. Hun kastede op, græd og skreg. Samtidig skulle hun bevare overblikket, finde sit pas og skaffe billetter til Tyrkiet, så hun kunne komme ned til Patrick hurtigst muligt.

Hun kunne komme af sted allerede næste dag, men ventetiden føltes lang. Hun vidste ikke, hvad hun ville komme ned til. Hun vidste bare, at Patrick havde været død i 70 minutter på operationsbordet, inden lægerne fik liv i ham igen.

Parret fra Vejen har været sammen i fire år. Det begyndte med et “like” på Instagram og et opslag i en singlegruppe, og der gik ikke lang tid fra den første samtale, til parret fandt ud af, at de var som skabt for hinanden.

– Da jeg mødte Patrick, føltes det, som om at det, jeg altid havde manglet, pludselig var der. Han gør mig hel, og vi minder bare så meget om hinanden. Nogle gange er det næsten uhyggeligt, hvor ens vi tænker, fortæller Simona med et smil.

Ved siden af sidder Patrick og smiler nikkende. På hans hænder er der tatoveret “Her beast” og på Simonas ”His beauty” – “Skønheden og udyret”. Deres hjem er fyldt med parbilleder fra deres mange rejser, der er ingen tvivl om kærligheden.

De var sådan et par, der rejste meget, de ville gerne være nede i varmen, hvor de kunne passe elefanter og slikke sol. Patrick var bodybuilder og gik op i sit udseende, det samme gjorde Simona. De har også flere gange sammen rejst til Tyrkiet for at få foretaget skønhedsoperationer. De ville se perfekte ud for hinanden. Simona beskriver, at de på mange måder var et par, der var ligeglade med, hvad andre tænkte om dem.

– Vi gjorde egentlig tit, hvad der passede os. Så længe vi var sammen, var der ikke andet, der betød noget for mig, fortæller Simona.

Deres forhold var ikke ret gammelt, før Patrick gik på knæ og friede. Det blev et kæmpe ja, og planen var, at de skulle giftes i sommeren 2020.

– Der skulle ikke mangle noget til den fest. Brylluppet skulle holdes på en herregård, jeg havde købt min drømmekjole, og vi glædede os helt vildt, fortæller Simona.

Men corona-restriktioner udsatte brylluppet et år, og de var ved at ordne de sidste ting inden den store dag. Det var her, Patrick besluttede sig for at rejse en tur til Tyrkiet for at få foretaget en operation, så han så godt ud, når han skulle giftes med sit livs kærlighed.

Bange anelse

Simona var ængstelig op til Patricks rejse. Hun mente ikke, han behøvede den operation, og hun havde en dårlig mavefornemmelse.

– Du er bare paranoid, skat, det hele skal nok gå. Der er jo aldrig sket noget før, beroligede Patrick hende, da de stod i lufthavnen, og hun ville have et billede af dem sammen, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder.

Patrick landede i Tyrkiet, og Simona tog hjem til deres hus i Vejen. De skrev sammen og var i kontakt ofte. Da Patrick skulle på operationsbordet, ønskede Simona ham held og lykke og fortalte ham, at hun elskede ham.

Senere den aften kom det opkald, ingen ønsker at få. Patrick havde haft hjertestop og var nu lagt i koma. Dagen efter landede Simona i Tyrkiet for at se sin forlovede.

– På vej hen til Patrick begyndte jeg at forberede mig på begge ting. Jeg vidste ikke, om jeg ville se ham som død eller levende, for han svævede jo mellem liv og død på det tidspunkt. Men det syn, der mødte mig på hospitalet, var det værste, jeg nogensinde har set, fortæller Simona, mens tårerne presser sig på hos dem begge.

Den store mand, hun havde kysset farvel i lufthavnen, lå nu med lukkede øjne og et hvidt lagen fra hofterne og ned, mens der var flere aftryk fra en hjertestarter på hans brystkasse. Han var koblet til en masse maskiner, der blandt andet hjalp ham med at trække vejret, for det kunne hans krop ikke selv.

Under operationen var hans nyretal steget ekstremt, hvilket havde resulteret i, at hjertet stod af. Ingen havde vidst, at Patrick havde en nyresygdom, for da han blev tjekket op til operationen, var alle tal fine, men da kroppen lå stille i så mange timer under operationen, gik det galt.

Lægen, som Simona talte med på det tyrkiske hospital, fortalte, at hvis Patrick vågnede fra sin koma, ville han være hjernedød. Det var hårdt for Simona at høre, og hun ville ikke tro på det. Hun nægtede at tro, at hendes store stærke klippe skulle være hjernedød. Det kunne simpelthen ikke passe.

– Der var snak om, at man skulle slukke for hans respirator, fordi chancerne for, han vågnede, var så små, og man vidste ikke, hvordan han ville have det, hvis han vågnede. Men jeg blev ved med at sige nej. Jeg blev ved med at håbe på et mirakel. Patrick skulle komme igennem det her, fortæller Simona.

Tilbage til Danmark

Efter 10 dage blev det besluttet, at Patrick skulle flyves hjem til Danmark i et ambulancefly og blive overført til Kolding Sygehus, så han var tættere på venner og familie. Og på 16.-dagen efter operationen skete det. Patrick åbnede sine øjne, de to kiggede på hinanden, og så klemte han Simonas hånd.

– Mit hjerte sprang et slag over. Jeg blev så lettet, da jeg så ind i hans øjne. Men jeg var også bange for, hvad der var tilbage af den Patrick, jeg elskede så højt.

Mens Simona fortæller, sidder Patrick i sofaen og kigger på hende. Han kan ikke selv huske noget fra den tid, men han sidder og græder. Efter ulykken er han blevet grådlabil, især når talen kommer ind på tiden efter operationen. Simona tager hans hånd, og denne gang er det hende, der klemmer hans hånd.

I den næste tid blev klemmene flere, og Patrick kunne mere og mere. Hun kørte turen fra Vejen til Kolding to gange om dagen, og næsten hver gang hun kom, var der sket fremskridt med ham.

Men selv om der var fremskridt, var det ikke tæt på at være, som det plejede. På tre uger tabte Patrick, der ellers trænede meget, 35 kilo, og den gnist, der havde været i hans øjne før, var der ikke mere. Patrick var ikke hjernedød, men han havde fået en alvorlig hjerneskade, efter han havde været død i 70 minutter.

– Jeg havde flere gange sagt til ham, at uanset hvad der skete med ham, så ville jeg altid være ved hans side. Så selv om det var hårdt, blev jeg. Der hvor han var, der var jeg, fortæller Simona.

De næste mange måneder stod den på genoptræning for Patrick. Han boede på to forskellige steder, hvor han gjorde store fremskridt. Simona kom og besøgte ham hver dag, og hun filmede altid, når de var sammen, så hun kunne se, hvor langt han var nået, når hun så videoerne senere.

– Men selv om han er nået rigtig langt, er der også mange ting, som jeg skal acceptere, at vi nok aldrig når i mål med, fortæller Simona.

Et andet liv

I april fik Simona overtalt personalet på det sted, Patrick boede i forbindelse med sin genoptræning, til, at han skulle hjem og bo. Lægerne mente ikke, han var helt klar, men hverken Simona eller Patrick kunne holde ud, at han skulle være der mere.

– Han fortalte mig, at han ville hjem, at det føltes som et fængsel at være der, og jeg kunne se, hvor ked af det han blev, hver gang jeg gik, og det var også hårdt for mig. Så det blev besluttet, at det var på tide, at Patrick kom hjem, for at han ikke skulle blive deprimeret.

Selv om det var en lykkelig nyhed, betød det også, at Simona og Patrick skulle vænne sig til et helt nyt liv. For hvis Patrick skulle være hjemme, betød det, at Simona skulle tage sig af ham. Patricks hjerneskade gør, at han har svært ved at udføre simple ting, som han ellers før gjorde med lethed. Han husker ikke ting, der bliver sagt til ham, og han kan ikke formulere lange sætninger. Hvor han før arbejdede som vagt, er han nu blevet tildelt en førtidspension. Deres forhold har forandret sig meget.

– Det havde altid været ham, der var den stærke, nu skulle det være mig, fortæller Simona.

– Men jeg gør det, fordi jeg elsker ham så højt, også selv om det ikke er den samme mand, som jeg forelskede mig i for fire år siden.

Der er mange ting, Simona savner fra dengang. Hun savner de lange dybe samtaler, de kunne have midt om natten, hun savner at opleve verden med ham, i stedet for at eventyrene ikke rækker meget længere end til baghaven, og de store romantiske gestusser, der før kom hele tiden, er der ikke flere af. Det er ikke kun Patricks liv, der er blevet begrænset. Det er også hendes. Men på trods af det har Simona ikke tænkt sig at gå fra Patrick.

– Uanset hvor hårdt og svært det har været, og hvor mange tårer jeg har grædt, og frustrationer jeg har skreget ud, så bliver jeg. For det har jeg altid lovet ham. Jeg elsker ham så højt, og hvis jeg går fra ham, så mister jeg noget af mig selv, fortæller hun, mens Patricks tårer igen titter frem i øjenkrogen.

Der er mange ting, hun stadig håber på, men hun er også godt klar over, at det aldrig bliver som før.

– Uanset hvad der sker i verden, ved jeg bare, at jeg vil dele den med ham. Også selv om det bliver hårdt.