Vi blev lagt for had

Drømmen om at bo på landet

Det var en drøm, vi førte ud i livet, da vi i foråret 2017 solgte vores lejlighed og flyttede på landet. Vores valg faldt på en firlænget gård i en landsby med to andre gårde og ni huse, som lå en times kørsel sydpå. Morten og jeg ville beholde vores job i byen, og vi kunne køre sammen.

Vores gård var et nedlagt landbrug, og boligen var pænt istandsat. Der var en kæmpestor have, og jeg glædede mig til at dyrke vores egne grøntsager. Haven stødte op til den have, der hørte til den ene af de to andre gårde i landsbyen. Der var levende hegn mellem haverne.

Efter indflytningen tog vi en rundtur og hilste på folk i byen, som alle virkede flinke. Naboerne på den anden gård var i 50’erne og hed Ruth og Henning. Den første sommer brugte jeg min fritid på at anlægge urtehaven, og jeg nød hvert sekund og havde masser af planer. Det var skønt at høste grøntsager og fryse dem ned, og vi havde til hele vinteren.

Vi hilste på de andre i landsbyen og fik en sludder med dem, når vi mødtes, men ikke mere end det.

En februardag opdagede jeg, at Ruth og Henning var ved at fælde det levende hegn og skære det op til brænde. Jeg bad dem stoppe, men da var det meste allerede væk. De påstod, at de havde ret til det, men hegnet stod på vores side af skellet, så det havde de ikke. Vi undlod at gøre mere ved sagen, for vi ville ikke i konflikt med vores naboer, men der blev dårlig stemning mellem os.

Ruths høns gik ind i vores have

Kun en måned senere døde Henning desværre af en blodprop. Ruth valgte at blive boende på gården. Det efterår anskaffede Ruth sig høns, og en mand fra landsbyen lavede en hønsegård uden tag, som lå tæt på skellet. Der var tre haner og 12 høns, og de gik frit rundt. Tit gik de ind i vores have, men det blev først et problem, da jeg havde sået til i foråret, og tingene spirede.

Ruths høns raserede min fine urtehave. De hakkede alle de grønne spirer op og rodede jorden op i store bunker. Jeg var grædefærdig, da jeg så det, og jeg gik ind til Ruth og bad hende om at holde sine høns væk fra vores have.

– Hvem siger, at det er mine høns, der har gjort det? svarede hun og smækkede fornærmet køkkendøren i.

Vi vidste, at det var hendes høns, for når vi jog dem ud, løb de ind i hendes hønsegård. Som bevis på vores påstand tog vi fotos af hønsene, printede billederne ud og skrev et pænt brev med anmodning om, at hun fik lagt trådnet over hønsegården, så de ikke kunne flyve ud. Vi lagde det i hendes postkasse, men det skete der ingenting ved.

Både anden og tredje gang, jeg såede til, blev det ødelagt af hønsene, og til sidst blev vi sure. Morten ringede til Ruth og sagde, at næste gang vi så de høns i vores urtehave, ville de blive skudt med en luftbøsse. Det var kun ment som en trussel, men det hjalp heller ikke.

Folk talte om os

Til gengæld begyndte folk i landsbyen at optræde køligt over for os. Nogle holdt helt op med at hilse, og det var ret ubehageligt. En sensommerdag, mens jeg var ved at klippe hæk ud mod vejen, kom en gammel mand fra byen gående forbi. – Det er da grimt, som I opfører jer mod stakkels Ruth! brummede han og gik videre.

Det var og er åbenbart den almindelige holdning, og vi følte os efterhånden lagt for had. Flere gange har vi oplevet folk tale om os, mens vi kunne høre det, og sympatien er på Ruths side. Vi har prøvet at forklare vores sag, for det kan ikke være rigtigt, at vi skal bekoste indhegning af urtehaven, fordi vores nabo har fritgående høns, men vi bliver tilsyneladende anset for at være nogle krakilere.

For et år siden blev vi så kede af situationen, at vi satte gården til salg for samme pris, som vi gav, men vi har kun haft tre fremvisninger. Hønsene render stadig inde hos os. Jeg har opgivet at dyrke urtehave, og der er kold luft omkring os.

Det, vi anså for vores drøm, er blevet lidt af et mareridt, og nu vil vi bare væk og beder til, at gården bliver solgt i den kommende sommer.