Jeg valgte den forkerte mand - del 2:4

”Vi har jo ikke kendt hinanden så længe, Jeanette, og jeg synes, at det er alt for tidligt at tænke på at flytte sammen. Vi kan jo ikke vide, om vi kan få en hverdag til at fungere”, sagde Stig.

Jeg var utålmodig efter at deltage mere i hans liv.

Jeg ville gerne se ham mere end bare hver anden weekend, møde hans familie og venner og planlægge ferier, men i første omgang var jeg altså nødt til at stille mine længsler lidt på pause.

Da vi havde været sammen i et halvt år, tog vi en uge til London, og jeg syntes virkelig, at det bragte os tættere på hinanden.

For mig var det også en bekræftelse på, at tiden var moden til, at vi tog skridtet og fik fælles adresse.

Det var turens sidste aften, og vi havde haft den store pung fremme og spist en skøn middag på en lille, eksklusiv restaurant lige ved Themsen.

For anden gang i vores bekendtskab bragte jeg emnet på banen. Vi havde lige fået serveret kaffe og en god cognac, og jeg følte, det var det perfekte tidspunkt.

Stig, som ellers lige havde lovprist cognacen og set ud, som om han ejede hele verden, fik et træt udtryk i ansigtet: ”Skal vi nu til det igen? Jeg troede, vi var enige om at tage det stille og roligt, og jeg har det altså dårligt med at blive presset”, svarede han tvært.

Og så var den aften punkteret. I stedet for at feste igennem og tage afsked med London, som vi havde aftalt, gik vi hjem på hotellet og begyndte at pakke i kølig tavshed.

Jeg havde ikke lyst til, at han skulle se mig være lille og svag, for min selvtillid havde det slemt nok i forvejen, men jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.

Hvorfor i alverden havde jeg også så travlt? Hvorfor ødelagde jeg stemningen gang på gang?

På få sekunder havde jeg taget hele skylden på mig, så da Stig, blødgjort af mine tårer, kravlede ned under dynen til mig, følte jeg mig næsten lettet.

Og da han senere med alvorlig stemme bad mig om at give ham tid, nikkede jeg så ivrigt, at mit hoved var ved at falde af. Måske var det i virkeligheden der, at jeg, i overført betydning, knækkede halsen?

Det var desværre tydeligt, at vores lille sammenstød i London havde sat et markant spor i forhold til den magtbalance, der var mellem os.

Jeg havde altid følt, at vi havde lige meget plads i vores forhold, men nu gik det op for mig, hvor meget alting foregik på Stigs præmisser.

Det gik mod sommer, og jeg så frem til en lang ferie sammen med min kæreste. Hele tre uger regnede jeg med, at det kunne blive til, og så lang tid havde vi aldrig tilbragt sammen før.

”Skal vi ikke leje et hus i Sydfrankrig i ferien”? foreslog jeg, da vi en søndag morgen sad over kaffen. Uden så meget som at kigge på mig, men med hovedet begravet i avisens sportssektion, svarede han, at han syntes, det var lidt langt at rejse for en uge.

En uge … hvad snakkede han om? Vi havde jo hele tre ugers ferie, eller var det mig, der havde misforstået noget?

Stig havde ganske rigtigt tre ugers ferie, men de to af dem havde han tænkt sig at bruge på en fisketur i Norge med et par venner, sagde han.

Jeg har altid ment, at man selvfølgelig også skal bruge tid sammen med sine venner, når man er i et forhold, men at Stig valgte at bruge størstedelen af sin ferie uden mig, var lige præcis dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Da han tog hjem til sig selv samme dag, skrev jeg en lang mail til ham.

Jeg fortalte, at jeg stadig elskede ham, men at jeg ikke længere kunne holde ud at være en bekvem weekendordning for ham.

Jeg ville elskes og prioriteres af ham, ellers måtte det slutte nu.

Selvfølgelig var det et ultimatum, og selvfølgelig ønskede jeg mig brændende, at han ville komme styrtende med kys og forsikringer om, at vi skulle være sammen altid.

Men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke ville ske. Efter fire dage svarede han mig på mail, at vores forhold var slut. At det nok fra begyndelsen havde været dødsdømt, fordi vi ikke var det samme sted i livet.

Så nu ville han gerne have, at jeg lod ham være i fred. Jeg var knust, selv om jeg jo godt vidste, at han havde det sådan. Og så mødte jeg Michael…