Anettes datter døde som 19-årig: Marie viste mig vejen videre

Marie elskede at udvikle kreative idéer sammen med sin mor. Da hun døde som 19-årig, blev Anette ramt af en dyb sorg og mistede meningen med livet. Indtil Marie viste hende vejen.

På intensivstuen på Rigshospitalet ligger Anettes datter Marie. Slangerne fra de mange maskiner smyger sig rundt om hende, og det er kun tallene på monitoren, der kan give vished om, hvordan hun har det. Men denne stue er ikke som de andre på afdelingen, hvor livet hænger i en tynd tråd. Overalt på væggen hænger farverige sommerfugle og andre dyr lavet i papir, og selv det kliniske, hvide hospitalstøj har hun skiftet ud til noget farverigt.

Marie kan ikke tale, men for en stund er øjnene åbne.

Hun former sine hænder som et hjerte mod sin mor. Dernæst bevæger hun fingrene, så de i luften former et uendelighedstegn. Anette ved, at det er et spørgsmål om tid, før hendes datter lukker øjnene for sidste gang, og hun ikke længere kan fortælle hende, hvor meget hun elsker hende.

– Lige siden hun var lille, har vi altid sagt, at vi elsker hinanden. Det er sådan noget, der kan varme mig i dag. At jeg ved, at hun aldrig var i tvivl om, hvor meget hun betød for mig, fortæller 63-årige Anette Astrup.

I mors fodspor

Vi er i familiens virksomhed Astrup Group i Skjern, der producerer legetøj. På hylden i virksomhedens showroom står et stort billede af en smilende Marie. Det minder hver dag Anette om, hvor stor en kærlighed de havde sammen.

Marie var den yngste af i alt fire børn, og Anette havde hende ofte med på sidelinjen, når deres legetøjsprodukter skulle testes. Hun havde altid en mening om det dukketøj, de startede med at producere, og som hun blev ældre, var hun også med i den kreative udvikling.

– Hun elskede, når jeg foldede farvepaletten ud på bordet. Så gik hun om bord i alle farverne og var med til at vælge, hvilke farver produkterne skulle have, forklarer Anette.

Hun så, hvordan hendes datter udviklede sig til at blive en vellidt, empatisk pige, der elskede at gå i skole. Hun gik til gymnastik og hyggede med veninderne, og hun havde en stor drøm om at følge i sin mors fodspor. Derfor var hun også flere gange med sin mor i Kina, hvor de besøgte firmaets faste leverandører.

– Hun var enormt nysgerrig, og hun var fast besluttet på, at når hun skulle på universitet, så skulle det foregå i Kina, smiler Anette.

Ondt i hoften

Så skruer hun tiden frem til 2013, hvor Marie fik ondt i hoften. Smerterne blev værre og værre, og Anette begyndte at blive bekymret. Til sidst gik hun til lægen, og efter flere blodprøver var konklusionen klar.

– Da de sagde, at hun havde akut leukæmi, var det, som om tiden stod stille. Jeg kan huske, at Marie græd og sagde: ’Det er uretfærdigt. Jeg er jo kun 17 år’, husker Anette.

Den dag gav lægen dem håb om helbredelse, så da de tog hjem, var de overbevist om, at Marie nok skulle overleve.

Marie var lige begyndt i 2.g på gymnasiet. Hun havde en ambition om, at hun skulle kunne tale fem sprog, når hun blev student, men fra den ene dag til den anden blev skole, venindeaftaler og gymnasiefester skiftet ud med kemobehandlinger og sterile hospitalsstuer. Anette stoppede med at arbejde med det samme, og en stor del af tiden blev brugt på hospitalet.

Sammen 24 timer i døgnet

– Vi var sammen 24 timer i døgnet, og når hun ikke havde det dårligt, spillede vi spil. Hun lavede også lektier, når energien var til det, for hun ville ikke være for meget bagud, når hun kom tilbage til gymnasiet, forklarer Anette.

Adskillige kemobehandlinger var ikke nok til at slå leukæmien ned. Den sidste mulighed var en stamcelletransplantation. Forud fra transplantationen skulle Marie have taget en masse prøver på Rigshospitalet. De mange timer i bilen fra Skjern til København brugte mor og datter på at tale om alle de kreative idéer, de ville føre ud i livet, når Marie fik det godt igen.

– Den ene af os kunne skrive ned, hvad den anden sagde, mens vi kørte. Vi var enige om den kreative proces, og det gav en samhørighed, at vi havde et projekt, der var vores.

Transplantation var en succes

Det var med stor glæde, at Marie og resten af familien fik at vide, at stamcelletransplantationen havde virket. Hun fik det hurtigt bedre, og for en stund kunne hun genoptage livet med skole og venner.

– Hun havde en masse mod på livet, og de drømme, hun havde, var uforandrede, selv om hun havde været syg, fortæller Anette, der ligesom sin datter og resten af familien havde håbet, at det værste var overstået.

Men kort efter at 2014 skiftede til 2015, blev Marie ramt af RS-virus. Hendes immunforsvar var svækket, og den virus, der normalt rammer børn, satte sig på Maries lunger. Hun fik svært ved at trække vejret, og hun blev hurtigt indlagt på intensivafdelingen på Rigshospitalet.

For Anette blev huset på landet i Tarm skiftet ud med en lille, klinisk stue. Marie blev lagt i respirator, og Anette var ved sin datters side de fleste af hendes vågne timer.

Frygten var det værste 

– Jeg havde konstant en knude i maven. Efter et stykke tid kendte jeg alle de maskiner, som hun var koblet til, og jeg kunne aflæse, hvordan hun havde det, fortæller Anette.

Sådan tilbragte hun syv måneder på Rigshospitalet. Sygeplejerskerne beordrede flere gange Anette til at komme ud og få noget frisk luft, men lige så snart hun prøvede at gå en tur i Fælledparken, sneg frygten sig ind på hende.

– Jeg var så bange for, at hun ville dø, når jeg ikke var sammen med hende, så hver gang jeg gik udenfor, var det, som om jeg blev trukket tilbage igen, fortæller Anette, der sov i et lille værelse på en briks i et venteværelse med et vattæppe. Hun måtte tage bad i sygeplejernes omklædningsrum, men for Anette var det ikke en mulighed at forlade hospitalet.

I perioder fik Marie det bedre, og selv om hun stadig var koblet til respiratoren, sendte hun sin mor i Pandora hobby efter farverigt papir, som hun foldede til dyr fra sygesengen.

Kreativ til det sidste

Som månederne gik, blev stuen pyntet op, og sygeplejersker og andet personalet, fik ofte en sommerfugl med, når de gik fra stuen. Men der blev færre af de gode stunder, hvor Marie var vågen. Anettes knude i maven voksede, når lægernes melding ikke var positiv. Alligevel prøvede hun at bevare håbet.

– Om aftenen sang jeg altid for hende. Det var den samme sang, som jeg sang, da hun var lille, og så sagde jeg altid, at jeg elskede hende.

Som tiden gik, fik Marie det værre, og lægerne måtte til sidst fortælle Anette og resten af familien, at Marie kun havde kort tid igen.

– Lægerne sagde, at jeg skulle tage afsked med hende, men hvordan tager man afsked med sit barn?

Jeg ville ikke have, at hun mistede håbet, og jeg ville slet ikke have, at hverken de eller jeg selv skulle fortælle hende, at hun skulle dø, fortæller Anette, der husker den sidste gang, at hun så sin datter ind i øjnene.

Sang for Marie

– Hendes far havde siddet ved hende om natten, og da jeg kom ind på stuen om morgenen, gav hun mig det kærligste smil. Et smil fyldt med varme, fortæller Anette, der sad ved Maries side og sang for hende i den sidste stund, før hun døde.

Når sangen fyldte rummet, kunne Anette se, hvordan hjerterytmen steg. Derfor nåede hendes søskende også at sige farvel til Marie, inden hun trak vejret en sidste gang den 22. august 2015.

Da Anette efter syv måneder forlod Rigshospitalet uden Marie, var sorgen altoverskyggende. Hjemme i huset i Tarm føltes alt meningsløst. Hun følte ikke, at der var nogen, der havde brug for hende, og hun faldt ned i et sort hul, hvor hun ofte lå på sofaen og græd. Når hun så folk gå upåvirket rundt på gaden, provokerede det hende, for Anette sad tilbage med følelsen af, at meningen med livet brutalt var revet væk fra hende.

– Det var en ekstrem tomhed, og tanken om, at jeg aldrig skulle se Marie igen, gjorde nærmest fysisk ondt. Jeg følte ikke, at jeg kunne placere min kærlighed nogen steder, fortæller Anette.

Hun begyndte at lytte til podcast med mennesker, der havde fået kontakt til afdøde, og hun læste en masse bøger om emnet.

Fælles drøm

– En dag begyndte jeg at tale til hende. Jeg følte mig lidt tosset i starten, men jeg fornemmede, at hun stadig var der. Så jeg blev ved med at tale til hende, og en dag svarede hun mig. Det var en meget speciel oplevelse, men det gav mig en ro i kroppen at vide, at hun stadig var med mig, fortæller Anette.

En dag da hun lå på sofaen, fik hun en idé. Hun begyndte at tænke på de mange kreative samtaler, hun havde haft med sin datter, og pludselig begyndte idéen at spire. Hun ville videreføre deres kreative tanker ind i et nyt brand.

Langsomt men sikkert gik hun i gang med den kreative proces. Hun huskede tilbage på Maries gode input, og de begyndte at tage form på papiret.

På væggen i Astrup Groups hovedkontor i Skjern pryder en stor plakat trappeopgangen. I det ene hjørne er en sommerfugl skitseret, og med guldskrift står der ’byAstrup – in loving memory’. Det er logoet til den produktlinje, som Anette satte i gang i sin sorgproces, og som er blevet symbolet på deres kærlighed og de kreative samtaler, de havde i Maries sygdomsforløb.

– Da jeg gik i gang med at udvikle brandet, kunne jeg hele tiden mærke Marie. Hvis jeg lavede noget, som hun ikke var enig i, blev jeg bremset. Og modsat; når jeg kunne mærke, at det bare flød derudad, så vidste jeg, at hun var enig med mig, fortæller Anette, der føler, at hun har fundet en mening i meningsløsheden ved at bringe deres fælles drøm til live.

Brandet er blevet en succes, og produkterne, der består af dukketøj og legetøj, bliver solgt til det meste af verden. For Anette bliver succesen dog ikke målt i, hvad der kommer ind på bankkontoen. Men i den samhørighed, som hun har med Marie.

 

 

Løn hver måned

– Jeg ville aldrig have gjort det her uden hende. Så havde det slet ikke givet mening. Men hver gang jeg kigger på produkterne, ser jeg hende, og jeg ved, at hun ville være stolt af det, vi har udrettet sammen, fortæller Anette.

Hver måned giver hun sin datter løn. Pengene bliver doneret til børnecancerfonden, hvilket Anette er sikker på, at Marie ville have ønsket.

For Anette har kommunikationen med hendes datter været altafgørende for, at hun igen føler, at der er en mening med livet. Sorgen rammer hende stadig som en knytnæve, og når hun kører forbi Maries gymnasium, kan hun stadig få et sug i maven, når hun ser en lyshåret pige bagfra. Men trods smerten, glæder hun sig over den tid, hun fik med Marie.

– Hver aften, før jeg skal sove, synger jeg stadig en sang for hende og siger, at jeg elsker hende. Det giver en god følelse i kroppen, og selv om hun ikke er her mere, er hun det alligevel. Det er bare på en anden måde.