Anne fra X Factor: Jeg søgte trøst i flasken som barn

Anne var ønsket, da hun blev adopteret fra Korea. Men som hun voksede op, følte hun sig alene med problemerne i familien, og snart søgte hun trøst i flasken, akkurat som sin far. Siden kom stofferne.

Fredag, 11. marts 2022 - 15:00 - Af Anne Kristensen. Foto: Marin Høien/ Aller Foto & Video, Lasse Lagoni/ TV 2 og privat.

Ingen sagde noget, da 13-årige Anne første gang gik alene ind på værtshuset i Hjørring, bestilte en øl og lod den søde alkohol skylle hendes sorger og bekymringer væk for en stund. Klaverlæreren reagerede heller ikke, da hun bagefter dukkede småberuset op til undervisningen og måtte kæmpe mere end sædvanligt for at ramme de rigtige tangenter.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Så Anne fortsatte ufortrødent sine værtshusbesøg. Flere gange mødte hun decideret fuld op til klavertimerne, indtil læreren pludselig afbrød samarbejdet uden at forklare hendes forældre, hvad årsagen var. Anne hørte dem i hvert fald aldrig nævne noget om det.

Hidtil havde musikken ellers været hendes tilflugt, når problemerne derhjemme blev for meget.

– Der er ikke noget, som kan formidle en følelse bedre end en tone eller en lyd. I starten var det nok for mig bare at sidde ved klaveret og komme ud med det hele, fortæller den nu 37-årige Anne Møller fra Frederikshavn.

Men til sidst kunne selv ikke hendes elskede klaver dulme de svære følelser længere, og så var det, at Anne søgte trøst i alkoholen. Præcis, som hendes far havde gjort så længe.

Anne var ni måneder, da hun blev adopteret fra Korea af et nordjysk ægtepar fra Poulstrup i udkanten af Hjørring. Hun er ikke i tvivl om, at hun var et ønskebarn. Hvorfor skulle hendes forældre ellers gå så meget igennem for at få hende?

– Dengang var det sværere end i dag at adoptere. Det kunne tage mange år. Man skulle igennem en lang række samtaler med socialrådgivere og psykologer og indsende masser af dokumenter om sin økonomi. Det gør man vel næppe, hvis man ikke er interesseret i barnet, siger Anne.

Efter sine forældres død har hun nærlæst adoptionspapirerne.

– Det tog åbenbart længere tid for dem at få adoptionen igennem. Der står i papirerne, at min far ikke var så nærværende, men han havde mistet begge sine forældre til kræft, måske var det derfor, de alligevel fik lov.

Anne blev hentet i Kastrup Lufthavn af sine adoptivforældre. Hun har fået fortalt, at hun græd utrøsteligt de første uger, og hun tror, at det skyldtes omstændighederne omkring overdragelsesprocessen. At hun bare blev hentet på børnehjemmet af en værge, sat på et fly til Danmark og overladt til det fremmede par i lufthavnen.

Anne var et ønskebarn, da hun blev adopteret fra Korea til Danmark. Her møder hun sin nye far, Erik, for første gang i Kastrup Lufthavn.

Den første tid derefter husker hun som god. Mange ville nok kalde hendes nye familie en kernefamilie. Hendes to år ældre bror, Per, var adopteret fra samme børnehjem, så Anne havde med det samme en at spejle sig i. Hendes mor, Sigrid, var en hårdtarbejdende kvinde, som også havde godt styr på rammerne i hjemmet. Husholdningsbudgettet blev holdt til punkt og prikke, og ikke ét støvfnug undslap hendes opmærksomhed. Annes far, Erik, havde også mange gode sider.

– Min far var det klogeste menneske, jeg nogensinde kommer til at møde. Han var så velbevandret inden for både matematik, dansk, sprog, historie og geografi, og det var ham, der hjalp os med lektierne, fortæller Anne, hvis bedste minder med sin far er fra ferierne i familiens sommerhus i Lønstrup, hvor de løste kryds og tværs, læste i et Lademanns leksikon eller arbejdede i haven sammen.

– Han elskede at lære fra sig, og jeg har lært meget af ham. Så betød det mindre, at jeg måske ikke fandt alle emnerne så interessante. Jeg ville bare gerne bruge tid med ham.

Her ses Anne og hendes ikke-biologiske bror, Per, til adoptivforældrenes sølvbryllup i 1995.

Men hendes far havde også en mørkere side, som med årene blev mere dominerende.

– Han havde et voldsomt temperament. Der skulle ingenting til, før han kammede over og råbte, bandede og skældte ud. I perioder var han depressiv, og det var tydeligt, at han bar på en sorg.

Anne husker ikke, hvornår hendes far for alvor begyndte at drikke, men farens alkoholmisbrug varede størstedelen af hendes opvækst.

– Jeg mindes ikke at have set ham drikke mælk eller vand. Han drak kun øl.

Selv om Anne kun var et barn, vidste hun godt, at noget var anderledes i hendes familie end hos andre.

– Noget af det pinligste var, når vi kørte i bil med min far, og jeg havde mine venner med, for nogle gange når han bremsede, trillede der ølflasker ud under bagsædet. En dag var der en i klassen, der sagde til mig: “Din far drikker”. Jeg blev så fornærmet og ked af det, men det var jo kun fordi, jeg vidste, at det var sandt.

Talte ikke om det

Farens alkoholproblemer var ikke noget, man talte om i Annes familie. Følelser var heller ikke noget, man skiltede med.

– Jeg tror aldrig, at jeg har set min mor og far kysse hinanden. Det hele skulle fremstå “ordentligt”. De ydre rammer var på plads, men vi snakkede aldrig rigtigt om, hvordan vi havde det, siger Anne.

Hun glemmer aldrig den dag, hendes far alligevel valgte at dele sine mørke tanker med hende.

– Han fortalte mig, at han ikke gad leve mere. Jeg var så målløs og såret, og jeg bliver stadig berørt, når jeg tænker på det. Hvordan kan man sige sådan til sit barn?

Anne reagerede ved at trække sig væk og dulme sine bekymringer med alkohol.

– Min mor har hentet mig megastiv til sodavandsdisko, og engang måtte hun køre mig til udpumpning, fordi jeg havde taget nogle af min fars piller. Jeg ved ikke, hvad det var for nogle, men der var både hjertemedicin og alt muligt. Jeg mindes ikke, at nogen reagerede, ud over at jeg kom på sygehuset, blev udpumpet og kom hjem igen. Og så talte vi ikke mere om det. Hun fortalte det heller ikke til min far.

Bange for at miste

Det slog aldrig Anne at søge hjælp hos en lærer på skolen.

– Jeg var en overgang til samtaler hos en psykolog, fordi jeg var så bange for at miste mine forældre. Jeg drømte, at de druknede, og det har nok noget med min start på livet at gøre. At jeg blev givet bort og derfor har været desperat efter at være knyttet til nogen.

Anne smiler til sin 13-års fødselsdag, men bag smilet gemmer der sig store bekymringer.

I stedet fandt hun stofferne. Da Anne som 15-årig startede i gymnasiet, åbnede en ny verden sig for hende. Hun begyndte at hænge ud med de seje 3.g’ere, som holdt fede fester og røg hash, og Anne holdt sig heller ikke tilbage.

Det var til en af disse fester, at hun fik sin første ecstasypille. “Prøv lige at lukke øjnene og åbne munden” sagde en af drengene. Anne stod midt i en solbeskinnet park og følte sig pludselig uovervindelig. Ecstasypillen gled ned og skabte en ubeskrivelig lykkefølelse i hendes krop.

– Fra det øjeblik gik det kun ned ad bakke for mig. Det var rigtigt fedt den første gang, men lige siden jagtede jeg den samme følelse, som aldrig kom tilbage. Nogle gange kom jeg fuldstændig “kogt” hjem til mine forældre, men jeg tror ikke, at de fattede mistanke. Min mor vidste godt, at jeg på et tidspunkt tog noget medicin, som jeg selv havde opsøgt lægen for at få, fordi jeg havde det dårligt. Men vi talte ikke om det.

Snart var det ikke kun hash og ecstasy, men også coke, som Anne stort set hver dag fyldte sin krop med. Da hun flyttede hjemmefra som 18-årig for at studere på Musikalsk Grundkursus, sad hun ofte alene i et lukket rum og tog stoffer.

– Da det var værst, havde jeg maniske perioder, hvor jeg fik angst og forsøgte at vende alle mine møbler om i min lejlighed, fordi jeg var bange for skyggerne. Nogle dage tænkte jeg, at jeg sagtens kunne styre det, andre dage kunne jeg ikke være i mig selv, så på et tidspunkt tog jeg på et afvænningscenter i nogle måneder. Men det var et dagbehandlingstilbud, hvor vi havde fri klokken 12, og så stod man dér, en hel flok misbrugere, og tænkte: “Hvad skal vi nu give os til?”. Der skulle ikke mange misbrugere til for at regne ud, at vi så i fællesskab kunne tage hjem og dyrke misbruget sammen.

Vendepunktet

Vendepunktet kom, da Anne som 23-årig blev gravid. På det tidspunkt var hun i lære som kok i København, og det var ikke et miljø for en vordende mor. Faren ønskede ikke at være en del af barnet, og Anne var også først i tvivl om, hvorvidt hun ville beholde det. Så hun flyttede hjem til sine forældre igen for at få ro til at træffe den afgørende beslutning.

Hun valgte at få sin datter, og fra det øjeblik lagde hun stofferne og alkoholen på hylden. Det var slet ikke svært, for nu var der noget, som var langt vigtigere.

Da Anne blev gravid som 23-årig, lagde hun stofferne og alkoholen på hylden. Datteren Eva var vigtigere.

I dag er Anne mor til to piger, Eva, 13, og Ella på fem år. Hun elsker sin kæreste og føler sig lykkelig. Vikarjobbet som omsorgsmedhjælper for unge udviklingshæmmede tillader hende dels at bruge en masse tid sammen med sin familie og dels at turnere med sin musik. Anne spiller både solo, i en trio og i firemandsbandet Anne & The A-Team.

Senest har hun slået sine folder som deltager i X Factor 2022 på TV 2, hvor gjorde sig bemærket med sin inderlige fortolkning af Sanne Salomonsen-hittet “Hjem”. En sang om at rejse sig fra mørket og finde sin plads i livet. Det kender Anne alt til.

Anne deltog i årets udgave af X Factor på TV 2, hvor hun nåede til den såkaldte 6 Chair Challenge.

Annes mor døde af lungekræft i 2009. Anne opdagede først, hvor syg hun var, da hun fandt nogle papirer fra sygehuset i sin mors taske.

– Hun har jo nok prøvet at skåne os. Det var et misforstået hensyn, men jeg orkede ikke at blive vred på hende, for jeg var så ked af det og ville bare gerne have det bedste ud af resten af min tid med hende. Hun var med til Evas fødsel, og det var så dejligt, at hun nåede det.

Annes far gik bort fire år efter sin kone. Han fik leverkræft, og kroppen, som var ødelagt af alkohol, bukkede til sidst under.

– Han kom sig aldrig over tabet af min mor, og selv om han nok aldrig fik det sagt, er jeg ikke i tvivl om, at han elskede hende højt. Jeg kan huske, at jeg en dag efter min mors død kom hjem til ham og så, hvordan hendes side af sengen stadig stod urørt. Der var et tykt lag støv ovenpå, så det var kun hans side af lagenet, som han havde løftet. Han savnede hende inderligt, og efter næsten et helt liv sammen med hende må ensomheden bagefter have været enorm.

Sang farvel

For Anne var det sørgmodigt, men også en lettelse, da han åndede ud. Alle bekymringerne om hans velbefindende, som hun havde båret på hele livet, var nu væk. Til gengæld glemmer hun aldrig den sidste stund med sin far på hans dødsleje.

– Jeg bad ham gå i fred og sagde, at han havde gjort det bedste, han kunne. Og så sang jeg ham af sted, ligesom jeg havde gjort med min mor. Når man tilbringer så mange intense sidste timer sammen, løber man tør for noget at sige. Men tavsheden er for tung, og derfor var det naturligt for mig at synge for dem.

Anne bebrejder hverken sin far eller sin mor noget.

– Overordnet, føler jeg mig heldig med min barndom. Jeg havde to forældre, gode venner og lærere, og jeg har to arme og to ben. Vi har aldrig manglet noget økonomisk, og jeg er hverken blevet slået eller misbrugt. Jeg traf selv valgene om at drikke og tage stoffer, og det kan aldrig være min fars eller andres skyld. Det var bare en ”nem” løsning for mig, så jeg kunne slippe væk fra tankemylderet og nogle svære følelser, men der er altid et alternativ, siger Anne og fortsætter:

– Når jeg ser tilbage, synes jeg mest, det er synd for min far, fordi han havde det så svært med sig selv. Han mente intet ondt med det, han gjorde. Jeg tror på, at alle forældre gør det bedste, de kan. Det forsøger jeg også selv som forælder.

Anne håber, at hendes historie kan vise andre, at der altid er en vej videre, selv om man har fået en svær start på livet. – Der er ikke en dag, hvor jeg ikke står op og tænker: “Livet er fedt”, siger hun.

I 2018 blev Anne opsøgt af sin biologiske mor. De fik kontakt via internettet, hvor de både skrev sammen og talte over en videoforbindelse. Siden har samtalerne kun været sporadiske, og Anne har ikke travlt med at møde hende.

– Jeg er selvfølgelig nysgerrig, og der er ting, jeg gerne vil spørge hende om, som jeg helst vil tage ansigt til ansigt. Jeg fandt ud af, at jeg har en halvstoresøster, som hun også indleverede på et børnehjem, og jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan gøre det. Især nu, hvor jeg selv har to døtre. Hun siger, at det er noget med, at min biologiske far spillede pengene op, men jeg ved ikke, om det passer. Ud fra de få samtaler vi har haft, kan jeg udlede, at vi er forskellige af væsen. Hun flyttede til USA med en amerikansk soldat, hun er religiøs og Trump-tilhænger. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, det er bare stik modsat mig selv, siger Anne og understreger:

– Uanset hvordan man vender og drejer det, er det mine adoptivforældre, der er mine rigtige forældre. Det er dem, der har været en del af mit liv.

Anne er især glad for, at hendes far også nåede at tilbringe tid med hendes ældste datter.

– Min far storelskede Eva, og selv om han havde sine fordomme og bekymringer omkring, at jeg skulle være enlig mor, fik han også sagt, at det var den største gave, at han kunne være bedstefar til sådan en skøn lille pige. For inde bag alting var min far utroligt følsom, og det var nok også derfor, han var så letpåvirkelig. Den klogeste, mest hidsige, til tider fortabte, men kærligste mand, jeg har kendt.