Snasket pizza med oksekød og mozzarella

Denne opskrift på pizza med oksekød, tomat og mozarella er simpel, men resultatet er en meget smagsfuld oksekøds-pizza.

Denne pizza bliver hurtigt en favorit blandt opskrifter med hakket oksekød. Den er toppet med oksekød, mozarella og tomat.

Opskriften giver fire portioner, men kan man ikke spise den hele, så er den lige så lækker dagen efter.

Ingredienser

Dej

  • 25 gram gær
  • 2 ½ dl lunkent vand
  • 100 gram grahamsmel
  • 250 gram hvedemel
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk salt

Fyld

  • 1 løg
  • 400 g hakket oksekød
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • 140 g koncentreret tomatpuré
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dl vand
  • Salt og peber
  • 500 g cherrytomater
  • 2 friske mozzarellakugler
  • 1 håndfuld frisk timian eller frisk basilikum

Fremgangsmåde

Dej

Rør gæren ud i vandet og tilsæt herefter grahamsmel, hvedemel, olie og salt.

Ælt dejen grundigt, indtil den er blød og elastisk.

Lad derefter dejen hæve et lunt sted, indtil den er vokset til dobbelt størrelse.

Fyld

Tænd ovnen på 250° almindelig ovn.

Hak løg og svits på en pande sammen med kød og olie.

Tilsæt tomatpuré og presset hvidløg.

Tilsæt vandet og kog det hele godt igennem.

Smag til med salt og peber.

Halvér tomaterne.

Riv mozzarellaen groft.

Del dejen i to lige store stykker og rul hvert stykke ud til en stor cirkel.

De to pizzabunde placeres på hvert sin bageplade beklædt med bagepapir.

Bred kødsaucen ud på pizzabundene, fordel tomaterne ovenpå, og drys med mozzarella og plukket timian eller basilikum.

Bag én pizza ad gangen i ovnen i ca. 15 minutter.

Servér med det samme, evt. med en grøn salat.