Elisabeth levede på en løgn: Min far var en anden

Først blev hun rystet. Så blev hun rasende. Elisabeth havde hele livet troet, at den mand, som havde elsket hende som en datter, og som hun besøgte på kirkegården, var hendes far.

Elisabeth havde lukket alle dørene ind til rummet og sørget for, hun var alene. Det græske telefonnummer var tastet ind, men det var, som om det var umuligt at ringe op. Det havde taget hende ni år at samle sig mod til opkaldet.

Hun fik en engelsktalende kvinde i røret. Elisabeth bad om at tale med ejeren af restauranten. Hun fik ham i røret, og han introducerede sig på engelsk. Det var første gang, hun hørte hans stemme.

”Hej. Du ved ikke, hvem jeg er. Men jeg ved, hvem du er. Du havde et forhold til min mor, da du boede i Danmark, og jeg er ret sikker på, du er min far,” sagde hun til ham på dansk.

Der blev stille i den anden ende af telefonen. Så sagde han, at han var chokeret. Han gentog det et par gange, men han benægtede på intet tidspunkt, at Elisabeth kunne være hans datter. Han sagde, at han havde travlt lige nu, men bad om hendes nummer, så ville han ringe tilbage dagen efter. Han noterede nummeret og gentog det for at være sikker. Han lovede, han ville ringe dagen efter, før han lagde på.

– Det var en enorm forløsning, for jeg kunne jo mærke, at han gerne ville snakke med mig, og det var det, jeg havde været mest nervøs for. Altså om han ville kendes ved mig, fortæller 32-årige Elisabeth Madsen fra Esbjerg.

Der gik en dag, der gik to dage, og der gik tre. Han ringede aldrig tilbage. Det er nu fire år siden.

Postbuddets barn 

I de første 18 år af sit liv troede Elisabeth, at hendes far var en anden end ham fra Grækenland.

– Da jeg var yngre, jokede mine veninder og jeg somme tider med, at jeg kunne være postbuddets barn, fordi jeg ikke lignede min far eller min søster. Men det var aldrig noget, vi troede, var sandheden, fortæller Elisabeth.

Hun havde altid undret sig over, at hun havde mørkere hud og hår end sin mor, far og søster, og hendes kropsbygning var også anderledes, men hele hendes liv havde der været en mand, der havde været hendes far. Han havde været inde i billedet, så længe Elisabeth kunne huske, hun kaldte ham far, og da han blev skilt fra Elisabeths mor, var det ikke kun lillesøsteren, men også Elisabeth, der var på weekend hver anden uge.

– Jeg havde ingen grund til at synes, at der var noget mærkeligt ved det. Alle lod som om, at alt var normalt.

Da Elisabeth var omkring 12 år, gik hendes far bort, og hun var hjerteknust, for han var et af de mennesker, hun elskede højest. Men livet gik videre, og hun levede med tabet uden at vide, at historien i virkeligheden var en helt anden.

Hørte sandheden

Først mange år efter, da Elisabeth var omkring 18 år, fandt hun ud af, hun var blevet løjet for. Det var hendes daværende kæreste, der en aften ikke kunne gå med hemmeligheden længere.

– Jeg kunne godt mærke, han opførte sig lidt mærkeligt. Pludselig sagde han, at der var noget, han skulle fortælle mig. Jeg blev selvfølgelig nervøs, fortæller Elisabeth.

Men det, han fortalte, havde hun aldrig gættet på. Han havde fået at vide nogle dage før af et familiemedlem, at den mand, som Elisabeth troede, var hendes far, slet ikke var hendes biologiske far.

– Min første reaktion var: ”Hvem er det så, jeg render og giver blomster på kirkegården?” Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg var rasende, fortæller Elisabeth.

En ting var, at hun havde troet noget forkert hele sit liv. En anden ting var, at hendes mor ikke havde fortalt hende det.

– Jeg blev enormt ked af det, over at nogen havde holdt det hemmeligt for mig. Tænk, at jeg i 18 år gik og troede noget, der viste sig at være løgn, og at andre vidste det om mig, men ingen fortalte mig det. Det var jo hele min barndom, jeg så i et helt andet lys. Jeg begyndte at tænke over, om min far havde været lige så glad for mig som for min lillesøster, der var hans biologiske barn, og jeg skulle også til at forstå, at hende, jeg havde kaldt faster, i virkeligheden ikke var min faster. Jeg havde en anden familie et andet sted, men jeg vidste ikke, hvor de var, eller hvem de var.

Elisabeth smed i raseri alle ting ud, hun havde arvet fra den mand, hun havde troet, var hendes far, og så lagde hun låg på sine følelser. Hun fortalte ikke sin mor, at hun vidste det. Hun gik bare med det selv.

– Jeg tænkte, at jeg skulle bearbejde det her selv. Jeg ville ikke konfrontere min mor, for jeg var stadig så rasende, og jeg ville helst glemme det hele.

I ni år holdt Elisabeth sin viden tæt. Kun nogle få venner fik noget at vide.

Fandt søskende

Men for omkring fem år siden skete der noget. Selv om Elisabeth havde forsøgt at lægge låg på, kunne hun ikke glemme sin hemmelighed.

– Der var ting, som jeg ville have svar på. Jeg havde brug for at vide, hvor jeg i virkeligheden kom fra, og hvem min biologiske far var.

Elisabeth havde intet at gå ud fra, så hun skulle begynde helt fra bunden. Det første var at få farens navn. Hun bestilte sin egen dåbsattest, hvor hun for første gang så, at det var et fremmed navn, der stod oplyst under feltet ”far”.

– Det var mærkeligt. Jeg havde jo forberedt mig på det de sidste ni år, men da der stod et andet navn, blev det lige pludselig virkeligt, fortæller Elisabeth.

Hun kiggede længe på navnet og vidste ikke, hvad hun skulle stille op. Til sidst søgte hun på hans efternavn. Der dukkede en person op med samme efternavn, og kvinden boede også i Esbjerg.

– Så fik jeg kvalme. Tænk, hvis der var et familiemedlem, der boede i samme by som mig, og jeg aldrig havde vidst det.

Elisabeth sendte en besked, hvor hun fik forklaret, at hun havde en fornemmelse af, at de var i familie med hinanden, og spurgte, om hun mon kendte til hendes far. Der gik ikke lang tid, før der lå en besked i hendes indbakke. Kvinden, hun havde skrevet til, kendte godt til Elisabeths far. Det var nemlig også hendes far. Derudover viste det sig, at der også var en halvbror i byen.

– Det var helt vildt at få bekræftet. Pludselig gik jeg fra intet at vide til at have en søster, som havde et forhold til ham. Nu var der en, der rent faktisk kunne svare på nogle af de spørgsmål, jeg havde gået med i så mange år, fortæller Elisabeth.

Ønskede kontakt

Elisabeth aftalte med sin halvsøster at mødes, så de kunne snakke mere om det. Halvsøsteren var vokset op med faren, og hun havde også kontakt til ham stadig. Hun og hendes familie tog årligt til Grækenland for at besøge ham, så hendes børn kunne have et forhold til deres bedstefar.

– Det var så dejligt at høre, for det var jo det, jeg håbede på også kunne ske for mig, og at mine døtre kunne få et forhold til deres bedstefar.

Elisabeth er ikke en, der gør noget, uden hun har tænkt sig godt om. Så der gik omkring et halvt år, før hun gjorde noget ved det. Elisabeths nye halvsøster havde ellers flere gange sagt, at hun syntes, hun skulle kontakte ham.

– Jeg tænkte meget over, om jeg ville komme til at ødelægge noget for ham. Min søster havde fortalt mig, at han havde fået en ny familie, og jeg vidste ikke, om hans kone kendte noget til mig, og om det ville ødelægge noget, hvis jeg pludselig ønskede kontakt. Men jeg kunne også mærke behovet. Og drømmen om at kunne give mine døtre mere familie fyldte også meget. Jeg ønskede, at de fik et forhold til ham.

Giv Ude og Hjemme i julegaveKlik her og læs hvordan!

Han elskede mig

Til sidst besluttede hun sig for at give det et forsøg. Så måtte det bære eller briste. Desværre bristede det. For han ringede aldrig tilbage.

– I starten var jeg både ked af det og såret. Jeg følte, det var uretfærdigt, han ikke ville have noget med mig og mine døtre at gøre, men gerne med min søster. Jeg kan undre mig over, hvorfor han ikke har lyst til at lære mig at kende, når nu jeg er hans datter, og hvorfor han ikke vil lære mine døtre at kende.

Selv om det ikke er gået, som Elisabeth havde håbet på, har hun alligevel fået noget ud af det. Først og fremmest har hun fået en halvbror og en halvsøster, som hun stadig snakker med. Men hun har også fundet noget, der er meget vigtigere.

– Hvis der er noget, jeg har lært af det her, så er det, at jeg var heldig at have en far, der elskede mig højt og gav mig alt, selv om jeg ikke var hans datter, og det er vigtigere, end at jeg skal få et forhold til en fremmed, som ikke engang ringer tilbage. Jeg ved, at jeg gjorde, hvad jeg kunne.

 

Elisabeth sammen med sin far, Allan Due, der viste sig ikke at være hendes biologiske far.

Elisabeth sammen med sin far, Allan Due, der viste sig ikke at være hendes biologiske far.