De truede med at slå mig ihjel

Gustav kæmper sig op ad den stejle bakke til busstoppestedet i silende regn, da han hører råb bag sig. Hjertet dunker hurtigere, og han kan mærke, at panikken breder sig i kroppen. For stemmerne har han hørt før. Selv om hans arme arbejder på højtryk for at skubbe kroppen frem i kørestolen, kan han fornemme, at de haler ind på ham.

Han gisper efter vejret, da de omringer ham på cykler, men hans paniske øjne har ingen effekt på dem. I stedet kører de med deres robuste cykelhjul ind i hans kørestol, og da han rammer den våde asfalt med et brag, kan han høre deres grin, inden de forsvinder i det fjerne.

– De truede med, at de ville slå mig ihjel, hvis jeg sagde noget. Så da buschaufføren kom og hjalp mig op, sagde jeg, at han ikke måtte sige noget til min mor. Jeg var panisk angst for, at de ville gøre alvor af deres trusler, fortæller den nu 17-årige Gustav Thaysen fra huset i Esbjerg, som han deler med sin mor, hendes mand og to trillingesøskende.

Født med handicap

Gustavs mor, Sinne Thaysen, husker sin dreng som smilende, udadvendt og tillidsfuld, da han voksede op. Da han var et år, fandt lægerne ud af, at han led af cerebral parese, der er en medfødt lidelse, som blandt andet betyder, at musklerne i kroppen ikke adlyder hjernens signaler. Det medførte, at Gustav skulle bruge kørestol.

Mens kammerater blev store nok til at løbe og spille fodbold, kunne Gustav ofte føle sig udenfor. Alligevel glædede han sig til at begynde i skole, der havde handicapvenlige forhold, for han håbede, at han derigennem kunne få venner. Men skolelivet var knap kommet i gang, før Gustav stod ansigt til ansigt med en brutal virkelighed.

– Jeg kan faktisk ikke huske, at der ikke har været mobning, fortæller Gustav, der hurtigt fik smidt øgenavne i hovedet.

I begyndelsen blev han tit spurgt om, hvorfor han sad i kørestol, og han prøvede at forklare det, så godt han kunne. Alligevel blev han ofte mødt af hånlige bemærkninger.

Massiv mobning

– Hvis de havde rørt mig, kunne de sige ’ad’ og gå hen og vaske hænder bagefter. De kunne tage min ting og smide dem på gulvet eller sætte dem et sted hen, hvor jeg ikke kunne nå dem, fortæller Gustav.

Som årene gik, blev det kun værre. Når han endelig var hjemme, sad han ofte på sit værelse og spillede Playstation eller Nintendo Wii.

– Jeg havde lyst til at sige det til min mor, men jeg turde ikke. Jeg var så bange for, at de, der mobbede mig, ville finde ud af det. Derfor holdt jeg det for mig selv, forklarer Gustav, der alligevel gav udtryk for, at han ikke ville i skole.

Hver dag var det en kamp for hans mor for at få ham af sted, og for Gustav var det med en evig angst, at han nærmede sig skolen.

Truet på livet

Han husker stadig tydeligt en af de værste episoder. Han var udenfor, da han så en af de værste mobbere verbalt overfalde en anden dreng. Selv om frygten sad i hans krop, tog han mod til at sige, at han skulle lade ham være. Men opmærksomheden blev hurtigt vendt mod Gustav. Med bestemte skridt nærmede han sig og trak, hvad Gustav troede var en pistol. Han satte den mod Gustavs tinding med ordene ’hvis du siger dettil nogen, slår jeg dig ihjel’.

– Jeg var så bange efter den dag. Jeg fandt senere ud af, at det var en softgun pistol og ikke en rigtig en, men i øjeblikket troede jeg det, for jeg gik jo kun i 2. klasse, fortæller Gustav.

Langsomt begyndte det at gå op for Sinne, hvor slemt det stod til, og hun kontaktede skolen. Men hun følte, at hun konstant løb panden mod en mur, og imens havde hun en dreng, der fik det værre.

Angsten styrede hans liv

– Jeg fik selvmordstanker, for jeg følte, at det var nemmere, hvis jeg ikke var i live, og jeg sagde til min mor, at hun havde født en uduelig søn, fortæller Gustav, der også udviklede angst.

Han var konstant bange for, at hans mor skulle dø, og han kunne komme ind i soveværelset flere gange på en nat for at tjekke, om hun stadig var i live.

– Det var en voldsom tid, for Gustav var meget krævende. Samtidig var det frygteligt at se, at han havde det så skidt, forklarer Sinne.

En dag fik hun at vide, at Gustav var kommet i gruppe med en af de værste mobbere til trods for, at hun havde gjort opmærksom på de episoder, som Gustav havde fortalt hende om. Da de ikke var villig til at lave grupperne om, var det dråben. Sinne besluttede at tage Gustav ud af skolen i 5. klasse og få ham over på en anden.

Men selv om mobningen stoppede, følte Gustav ikke, at han en del af fællesskabet. Angsten for, om folk kunne lide ham, var konstant i hans tanker, og skolearbejdet begyndte at volde problemer. Når der var tavleundervisning, havde han svært ved at følge med, og når de blev sat i grupper, byggede frustrationen sig op inde i Gustav.

Passede ikke ind

– Lige når vi havde løst et problem, så kom det næste. Og jeg kunne tydeligt mærke på Gustav, at han var ulykkelig, fortæller Sinne.

På opfordring fra en psykolog fik hun lavet en test af Gustav. Den viste, at han havde kognitive udfordringer og derfor skulle have mere ro til sine opgaver.

– På det tidspunkt styrede angsten hans liv. Hans hjerne havde været så meget på overarbejde, at han var tæt på et sammenbrud, fortæller Sinne.

Selv om hun var lettet over, at de endelig vidste, hvad der udfordrede Gustav, var det stadig svært at finde et sted, hvor Gustav kunne føle, at han passede ind. En efterskole for psykisk og fysisk handicappede blev en mulighed, og i starten følte Gustav også, at det var et sted for ham.

– Det eneste, jeg ønskede, var at passe ind – både socialt og skolemæssigt, men efter en tid, følte jeg, at det var det samme. Undervisningen passede ikke til mig, og jeg havde kun én ven på skolen. Da han stoppede efter et halvt år, følte jeg mig alene, forklarer Gustav.

Han led stadig af angst og kunne ringe hjem til sin mor adskillige gange på en dag, og når hun afleverede ham søndag aften efter en weekend hjemme, ville han hjem med hende.

Savnede en god ven

Selv om Sinne prøvede at overbevise Gustav om at blive på skolen, måtte hun til sidst smide håndklædet i ringen, og med en blanding af lettelse fra Gustav og bekymring fra hans mor kom han hjem igen.

– På det tidspunkt var jeg ret nede. Jeg følte, at det aldrig ville lykkedes at passe ind og få venner, forklarer Gustav, der var skeptisk, da en studievejleder anbefalede STU i Esbjerg. En særlig tilrettelagt uddannelse til unge med særlige behov. Men da han gik ind ad døren første dag, blev han ramt af en følelse, han aldrig havde haft før.

– Jeg kunne med det samme mærke, at jeg skulle gå her, smiler Gustav, der efter at have været inde i klassen, gik ned til frokost. Efter få minutter havde flere henvendt sig til ham, og da han fortalte, at han godt kunne lide af spille Playstation, tog en gruppe drenge ham med op til et rum, hvor der stod en Playstation.

Det er nu halvandet år siden, at Gustav begyndte på skolen, og han har ikke haft en eneste dårlig dag. Han glæder sig hver dag til at skulle i skole, og han synes, at det er svært at undvære vennerne i ferierne.

Glad for livet

– I starten sagde jeg til mig selv, at jeg skulle passe på med at få venner. Jeg var flere gange blevet skuffet. Men da jeg startede på skolen, kunne jeg hurtigt mærke, at de ikke så kørestolen; de så mig, som den person jeg er, fortæller Gustav.

I dag har han mange venner, han har sluppet sin angst, og han er blevet mere selvstændig. Han tager både i byen selv og bliver inviteret til fester. Men det bedste er, at frygten for morgendagen er skiftet ud med glæde.

–Jeg har aldrig haft det bedre og kan i dag sige, at jeg virkelig elsker mit liv.