Pludselig åbnede alt sig

Christina var i et pink jakkesæt, da hun trådte ind i Sankt Pauls Kirke ved Nyboder den lørdag formiddag for tre år siden. En passende påklædning, når kendisstylisten Dennis Knudsen skulle have sin søn døbt.

Inde bag det lyserøde stof var Christina godt nok lidt træt. For dagen inden havde hun haft venner til grill og hygge til klokken fire om morgenen, og natten før det havde hun været med til en fødsel som fødselshjælper, også kaldet Doula.

Både fødslen og middagen havde været lykkelige stunder, og den dengang 49-årige Christina var i det hele taget taknemmelig for sit liv. Det var halvandet år siden, hun var blevet skilt fra sine to yngste børns far, og hun var landet så godt i singlelivet, at hun ikke ønskede sig, at noget skulle være anderledes.

Men alt ændrede sig den dag, Christina tog plads på kirkebænken.

Christina Bøving fortæller historien om, hvordan hun fandt sammen med sin store kærlighed i Ude og Hjemmes nye podcast ”Min kærlighedshistorie”. Lyt med herunder, i ALLY eller der, hvor du foretrækker at lytte til podcasts.

Noget var anderledes

Det begyndte i det øjeblik, kirkedøren gik op og tv-lægen Charlotte Bøving trådte ind. Ligesom de fleste andre danskere, kendte Christina hende som lægen, der med lægetaske og energiske skridt træder ind i folks hjem i tv-programmet “Lægen flytter ind”. Hun kendte hende også lidt privat fra den årlige julefrokost med fælles venner.

Nu var noget anderledes. Ikke kun fordi, Charlotte Bøving i dagens anledning havde skiftet de flade gummisko ud med høje stiletter.

En forsigtig hånd på skulderen

– Hun kom ind med sin mor under armen, og hun havde sådan en sårbarhed i øjnene. Der var noget anderledes over hende, husker Christina.

Uden for kirken opstod der igen noget særligt, da Christina og Charlotte stod over for hinanden.

– Jeg vidste, at Charlotte var gift og spurgte: Hvor er din hustru?

Charlotte forklarede, at hustruen var til et andet arrangement, og så gik samtalen i andre retninger. De to talte sammen under det meste af barnedåben, og da der efter frokosten kom en operettesanger og sang smukt, kunne Christina se, at Charlotte blev rørt og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder.

Den hånd kom til at gøre en forskel. For noget var opstået i det øjeblik, og da Christina senere på aften spurgte Charlotte, om hun ville med ud at have et glas vin med et par venner, sagde hun ja.

Det her er alvor

De kyssede hinanden første gang samme aften, godt nok, fordi de skulle tage et sjovt billede. Men da de kyssede for anden gang, var Christina ikke i tvivl.

– Jeg kunne mærke, at det var alvor. Det var to, der mødtes. Efter det opstod der en generthed, og det var, som om alting åbnede sig på en ny måde.

Mere skete der ikke den aften, for som Charlotte sagde: “Nu tager jeg hjem. Ellers gør jeg noget dumt.”

Se trailer for podcasten herunder.

Trykkede på skilsmisse-knappen

Charlotte ville ikke gøre noget dumt. Hun ville gøre noget rigtigt, selv om det var svært. Allerede den aften forklarede hun, at hun ville lade sig skille.

Og det var ikke tomme ord. Om tirsdagen kunne hun fortælle Christina, at hun og hustruen var blevet enige om at “trykke på skilsmisseknappen”.

Der var ingen tvivl

Christina tøvede heller ikke med sine følelser for Charlotte.

– Jeg kan stadig blive helt svimmel, når jeg tænker på dengang. Der var sket noget, som ingen havde set komme. Heller ikke jeg. Men jeg var ikke i tvivl, siger Christina, som også tidligere i sit liv havde været tiltrukket af kvinder. Men det havde altid været mænd, hun havde været i parforhold med.

En bekymrende scanning

Det var heldigt, at Christina ikke tvivlede, for allerede om onsdagen trængte en ny og barsk virkelighed ind i deres spæde relation.

Charlotte ringede og fortalte, at hun var på vej til hospitalet for at få svar på en scanning. At Charlotte levede med en uhelbredelig kræftform, vidste Christina godt. Desværre var svaret på scanningen nedslående. Der var pletter på lungerne.

Hellere 10 minutter med Charlotte end slet ingen

Charlotte er en kvinde, som siger tingene ligeud, både på tv og i virkeligheden. Det gjorde hun også til Christina den dag.

– Jeg er et dårligt lod, og du har børn og familie, så du skal videre i livet, mente hun.

Men det var de to om at bestemme. Det dårlige scanningssvar rykkede nemlig ikke på Christinas følelser eller syn på fremtiden.

– Det var selvfølgelig alvorligt, men jeg vidste, at jeg hellere ville have 10 minutter med hende end slet ingen.

Forholdet krævede kæmpe store skridt

Ligetil var det dog langt fra. Ikke bare havde Christina forelsket sig i en af samme køn, hun havde også forelsket sig i en, som boede og havde lægepraksis i Varde, 300 kilometer fra hendes og børnenes hjem i København.

Så store skridt tagerman ikke, hvis man ikke virkelig vil det. Og det ville Christiana.

At Charlotte ville det lige så meget, viste hun allerede første gang, Christina og hendes to yngste børn på 13 og syv år kom på besøg i huset i Varde nogle uger senere.

Den dag havde Charlotte sat en familiepizza på bordet, og ved siden af Christinas tallerken havde hun lagt en fin lille firkantet gave.

Det var en nøgle til huset med en lille seddel: “Velkommen til dit andet hjem.”

Nu er børnene ”vores piger”

Siden er alting sket i samme raske tempo. I dag er de gift, de arbejder sammen i Charlottes lægepraksis, de skriver bøger sammen, og Christina er for længst flyttet til Varde med sine to yngste. “Vores piger,” som Charlotte siger. Hun er gået helt ind i familielivet, og hun sad derfor også med i kirken i Varde en dag, hvor den ældste datter skulle til gudstjeneste i forbindelse med hendes konfirmationsforberedelse.

Det der kan I godt pakke sammen

Den dag blev der spillet et stykke musik, som rørte Charlotte, fordi det mindede hende om hendes far. Som tidligere, bemærkede Christina sin hustrus begyndende tårer, så hun lagde en hånd på hendes skulder.

I det samme mærkede hun noget hårdt blive slået mod hendes hånd, og da hun forskrækket vendte sig, kiggede hun ind i øjnene på en vred, ældre herre, som lige havde givet hende et dask med sin salmebog.

“Det der kan I godt pakke sammen,” snerrede han.

Først troede Christina, at det drejede sig om Corona, og at manden var bekymret for afstanden. Men da hun forklarede ham, at de boede sammen som par, indså hun, at det var præcist det, der var problemet.

Fik undskyldninger fra de lokale

Christina skrev om episoden på Facebook, hvor hun erfarede, at det ikke er alle i sognet, der har et negativt syn på homoseksualitet, og efterfølgende er hun blevet stoppet på gaden af lokale, som har undskyldt for hændelsen, selv om den ikke var deres ansvar.

Gråd og lettelse

Christina og Charlotte bor i et skønt hus. De har pool og en dejlig have lige ud til en skov, hvor de to nyder at cykle på mountainbikes sammen. Men de lever også med Charlottes sygdom, som de aldrig ved, hvordan udvikler sig. Det fylder selvfølgelig en del, når den, man elsker, har smerter, ligesom det fylder en del at gå og vente på det næste scanningssvar.

– Jeg kan godt have perioder, hvor jeg går over i sådan en sygeplejerskegrøft og er omsorgsfuld og tit spørger: “Er du okay?” Når vi venter på et svar på en scanning, kan jeg også godt mærke, at jeg mentalt holder vejret. Og når overlægen så ringer og siger, at det ser fint ud, kan jeg godt have en time, hvor jeg falder sammen som en karklud og lader alle følelserne komme. Både gråd og lettelse.

Hvis svaret ikke er så godt, kommer der andre følelser, men det er i de perioder, at de tager arbejdshandskerne på, som Christina selv udtrykker det.

– Så sætter vi os ned og siger: Godt. Er der noget, vi kan gøre?

Bagefter er de til gengæld gode til at parkere sygdommen.

Kæreste-weekend uden sygdom

- Helt konkret aftaler vi, at nu skal vi være kærester i weekenden, og så skal vi ud at cykle, svømme eller gå tur, og så skal vi tale om alt muligt andet, siger Christina, som faktisk tror, at de to er bedre til at leve, fordi døden er tættere på end i så mange andre forhold.

Det er også en af grundene til, at de sammen har skrevet bogen “Til døden os skiller – kunsten at leve ikke kun overleve.”

I den går parret tæt på det emne, som de fleste helst går en bue uden om. Nemlig døden.

– Det er vigtigt at tale om døden, og det er befriende at sætte ord på, for det gør det lettere for alle. Når man er bevidst om døden, bliver man også bedre til at leve i nuet. Man skal ikke vente med at leve til den næste ferie. Eller til man har sparret penge nok op. Man skal gøre det nu.

I Podcasten ”Min kærlighedshistorie” fortæller en række danskere deres personlige kærlighedshistorie på godt og ondt. Se teaseren herunder og lyt med, der hvor du foretrækker at lytte til podcasts.