Fredag d. 26. oktober 2012 - af Pia Friis Andreassen
Andebryst med stegt tilbehør
Andebryst udgør en dejlig middag med fjerkræ - og med stegte kartofler, løg, champignoner og squash er den gode middag i hus

Opskrift på andebryst og stegt tilbehør
4 personer
Det skal du bruge:
2 andebryster
Salt
Stegte kartofler og grønt:
600 g små, tyndskallede kartofler
1 løg
100 g brune champignoner
1 courgette
1 tsk. timian
Salt
Prøv også: Grillet og marineret andebryst
Sådan gør du:
Andebryst:
Rids skindsiden på andebrysterne. Varm en pande op til middelstærk varme. Steg kødet med skindsiden nedad i 5 min., til det meste af fedtet er smeltet fra. Vend det og steg det i yderligere 1 min. Læg andebrysterne i et ovnfast fad og krydr med salt. Sæt fadet i ovnen i ca. 10 min. afhængigt af tykkelse og af, hvordan du ønsker kødet stegt. Giv evt. grill mod slutningen. Kassér andefedtet fra panden på nær 2 spsk., som gemmes til at stege kartofler og grønt i.
Stegte kartofler og grønt:
Opvarm ovnen til 160°. Skrub kartoflerne rene og kog dem i 8 min. Hæld vandet fra og lad dem dampe tørre. Pil løget og skær det i både. Rens champignonerne og skær dem i halve. Skær courgetten i grove tern. Steg løgene i det afsmeltede andefedt i et par minutter. Tilsæt kartofler, champignoner og courgette og steg det hele i ca. 5 min. Krydr med timian og salt.
Tilberedningstid:
Ca. 40 min., heraf arbejdstid ca. 30 min.
Prøv også: Klassisk andesteg