Anna Emilies mor er psykisk syg: Jeg troede det var min skyld

Anna Emilie sad med blikket rettet ned i gulvet. Hun var musestille, mens moderens vrede ord haglede ned over hende. Det var voldsomt. Sætningerne skar sig ind i den lille piges hjerne.

– Det er min skyld, at mor er så vred. Jeg må være sødere. Men jeg ved bare ikke hvordan, tænkte Anna Emilie.

Hver dag, når Anna Emilie kom hjem fra skole, havde hun en sugende fornemmelse i maven og en let trykken for brystet. Når hun var kommet ind i huset og enten havde fået øjenkontakt med sin mor eller hørt hende, vidste Anna Emilie, om moderen, Ditte, havde en god eller en dårlig dag.

Hvis moderen havde en af sine gode dage, kunne Anna Emilie bare smide skoletasken og jakken inden for døren. Havde moderen en af sine dårlige dage, vidste Anna Emilie, at hun skulle være forsigtig. At hun skulle hænge sin jakke op og tage sin skoletaske med ind på værelset.

I dag havde Ditte en af sine dårlige dage.

Anna Emilie lagde sig på sengen og lukkede øjnene, for hun vidste, hvad der ville ske: Mor Ditte ville komme, tage om hende og undskylde. Ikke bare sige det én gang, men mange. – Det er ikke din skyld, at mor råber og skriger. Det er, fordi jeg er syg. Undskyld, undskyld … undskyld.

Anna Emilie er et af omkring 333.000 danske børn, der vokser op med en forælder med en psykisk sygdom. Det er børn, der er i overrisiko for selv at få en psykisk sygdom, hvis de ikke får hjælp. Det fik Anna Emilie, før moderens sygdom havde sat uoprettelige spor i hendes sind. Hjælpen kom fra en uventet kant.

Lavt selvværd

Ditte Smed Olesen er 42 år, uddannet pædagog, men får i dag førtidspension. Allerede som barn følte hun, at hun var anderledes end andre. Det var, som om hun ikke kunne styre sine følelser og tanker. Hendes selvværd kunne ligge på et lille sted. I stedet for at tænke på sig selv, så tænkte hun på at gøre andre tilfredse.

Som 15-årig tog Ditte selv initiativ til at gå til læge med sine problemer, men de blev fejet af bordet. Det var formentlig puberteten, der spillede hende et puds, lød vurderingen.

For 16 år siden kom Anna Emilie til denne forunderlige verden. Forholdet mellem Ditte og Anna Emilies far holdt ikke. Da Anna Emilie var omkring tre år, traf Ditte Morten, som hun har fået børnene Ebbe, 11, og Ellen på fire år med. Familien bor i Viborg.

– Han var fra dag ét min far, siger Anna Emilie, som i Morten fandt en voksen, hun var tryg ved.

ADHD

Det var også Morten, der fik Ditte overbevist om, at hun skulle søge læge igen. Hendes pludselige råben og skrigen var ikke normalt.

Ditte var omkring 30, da hun fik diagnosen adhd. Senere har hun også fået depressioner.

– Lægen var ikke i tvivl. Jeg havde en sindslidelse og skulle droppe mit arbejde og koncentrere mig om mine børn.

– Du skal have en førtidspension. Ellers hænger du i et træ om to år, sagde han.

Ditte siger, at den melding var hård at tackle.

– Jeg havde et negativt billede i hovedet af, hvordan en førtidspensionist ser ud. Og det var bestemt ikke mig. Det blev en kamp for at overbevise mig selv om, at folk, der kommer på en førtidspension, er mennesker som dig og mig. Vi med en psykisk lidelse har bare ikke et brækket ben eller en arm i gips at vise frem for at få lidt sympati. Vi må i stedet leve med bemærkninger som ”Tag dig dog sammen, kvinde”.

Mor er rundtosset

For Anna Emilie betød moderens sygdom et anderledes liv end kammeraternes. Når de spurgte, hvorfor de ikke kunne komme med hende hjem at lege, svarede Anna Emilie: – Fordi min mor er rundtosset!

Det var hårdt for Anna Emilie, når moderen pludselig fik et vredesudbrud. Det kom altid som et lyn fra en klar himmel. Og gør det stadig.

Anna Emilie husker eksempelvis sine fødselsdage. Dagen før var mor Ditte råbende og skrigende over alt det, der skulle ske. På selve fødselsdagen faldt hun helt ned og holdt sig i baggrunden. Når børnene skulle på legepladsen, blev moderen hjemme. Og så var det sikkert, at Ditte lå i sengen mange dage efter.

– Den skyldfølelse, jeg som barn fik, når mor blev gal og vred, var forfærdelig. Jeg græd meget og forsøgte at beskytte min lillebror Ebbe, så godt jeg kunne. Han var heldigvis så lille, at han ikke rigtig fattede, hvad der skete.

Ditte vidste, at der skulle ske noget drastisk, så hele den lille familie ikke skulle gå i opløsning. Det værste ville være, hvis børnene også udviklede psykiske sygdomme.

Lider af angst

Anna Emilie lider af angst og har eksempelvis svært ved at fremlægge for en større forsamling.

– Jeg var ikke ret gammel, da mor fik mig med i en støttegruppe for børn med forældre med psykiske lidelser. Og senere i en gruppe for større børn. Og jeg har været til rigtig mange samtaler med psykologer og psykiatere. Alt sammen noget, min mor har fået i stand.

Anna Emilie smiler, når hun fortæller om sine samtaler med psykologerne.

– Jeg snakkede ofte udenom, men i dag kan jeg godt se, at jeg fik nogle redskaber, som jeg kan bruge i mit videre liv.

– I de svære situationer har vi brugt sort humor og sang, ja nærmest skrålen. Vi har kaldt hinanden mærkelige navne og sunget sange på melodier, vi selv har lavet. De har givet en forløsning.

Det er pinligt

Anna Emilie oplever, at det stadig er tabu at tale om børn med en forælder med en psykisk lidelse. Man holder det for sig selv, fordi det er pinligt.

Det ønsker Anna Emilie ændret. Hendes mor har altid været åben omkring sin psykiske lidelse, og det samme gælder Anna Emilie om at være barn af en forælder med psykisk sygdom.

– Der er alt for mange børn og unge, der lider under at have en psykisk syg forælder. Mange bliver selv syge, og der er eksempler på, at børn og unge begår selvmord. Derfor skal problemerne frem i lyset. Vi skal turde tale om det. Derfor er jeg glad for, at foreningen Bedre Psykiatri kører en kampagne om emnet, siger Anna Emilie, der tager 10. klasse på Levring Efterskole.

Dittes sygdom gør, at hendes liv skal være struktureret. Eksempelvis kan hun ikke klare at være sammen med mange mennesker. Derfor er familien delt op, når der skal holdes sommerferie.

Morten har Ebbe og Ellen med på camping sammen med sine forældre, mens Ditte og Anna Emilie er hjemme i Viborg.

– Så får vi noget af den mor-datter-tid, vi begge længes efter, siger de.