Catarina kørt til lægen af sin mand: Dræbt mens han hjalp mig

Catarina kæmpede med kræft, og hendes omsorgsfulde mand, Frederik, ville bare køre hende til lægen. Men på vej hjem stødte de frontalt sammen med en lastbil, og på et splitsekund blev de revet fra hinanden.

Fra passagersædet kunne Catarina se, hvordan den modkørende lastbil begyndte at skride direkte imod dem i sneen.

“Hvordan er det dog, det fjols kører?” skreg hun til sin mand, Fredrik, som forgæves forsøgte at undvige. Sekundet efter føltes det, som om de ramte en bjergvæg. Og så blev alt sort.

Catarina husker ikke mere fra den tragiske ulykke den kolde januardag i 2017. Da hun vågnede på hospitalet, så hun, at hun var revet helt op i venstre side. Smerterne var uudholdelige. Hun lukkede øjnene igen og drømte, at Fredrik sad ved sengekanten og vågede over hende.

Det var datteren Anna, der overrakte hende beskeden om, at Fredrik var død.

– Jeg skreg. Jeg ville ikke leve mere. Hvorfor skulle jeg leve, når Fredrik var død? siger svenske Catarina Olsson om det forfærdelige øjeblik.

Inden Fredrik blev en del af hendes liv, var hun en enlig mor med fire små børn. I en alder af 32 år kæmpede hun stadig med at finde sin plads i livet. Hun savnede en tryg favn.

Hun og Fredrik mødtes en aften gennem fælles venner, og Catarina mærkede straks, at den smilende 25-årige fyr var den rette for hende.

– Fredrik var et gennemført godt menneske, som ville alle det bedste og var afholdt af alle. Det var kærlighed ved første blik. Vi var sjælevenner, fortæller Catarina, som fra den dag aldrig veg fra hans side.

Fredrik udbyggede sit hus for at skabe plads til Catarina og børnene, og udenfor satte han hestefolde op til hendes shetlandsponyer.

– Der var intet, som Fredrik ikke kunne ordne. Han var suveræn til alt. Også at bage kage og sy gardiner.

Børnene kunne også mærke, hvordan alt faldt på plads takket være Fredrik. Selv deres far glædede sig over, at de havde fået så god en bonusfar.

– Han tog sig altid af os og sikrede sig, at vi havde det godt.

Bule på halsen

Da Catarina i julen 2016 opdagede en bule på størrelse med en femkrone på sin hals, slog hun det først hen som en harmløs fedtklump. Men da den blev endnu større, besluttede hun sig for at få den undersøgt.

– Lægen mærkede på den og mente også, at det bare var en helt almindelig fedtklump. Men for at være på den sikre side blev jeg sendt videre for at få taget en celleprøve.

Det viste sig, at klumpen på halsen var en tumor, og at Catarina var ramt af lymfekirtelkræft. Hun fik en akut tid til operation.

– Jeg kan huske Fredriks panikslagne blik. Jeg forsøgte at berolige ham: ”Det klarer jeg. Jeg forlader dig aldrig.” Jeg var slet ikke bange på mine egne vegne. Selvfølgelig ville jeg komme igennem det. Fredrik var mere ked af det og bekymret, fik jeg efterfølgende fortalt af nogle venner, han havde rådført sig med.

Anden juledag tilbragte Catarina på hospitalet, hvor hun fik bortopereret mandler og lymfekirtler. Operationen gik godt, og nogle dage senere kunne hun tage hjem til Fredrik og deres hund, den franske bulldog Smilla.

Den 9. januar 2017 satte ægteparret sig ind i bilen for at køre til lægen, hvor Catarina skulle have røntgenfotograferet sin mund, for at se om alt var i orden, inden hun skulle modtage strålebehandling.

Beskyttede sin kone

På vej hjem kørte de frontalt sammen med lastbilen, som var gledet på den sneglatte vej og kommet over i den forkerte kørebane. Fredrik og Catarina kom alvorligt til skade i ulykken og blev bragt på hospitalet.

– Ambulancefolkene sagde, at Fredrik lå over mig, da de kom frem til ulykkesstedet. Det er typisk Fredrik. Det sidste, han gjorde i livet, var at beskytte mig.

Kort efter hørte børnene i radioen, at der var sket en trafikulykke i nærheden. De forsøgte at ringe til Catarina flere gange, og uroen voksede, jo længere tid der gik, hvor hun ikke svarede. Nogle timer senere fik de beskeden fra hospitalet, som bekræftede, at der var tale om deres elskede mor og bonusfar.

– Fredrik kæmpede i to dage, men hans liv stod ikke til at redde. Han var omgivet af de nærmeste, da respiratoren blev slukket. Det er en stor sorg for mig, at jeg ikke kunne være der med børnene, holde Fredrik i hånden og sige farvel.

Catarina var alt for medtaget til at være til stede, og i sygesengen på en anden afdeling fik hun bagefter beskeden af sin datter om, at Fredrik var død.

– Jeg fattede ikke, at det var sandt. Han var kun 45 år og havde så meget mere, han skulle nå i livet.

I dagene efter befandt Catarina sig i en choktilstand. Samtalerne med en præst og en psykolog blev afgørende for, at hun med tiden kom op af det sorte hul.

– Vi talte om alt, der var sket, og hvordan jeg skulle rejse mig igen. Jeg ville være stærk for mine børn og børnebørn.

Som en tåge

Hele det første år efter ulykken husker Catarina som en tåge. Hun har ikke tal på, hvor mange operationer hun måtte igennem midt i den voldsomme sorg. Den venstre hofte blev erstattet af en protese, og hun tilbragte flere måneder på et rehabiliteringscenter, hvor en fysioterapeut måtte lære hende at gå igen.

Det var blevet forår, da hun langt om længe kunne vende hjem. Mødet med alle minderne i huset var smertefuldt. Udenfor stod Fredriks havetraktor parkeret, som om ingenting var sket.

– Jeg smed møblerne ud og ødelagde alt, der mindede mig om Fredrik, så sorgen skulle blive lettere at holde ud. Da det ikke hjalp, indså jeg, at jeg måtte sælge huset.

Catarina havde også sin kræftdiagnose at kæmpe med. I ti uger gennemgik hun en opslidende strålebehandling.

– Det var den hårdeste tid, jeg nogensinde har oplevet. Jeg fik stråler en time om dagen, og resten af tiden lå jeg alene i sengen. Først dér gik det op for mig, at Fredrik virkelig var død. Jeg ved, at jeg skal være taknemmelig over, at vi fik så mange lykkelige år sammen. Det har mange også sagt til mig. Men sorgen går ikke over.

Uden Fredrik følte hun sig fortabt. Hun solgte huset til en af sine sønner og købte i stedet en campingvogn, som hun bosatte sig i på en campingplads ved havet.

– Der fik jeg ro til at bearbejde sorgen. Jeg talte hele tiden med Fredrik uden at bekymre mig om, hvorvidt nogen hørte mig.

Var organdonor

I dag bor Catarina i en lejlighed i Olofström med hunden Smilla. Børnene og børnebørnene bor alle i nærheden, og de mødes tit.

– Børnene er glade for, at deres mor er tilbage. Jeg har accepteret, at sorgen er der, og jeg stritter ikke imod. Vi tænder ofte lys for Fredrik, og vi ler sammen med børnebørnene og mindes alle de sjove tider, vi havde med ham.

Catarina finder stor trøst i, at Fredrik var organdonor og dermed reddede andres liv.

– Da vi blev spurgt om organdonation, vidste vi, at det var et naturligt valg for ham, fordi det var sådan, han var. Syv af hans organer blev doneret. Nogen bærer hans hjerte. Det er fantastisk at vide, at Fredrik på den måde lever videre.

I dag er det eneste spor efter kræften et ar på Catarinas hals. Hendes familie og venner har ofte undret sig over, hvordan hun har kunnet klare sig igennem alt, hvad livet har budt hende.

Catarina giver præsten, psykologen og fysioterapeuten på hospitalet en stor del af æren.

– Når det så sortest ud, beroligede de mig og sagde: ”En dag vil det hele være nemmere”. Nu vil jeg forsøge at få det bedste ud af det liv, jeg har tilbage. Jeg er gladere i dag og kan lettere tale om Fredrik og græde, når der er brug for det, siger Catarina og tilføjer:

– Jeg er ikke længere bange for at dø. Jeg ved, at Fredrik er der og venter på mig, når den tid kommer.

 

Det var kærlighed ved første blik, da Catarina mødte Fredrik, og parret fik tyve lykkelige år sammen.

Det var kærlighed ved første blik, da Catarina mødte Fredrik, og parret fik tyve lykkelige år sammen.