Jeg fik troen på mig selv som mor

Som 19-årige fandt Lena sin helt egen måde at leve på i den nordjyske by Aars. Eller overleve på. Når klokken blev 21, vidste hun, at de offentlige toiletter ved det lokale anlæg blev aflåst, og lige inden smed hun sin sportstaske med alle sine ejendele ind. Så vidste hun, at de var i sikkerhed for natten. Og så kunne hun selv overnatte på en bænk i nærheden uden frygt for at blive bestjålet.

Havde man som forbipasserende set den unge kvinde ligge der på bænken, ville man uden tvivl gyse og føle medlidenhed. Men for Lena føltes det, som det eneste rigtige sted at være.

Det var det selvfølgelig ikke, og da en veninde opdagede, hvordan Lena levede, sørgede hun for, at hun kom med hjem til hendes familie.

Her blev Lena modtaget med åbne arme af nogle forældre, som var klar til at tage den unge pige ind. Problemet var bare, at Lena overhovedet ikke var klar til åbne arme.

– De var jordens dejligste mennesker, men jeg kunne slet ikke tage imod det. Når de krammede mig og sagde, at det var synd for mig, tænkte jeg bare: Hold dog op. Det er overhovedet ikke synd for mig, husker 38-årige Lena Ardahl, som hurtigt var videre.

Forældrenes skilsmisse startede nedturen

Det har hun været i det meste af sit liv, siden hun var ni år, og forældrene blev skilt. Siden dengang har Lena oplevet ting, som ingen børn skal opleve. Hun er flyttet fra hjem til hjem. Har boet på bosted. Og på den lukkede psykiatriske afdeling.

Bostedet og den psykiatriske afdeling var faktisk hendes få heller. Udenfor mødte hun igen og igen mennesker, som ikke behandlede hende godt. Og hun behandlede bestemt heller ikke sig selv pænt.

Drak fordi det bedøvede

I fire år havde hun så stort et misbrug, at hun nærmest kunne hælde øl på sine Guldkorn om morgenen, som hun selv siger. Lena drak ikke, fordi det var festligt. Hun drak, fordi det bedøvede.

– Det var lykken i ikke at tænke, siger Lena, som også tog imod, når nogen tilbød hende stoffer.

– Spørg mig ikke, hvad jeg tog. For jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg to gange vågnede på hospitalet, fordi jeg var til udpumpning.

Svært at tro på kærligheden og det gode liv

Når man har været igennem så store svigt, så megen misbrug og så mange nætter på en hård parkbænk, vænner man sig til sidst til, at man ikke skal ligge blødt og have det godt. Lena havde derfor svært ved at forstå, hvad der skete, da hun for knap fire år siden stødte på nordjyden Frede. En enlig far til to, som arbejdede sammen med hendes bror.

På det tidspunkt var hun netop flyttet fra en kæreste ind til en veninde, hvor hun hjalp til med havearbejdet som tak for husly. Lena var faktisk i gang med at lægge sidste hånd på noget havearbejde, da Frede hentede hende til deres anden date.

Den dag sprang Frede hurtigt ud af bilen og hjalp hende med at slæbe sække med haveaffald. Og den dag forstod Lena, at hun havde mødt en mand med et par store hænder, som var klar til at løfte. Og med et hjælpsomt og roligt sind.

Den uventede besked

Med andre ord var Frede den mand, som hun havde allermest brug for, og hun flyttede da også ind til ham allerede efter en uge. Men en ting er at møde den helt rigtige mand, som kun vil en det bedste. En anden ting er at tro på det. Af gammel vane forventede Lena det værste. Som da hun ved et uheld kom til at smadre et af Fredes fade, og hun straks begyndte at græde utrøsteligt af frygt for hans vredesudbrud. Men der kom ikke andet end et smil og et skuldertræk. Værst var frygten dog, da hun tre uger inde i forholdet, ringede til ham for at give ham en fuldstændig uventet besked: “Jeg er gravid.”

– Jeg troede, at nu skulle jeg have skæld ud. Nu ville han blive sur. Men Frede begyndte bare at tude. Og så sagde han: Hvor er det bare fantastisk.

Livet blev for meget af det gode

Det var fantastisk, at Lena var gravid. Det syntes hun også selv. Men igen var glæden så uvant, at hun faktisk ikke kunne finde ud af at leve med den. Så i en uge forlod hun Frede og trygheden.

– Mit liv var bare så godt. Det var godt med godt på, og det blev bare for meget af det gode. Jeg tænkte hele tiden: Hvornår slutter det? husker Lena, som heldigvis vendte hjem igen.

Jeg er lige her

Og langsomt gik det op for hende, at Frede havde tænkt sig at blive.

– Han sagde til mig: Husk, at hvor du end flygter hen, så er jeg lige her. Og husk, at problemerne ikke forsvinder, selv om du flygter.

Tvivlede på sine evner som mor

Problemer kunne Lena ikke undgå, selv om hendes mave voksede, som den skulle. For under hele graviditeten blev der holdt øje med hende fra kommunen på grund af hendes fortid, og Lena kunne mærke, at hun også selv begyndte at tvivle på sine evner som mor, fordi andre gjorde det.

Da hun for to et halvt år siden blev mor til lille Silke, mærkede hun lige fra starten stor kærlighed. Men hun mærkede samtidig usikkerheden.

Skulle lære at lytte til roserne

Usikkerheden var også med hende, da hun første gang ankom med sit spædbarn til Babycafeen i Barnets Blå Hus i Vesthimmerland. Et sted for sårbare nybagte mødre, hvor Lena var inviteret ind.

Det var psykoterapeut Marianne Dupont, som tog imod hende, og hun husker stadig tydeligt sit første møde med Lena.

– Hun var en usikker mor, der passede ekstremt meget på sig selv og havde paraderne oppe, mindes 52-årige Marianne, som samtidig bemærkede, at Lena var god til at have kontakt til sin lille pige. Den vigtige egenskab roste hun Lena for, hver gang de mødtes.

I starten havde Lena svært ved for alvor at lytte til Mariannes roser.

– Jeg har altid været god til at slå mig selv i hovedet, og når Marianne sagde, at jeg gjorde det godt som mor, tænkte jeg: “Åh, skal jeg nu høre på det der positive pis igen. Men langsomt begyndte jeg at tænke: “Der er måske noget om det.”

Turde være sig selv

Efterhånden som Lena begyndte at tro på sig selv som mor, begyndte hun også at sænke paraderne. Det betød, at hun turde være sig selv, når hun ankom til Babycafeen. Hun turde vise sit uvaskede hår efter en hård nat. Og hun turde stille alle de spørgsmål, hun havde om at være mor.

– Jeg kunne være ærlig, for jeg følte ikke, at de dømte mig. Jeg kunne bare være mig, og det har gjort, at jeg har fået en helt anden selvtillid.

Lena er en stjernehistorie

Den selvtillid er der god grund til, hvis man spørger Marianne, som har fulgt Lena tæt.

– Lena er virkelig en stjernehistorie. Hun er så fantastisk med Silke, og for mig har det været en stor gave at få lov til at være vidne til. Tænk, at hun i dag kan drive en familie, og at hun har en datter, som er fuldstændig velfungerende. Det er så imponerende, når man tænker på alt det, Lena har været igennem i sin fortid, siger Marianne.

Hun er i dag på besøg hjemme hos Lena og Frede, hvor der er trampolin i haven, familiefotos på alle vægge, masser af legetøj og bløde bamser, og i loftet i stuen hænger en sansegynge, hvor Silke kan ligge og nyde livet, mens hun bliver vugget blidt frem og tilbage.

Der er sket meget i Lenas liv, siden hun selv lå på en hård bænk med sine ejendele låst inde på et offentligt toilet. Det er nærmet ikke til at forstå, at det er den samme kvinde, som bor her i det pæne hjem i Aalestrup med kaffe på kanden og friske rundstykker på bordet. Selv kan hun også have svært ved at forstå det en gang imellem:

– Jeg kan da stadig have perioder, hvor jeg tænker: Kan du nu også virkelig passe? Men jeg er samtidig så taknemmelig hver eneste dag.

Den taknemmelighed vil Lena gerne bruge til at hjælpe andre, og det er også derfor, hun fortæller sin historie her. For hun vil så gerne minde om, at der er hjælp at hente for andre nybagte mødre, der måske lige nu hænger fast i et sort hul med paraderne oppe og med en tung bagage.

– Det ville være så dejligt, hvis jeg bare kunne få en af dem til at række ud.

Babycafeen

Er et tilbud en gang om ugen til gravide og nybagte forældre, der har særlige udfordringer at slås med. Her bliver der sunget babysange. Glæder og sorger bliver delt. Og der bliver drukket kaffe og spist frugt og brød.Cafeens medarbejdere har skærpet indberetningspligt, hvis de ser noget bekymrende, men det sker altid i dialog med forældrene. Stedet er et fristed, hvor forældre kan være sig selv og få hjælp uden hele tiden at blive bedømt. Babycaféen hører under Barnets Blå Hus i Vesthimmerland og bliver støttet af Lars Larsens Jysk Fond. Barnets Blå Hus drives af Blå Kors Danmark og findes flere steder i landet. Du kan læse mere på blaakors.dk

Visse dele af Lenas fortid er udeladt i artiklen

Igennem sit liv har Lena været udsat for en hel del mere, end hvad denne artikel beskriver. Men afrespekt for sine omgivelser er det udeladt. I dag har Lena forsonet sig med sine forældre, hvilket har været vigtigt for hende for at have overskud til at være en god mor i sin egen familie.