22-årig datter døde i en brand: Emelie gav fire unge nyt liv

Så snart Pierina vågnede om morgenen, begyndte tårerne at trille ned ad hendes kinder i ustoppelige strømme. Sådan var det i lang tid. Hver evig eneste morgen skete det samme.

Der er nu gået halvandet år, siden en forfærdelig brand tog livet fra Pierinas kun 22-årige datter, Emelie Sundberg. Og i dag græder Pierina ikke længere hver morgen.

– Sorgen efter at miste et elsket barn forsvinder aldrig, men den er ikke lige overvældende hele tiden, siger den 46-årige mor.

Midt i mørket er der dog en tanke, som særligt hjælper Pierina. Datteren lever i dag videre i fire unge mennesker, som fik en ny chance i livet, takket være Emelies organer, som hendes forældre tog beslutningen om at donere.

Emelies forældre blev skilt, da datteren var 2 år. Men de delte forældremyndigheden, og begge havde tæt kontakt med deres datter. Da Emelie blev ældre, flyttede moderen til Tyskland for at studere og arbejde, mens Emelie flyttede ind hos sin far i den norske by Sundsvall. Alligevel talte mor og datter sammen næsten dagligt. De to kunne snakke om alt – selv drengeproblemer.

Sulten om natten

Emelie, der ligesom sin far og farfar arbejdede som skorstensfejer, var en februar-aften i 2017 på vej hjem fra arbejde til sin lejlighed i Sundsvall, da hun ringede til sin mor. Det skulle vise sig at blive deres sidste samtale.

– Hun var utrolig glad, og jeg fortalte hende, at jeg elskede hende, og at hun skulle køre forsigtigt.

Da Emelie kom hjem og havde klædt om, tog hun i byen. Hvad der skete, efter at Emelie kom hjem fra byturen, er uklart. Hun har formentlig været sulten efter en festlig nat, for hun havde sat en gryde på en tændt kogeplade på komfuret. Men inden hun nåede at spise, var hun faldet i søvn. Gryden kogte tør, og det udviklede sig til en brand. Om morgenen så en nabo, at der sivede røg ud fra Emelies lejlighed, og der blev sendt bud efter alarmberedskabet. Klokken var omkring 7, da Pierinas telefon ringede. Opkaldet glemmer hun aldrig.

– Politiet ringede og sagde, at der havde været brand i min datters lejlighed, men de var ikke sikre på, om kvinden, de havde fundet, var hende, og de havde brug for nogen til at identificere hende, husker Pierina.

Den chokerede mor greb med det samme telefonen og begyndte at kime datteren ned. Hun blev ved med at tænke, at det umuligt kunne være hende, men Emelie tog jo aldrig telefonen. Emelies far, som bor i Sundsvall, tog til hospitalet, hvor han kunne bekræfte datterens identitet. Hun levede stadig, da han kom til hospitalet. Selv om flammerne i lejligheden var begrænsede, havde de udviklet en kraftig røg, som formentlig forgiftede Emelie, mens hun sov.

Hendes hjerte var stoppet med at slå, da brandfolkene nåede frem, men man fik hende genoplivet gentagne gange. Datteren havde været i trykbehandling i seks timer, inden hendes chokerede forældre fik lov at se hende.
Bortset fra nogle slanger og en respirator, der var koblet til Emelies krop, så det ud, som om hun sov. Hendes tilstand var kritisk, og lægerne oplyste, at der ikke længere var aktivitet i hendes hjerne.

De sørgende forældre, skulle pludselig tage stilling til, hvad der skulle ske med datterens organer. Men ingen af dem var i tvivl.

– Vi behøvede kun at kigge på hinanden, så var svaret klart. Organdonation var lige i Emelies ånd, fortæller Pierina.

Reddede liv

I dag har Pierina et stykke papir, som hun en gang imellem tager frem, når hun har brug for lidt trøst. For selv om hun selv har mistet sin datter, har hendes død give fire unge nyt liv.

– Selv om det er forfærdeligt at vide, at hun aldrig kommer tilbage, så føles det godt at vide, at Emelies organer har givet nogle andre en chance for at leve, siger Pierina.

I tiden efter datterens død forsøgte hun at håndtere sorgen på sin egen måde. Hun ringede til sin chef og bad ham sige til kollegerne, at hun ikke ville tale om det, der var sket, eller få blikke af medlidenhed. Alt skulle være, som det plejede, når hun kom tilbage. På den måde blev arbejdet et slags tilflugtssted.

– De første uger efter Emelies død begyndte jeg at græde, så snart jeg vågnede om morgenen. På arbejdet fik jeg en pause, men det var stadig svært, når jeg kom hjem igen, siger Pierina, der stadig bliver trist, når hun ser folk på Facebook, der er blevet bedsteforældre, eller som fejrer børns fødselsdage. Pierinas to hunde er blevet hendes redning. Efter datterens begravelse i den propfulde store kirke i Sundsvall havde moderen mest af alt lyst til at lægge sig til at dø.
Men hendes to trofaste følgesvende, hundene Asta og Nero, fik hende på andre tanker.

– De betyder alt. Det er dyrene, som får mig op hver dag og sørger for, at jeg kommer ud. De behøver mig.