Gris

Flæskesteg med sprøde svær

21. december 2016 Af Louise Dandanell Ørsted. Foto: Carina Krüger.
I det nye Ude og Hjemme, som er på gaden onsdag den 21. december, får du masser af klassiske opskrifter til julebordet. Her kan du smugkigge i opskriften på flæskesteg med sprøde svær.
Flæskesteg med sprøde svær:
1 kamsteg på ca. 2 kg
Groft salt
3 laurbærblade
Peber

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180°.

Skær med en skarp kniv sværen igennem helt ned til kødet (også i siderne), hvis det ikke allerede er gjort. Krydr godt med salt og peber ned mellem alle sværene. Stik laurbærbladene ned mellem sværene fordelt over hele stegen.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Læg stegen i et fad, hæld 1 glas vand i bunden af fadet og sæt stegen i ovnen. Steg den i ca. 1 time og 15 min. Bruger du stegetermometer, skal stegen have en centrumtemperatur på 65°. Hæld mere vand i fadet undervejs.

Tag stegen ud og hæld bouillonen i en gryde, hvis du skal bruge den til sovs. Kom stegen ind i ovnen igen.

Skru ovnen op til maksimum (ca. 275°) og steg sværen sprød – det tager ca. 10 min. Hold godt øje med sværen, så den ikke pludselig bliver for mørk.

Lad stegen hvile i 10 min., inden du skærer den i tynde skiver.

Tip: Hvis stegen er skæv, kan du lægge en korkprop eller lidt sammenkrøllet stanniol under den flade ende, således at overfladen bliver helt vandret. Det er vigtigt, hvis sværen skal være sprød og fin over det hele.

Husk, at du kan bestille ekstra svær hos din slagter.

Kan du godt lide, at kødet har meget fedtmarmorering, skal du købe en ribbenssteg i stedet for en kamsteg.

Sponsoreret indhold