Jeg blev følelseskold

Solen skinner fra en skyfri himmel, og Kit Sørensen har sat sig på en bænk, efter hun har været i Rema. Hun indsnuser den friske sommerduft og nyder den stille stund i frihed. Hun kan mærke den indre styrke, som hun har gemt langt væk de sidste 15 år.

De år, hvor hun har underlagt sig sin eksmands instrukser og lagt bånd på sig selv, så dagligdagen kunne være tålelig. Nu vil hun ikke længere. Hun har de sidste to et halvt år planlagt flugten, der skal gøre hende fri. Mens solens stråler varmer hendes ansigt, finder hun telefonen frem og venter på, at røret bliver taget i den anden ende. Da hun hører den velkendte og trygge stemme, er hun ikke i tvivl. ’ Mor, jeg kommer hjem nu’.

– Jeg vidste, at jeg ikke kunne blive i forholdet længere. Jeg begyndte at frygte for mit liv. At han ville kaste mig ud over altanen, og hvis jeg skulle have muligheden for at begynde et nyt liv, skulle det være nu. Jeg havde allerede udskudt det alt for længe, fortæller 52-årige Kit Sørensen.

Voldsom forelskelse

Han var flot, charmerende og veltalende, og da Kit mødte ham gennem fælles venner en dag i Skagen, faldt hun for ham med det samme. Hun følte sig smigret, og en lind strøm af komplimenter fik forelskelsen til at bruse. Til trods for at hun næsten lige var blevet skilt fra børnenes far, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle forfølge eventyret. Bare otte måneder senere sagde de ja til at være sammen for evigt.

Han boede i Norge, hun i Aalborg, men det var ingen hindring for deres kærlighed. De pendlede frem og tilbage, og Kit blev hurtigt ansat i hans firma, der ofte krævede rejser til udlandet. Men allerede få måneder efter deres bryllup, oplevede hun en anden side af sin ellers så charmerende ægtemand.

På en forretningsrejse til Hong Kong var Kit sammen med sin mand ude om aftenen. Da det begyndte at blive sent, udtrykte hun, at hun gerne ville tilbage til hotellet. Han fulgte med uden protester. Men 30 meter henne ad gaden, skiftede hans humør pludseligt. Han råbte hende ind i hovedet, at hun aldrig skulle fortælle ham, hvornår han skulle hjem, og da de kom op på hotelværelset, pakkede han sine ting og gik. Den efterfølgende tid gentog voldsomme udbrud sig, og en dag blev volden fysisk.

Håbede det blev bedre

– Den psykiske vold kom snigende, så der gik lidt tid, før jeg for alvor vidste, at der var noget galt. Men da han begyndte at blive fysisk voldelig, gav jeg ham et ultimatum. Enten gik han i terapi, ellers gik jeg, fortæller Kit, der umiddelbart troede, at terapien hjalp.

Hun fik håbet tilbage for forholdet, og de havde en masse gode stunder sammen. De rejste rundt i verden, og de havde en stor omgangskreds, som de ofte tilbragte tid sammen med.

Men som tiden gik, kom volden snigende tilbage. Pludselige raseriudbrud, ydmygelser og nogle gange slag og spark blev en del af Kits dagligdag. Hun forlod ham flere gange, men hver gang endte hun tilbage i forholdet, efter han lovede bod og bedring. Men volden stoppede ikke. Tværtimod blev den værre.

For Kit er eksemplerne mange. Dengang han smadrede deres soveværelse efter en fest, hvor politiet kom og tog ham med. Eller da de fornyede deres ægteskabsløfter på en smuk vingård i Italien, og han efterfølgende overdyngede hende med slag, så hun endte med at sove i et badekar med en låst toiletdør. Eller da han kylede hende ud af et hotelværelse uden penge og pas.

Alligevel indvilgede hun i efter 10 års forhold at flytte til Norge. Hun prøvede desperat at fokusere på de gode stunder. Men som årene gik, forstod hun, at han aldrig ville ændre sig.

– Jeg var efterhånden så nedbrudt, at hvis jeg skulle have en chance for et godt liv, skulle jeg væk fra ham. Så jeg begyndte at planlægge min flugt, forklarer Kit.

Planlagde flugt

Som en del af planen, fik hun sin mand til at gå med til at sælge huset under påskud af, at de skulle flytte til Frankrig. Det frigav en del penge, som Kit kunne begynde forfra for. Til trods for, at hun havde forberedt sig på et nyt liv, valgte hun alligevel at tilbringe sommeren sammen med ham. De rejste rundt i Danmark og sluttede hos Kits forældre, der var i sommerhus. Her blev en episode afgørende for hendes beslutning.

– Vi sad rundt om bordet, og jeg fortalte, at det havde været den mest fantastiske sommer nogensinde. Pludselig rejste han sig op og råbte ad mig – at det havde været en sommer på mine præmisser. Han kunne slet ikke styre sig, selv om mine forældre var der. Da han var færdig, var der ingen, der sagde noget. Den dag vidste jeg, at mine forældre havde gennemskuet, hvad der foregik. Jeg kunne ikke længere lade som om, at alt var i den skønneste orden, fortæller Kit.

Den dag, mens hun sad på bænken med solen i ansigtet, vidste hun, at tiden var inde. Da hun havde lagt røret på, efter at have snakket med sin mor, tog hun hjem, satte varerne på plads og ringede til en taxa, der kørte hende til færgeterminalen. Da hun gik i land i Hirtshals, stod hendes far og ventede på hende. Han omfavnede sin datter uden at sige noget, og for første gang i 15 år følte Kit sig tryg.

– Jeg havde det, som om jeg var kommet hjem fra krig, forklarer Kit, der den efterfølgende tid ikke kunne mærke sine følelser. Hun mistede kort tid efter en god veninde til kræft, men hun mærkede ikke sorgen. En blanding af tomhed og konstant rastløshed overmandede hende, og hun prøvede for en stund at dulme de mange modsatrettede følelser med alkohol.

Skammede sig

– Min familie var bekymrede for mig, men de stolede også på, at det ville gå over. Jeg skulle finde et nyt ståsted i tilværelsen og bearbejde sorgen. Jeg følte mig til grin over, at jeg var blevet i forholdet så længe, fortæller Kit.

Hun havde hverken bolig eller arbejde, men med hjælp fra naboer og gode venner, begyndte hun langsomt at få samlet tøj ind til de koldere måneder, og et lille halvt år senere fik hun nøglerne til sin nye lejlighed, der havde sikkerhedsdøre. Hver morgen ringede en veninde til hende på vej til arbejde, og ofte var der nogen, der kom forbi for at se til hende.

Kit havde forinden være tilbage i Norge til venindes begravelse, og da hun så sin eksmand, var følelserne væk.

– Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg havde været sammen med ham så længe. For det eneste, jeg så, var en ynkelig, lille mand.

Kit frygtede ikke sin eksmand i dagligdagen, for hun følte, at hun havde været igennem det værste. I stedet prøvede hun at kigge fremad og skabe en ny tilværelse. Men da hun nytårsdag 2018 fik at vide, at hendes eksmand havde fået en ny kæreste, brød hendes verden sammen.

– Jeg så et billede af hende, og hun så bare så sød ud. Jeg frygtede sådan, hvad der ville ske med hende, og det fik det hele til at komme op til overfladen, forklarer Kit, der kontaktede et krisecenter i Aalborg.

Kontaktede krisecenter

Allerede dagen efter tog hun derhen, hvor hun blev mødt af Iben, der var socialrådgiver. Det efterfølgende år havde hun samtaler med Iben. Efter hver samtale følte hun sig stærkere, og som tiden gik, begyndte hun igen at arbejde med kunst. Hun åbnede et forlag, fik forskellige indretningsopgaver, og hun valgte at skrive en digtsamling med udgangspunkt i de år, hvor hun var udsat for vold. Samtidig brugte hun tid på at være sammen med sine to børn, som hun skulle bygge forholdet op til igen.

– Jeg havde svigtet mine børn, og jeg vidste godt, at det ville tage lang tid at få tilliden tilbage. Jeg håber, de en dag tilgiver mig, fortæller Kit, der for første gang i sit liv fandt styrke i at være alene.

Når mænd kontaktede hende, fejede hun dem venligt væk. For selv om hun ikke havde intentioner om at være alene resten af sit liv, var det svært at finde tilliden til en mand igen.

– Jeg var bange for endnu en gang at blive forblændet, og det så ville vise sig, at han var akkurat som ham, jeg havde forladt. Så det tog lang tid, før jeg turde stole på en mand, forklarer Kit.

Hun mødte sin nuværende kæreste for et år siden. Forinden havde de været venner gennem længere tid, og da følelserne begyndte at vokse, var det med en god fornemmelse i maven.

Lever sin drøm

Kit har ikke længere drømme for fremtiden, for hun føler, at hun lever sin drøm nu. Hun har lært, at materielle goder ikke gør hende lykkelig, men at de menneskelige relationer er det vigtigste i hendes liv.

Hun håber, at hendes historie kan være med til at hjælpe andre kvinder, der er i et voldeligt forhold. For når hun kigger tilbage, ville hun selv have ønsket, at hun havde haft modet til at sige til nogen, hvad der foregik.

– Jeg var enormt flov over, hvad jeg blev udsat for. Derfor sagde jeg det ikke til nogen. Da det blev tydeligt, hvad det skete, vidste jeg også, at der ikke var en vej udenom. Jeg skulle bare væk, og det er det bedste, der er sket for mig.