Brev til Mimi: Hendes tatovering er et makabert minde

Kære Mimi
Jeg mistede desværre min yngste søn i en trafikulykke for snart to år siden. Han og hans næsten jævnaldrende søster var meget tæt knyttet, og det var forfærdeligt for hende at miste sin bror. Ligesom det selvfølgelig var for resten af familien. Den første tid efter ulykken kunne jeg slet ikke finde ud af, hvordan jeg overhovedet skulle leve videre. Men vi fik alle psykologhjælp, og efterhånden har vi lært at leve med sorgen.

Begyndte at græde ved synet

Nu er der imidlertid sket noget, som har slået mig helt ud. For et par uger siden kom min datter hjem, og da hun tog sin trøje af, åbenbarede en ny tatovering sig på hendes overarm: Hendes brors ansigt samt hans fødsels- og dødsdato.

Det kunne jeg slet ikke klare. Jeg troede, jeg skulle besvime, og jeg begyndte at græde. Jeg kunne ikke holde ud at se hans billede på den måde.

Min datter har indrømmet, at hun vidste, jeg ikke ville bryde mig om tatoveringen, men at den betyder meget for hende. Jeg synes, det er makabert at skulle mindes ham på den måde. Selv hvis hun altid holder armen tildækket, når vi er sammen, vil jeg vide, at billedet er der.
Min mand forstår mig, og han har lovet at forsøge at overtale hende til at få tatoveringen fjernet. Det tror jeg dog ikke, hun vil gå med til. Jeg kan næsten ikke klare at se hende, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op.

I øvrigt ved både min datter og min ældste søn, at jeg ikke bryder mig om tatoveringer. De har begge et par stykker, men de er små og diskrete.
Kærlig hilsen Den ulykkelige mor

Giv plads til hendes sorg

Kære Ulykkelige mor
Hvor gør det mig forfærdeligt ondt for jer. At miste et barn er nok det værste, man som menneske kan komme ud for, og jeg føler dybt med dig – og med resten af familien. Det vil tage mange år at komme over, hvis I nogensinde gør det.

Men det er en sorg, I er fælles om, og den skal også deles. Jeg kan udmærket forstå din sårbarhed, men din datters sorg skal der også være plads til, og nu har hun valgt en måde, som hun kan leve med sorgen på.

Det må du lade hende gøre. I skal stå sammen som familie, og din datter har brug for dig. Lad hensynet til hende træde i forgrunden og din egen sorg i baggrunden. Din mand og dine andre børn behøver dig, og det skal være med til at give dig kræfterne tilbage.
Kærligt talt Mimi