Endelig har Linn fået svar: Fandt mor og bror efter 35 år

Pludselig dukkede han op på skærmen. Linns bror, som havde været helt fortvivlet, da hun var blevet bortadopteret 35 år tidligere. Og snart skulle hun også tale med sin biologiske mor.

Linn brugte en stor del af sin barndom på at tænke over, hvor hun i virkeligheden stammede fra. Hun havde flere søskende, som også var adopterede, men ønsket om at opsøge sine rødder delte hun ikke med dem.

– Jeg har haft et stort behov for at kende min baggrund, og mine adoptivforældre har altid støttet mig i det, fortæller 37-årige Linn Sjöbäck fra Kållered i Sverige.

Hun blev adopteret fra Sri Lanka i 1985, da hun blot var 14 måneder. Hendes biologiske mor var med ved overdragelsen til adoptivfamilien.

– Der var rigtige dokumenter og sagsakter. Da jeg fik chancen for at læse dem, blev jeg lettet over, at alt var gået korrekt til. Jeg var lidt urolig efter alle skriverierne om kidnappede børn i 80’erne.

Men Linn ville vide mere og måske også møde sin biologiske mor. Med alle de oplysninger, hun allerede havde, troede hun, at det ville blive let.

– Jeg var ekstremt underernæret og svagelig, da jeg kom til Sverige. Jeg kunne hverken gå eller sidde oprejst. Det gjorde mig nysgerrig efter at vide, hvordan mit liv havde været indtil da.

Det var dog først i 2008, at hun for alvor skød efterforskningen i gang.

– Jeg havde lige født min første datter, og det gav mig blod på tanden.

Linn ansøgte om at medvirke i tv-programmet “Sporløs”, men der var mange om buddet, og hun blev aldrig udvalgt.

– Jeg indså, at jeg selv måtte tage til Sri Lanka, fortæller Linn og tilføjer:

– Det er vigtigt for mig at sige, at jeg altid har følt mig enormt taknemmelig. Jeg er heldig, fordi jeg kom til Sverige og fik så fantastisk en familie. Det er på ingen måde synd for mig.

Måtte ikke være luciabrud

Racisme var ikke noget, hun oplevede som et problem i løbet af sin opvækst, selv om hun i dag godt kan se, at det var helt andre tider. Hun var den eneste i klassen med en mørk hudfarve.

– Jeg fik aldrig lov til at være luciabrud. I stedet ville min lærer have, at jeg skulle være peberkage, når der var juleforestillinger. Jeg kunne ikke lide mit mørke hår dengang, men jeg var med i forestillingerne, fordi jeg elskede at optræde.

Linn holdt især af at danse og synge. Det førte til, at hun for seks år siden skrev en sang til sin biologiske mor og indspillede den i et professionelt studie.

– Jeg lagde musikken ud på de sociale medier sammen med et diasshow med billeder, som jeg havde af min mor, og jeg fik mange søde reaktioner.

Hun forstod, at det var tid til at gøre alvor af sine tanker om at opsøge sin familie – eller i det mindste at forsøge at skaffe mere information hjemmefra. Det var ikke det nemmeste bare at tage af sted, eftersom hun nu havde sin egen familie at tage sig af.

– I efteråret 2020 blev jeg medlem af en Facebookgruppe for adopterede fra Sri Lanka og Indien. Der skrev jeg et indlæg og spurgte, om nogen kunne hjælpe mig med at finde min biologiske familie. Responsen var enorm. Jeg blev bombarderet med svar, ler Linn.

Gennem Facebookgruppen fik hun på en måde også en anden slags familie, som vidste præcis, hvad hun følte og søgte. De kendte til hendes fødeland og havde egne erfaringer med at lede efter deres rødder.

To søskende

Linn fik blandt andet kontakt til Buddhini, en tolk og lokalguide, som også havde arbejdet på tv-programmet “Sporløs”. Med hans hjælp fik hun fat i sin fødselsattest, hvor der stod, at hun havde to biologiske søskende, og der kunne også skaffes et navn på hendes biologiske far.

Nu vidste hun nok til at kunne fortsætte sin jagt.

– Snart fik jeg kontakt til foreningen Sri Lanka Reunited, og de fandt først to af mine mostre, som havde et telefonnummer til min biologiske storebror. Desværre havde de brudt kontakten med min mor, så det spor måtte jeg forfølge senere.

Men med telefonnummeret gik alt hurtigere, end Linn havde turdet håbe. Pludselig sad hun midt i en videosamtale med sin bror og en tolk.

– Da min bror, Sarath, dukkede op på skærmen, var det helt åbenlyst. Jeg syntes, vi lignede hinanden meget.

Hun stillede masser af spørgsmål og fik hurtigt følelsen af, at det var den vigtigste telefonsamtale i hendes liv. Det virkede underligt, at det var helt naturligt at tale med en, som hun hverken delte sprog eller kultur med.

– Sarath var seks år, da jeg blev givet bort, så han husker mig tydeligt, og han var knust, da jeg forsvandt. Han havde passet mig, når min mor arbejdede, og det var et stort ansvar for en seksårig. Det er ikke så mærkeligt, at han blev utroligt ked af det, da jeg pludselig ikke var der længere.

Det var også hårdt for Sarath, at han med ét stod alene tilbage, da hans to yngre søstre blev bortadopteret. Faren var både alkoholiker og voldelig.

– Han har en del bagage fra den tid. Men samtidig er han glad for, at jeg slap fri af det, for som han sagde til mig: ”Som pige havde du ikke klaret dig”.

 

Linns storebror, Sarath, var knust, da Linn blev bortadopteret. Han er lykkelig over, at de nu har genskabt kontakten.

Linns storebror, Sarath, var knust, da Linn blev bortadopteret. Han er lykkelig over, at de nu har genskabt kontakten.

 

Bedt til genforening

De mere glædelige nyheder var, at Sarath delte Linns interesse for musik, og at han havde børn i samme alder som hendes. Han fortalte også, at han ofte havde besøgt det buddhistiske tempel, hvor han havde bedt om, at han en dag ville blive genforenet med sine søstre.

Det var ham, der satte Linn i forbindelse med deres fælles mor.

– ”Jeg kan tage hen og tale med hende først”, sagde han til mig, og sådan blev det også til en videosamtale med hende.

”Hello, are you my daughter?” var de første ord fra Linns biologiske mor til sin datter.

– Og så begyndte hun at græde og sige ”undskyld, undskyld”. Hun forklarede mig, at hun følte sig nødsaget til at bortadoptere mig for at redde mig fra sin mand. Redde mit liv. ”Your father was a bad man”, sagde hun.

 

Linns biologiske mor så ingen anden udvej end at give sine to døtre bort. – Hun ville redde mit liv, siger Linn.

Linns biologiske mor så ingen anden udvej end at give sine to døtre bort. – Hun ville redde mit liv, siger Linn.

 

Linn var lettet over at høre, hvorfor hun var blevet givet bort. Gennem utallige samtaler siden da har hun fået en endnu større forståelse for, hvad hendes bror voksede op med.

– Det har været et traume for ham. Han har grædt mange tårer. Det er en forfærdelig skæbne, men i dag har han et godt liv med sin familie. Han arbejder som marinesoldat.

Linn er lykkelig for, at hun har fundet en bror, som ligner hende, og som har kunnet fortælle om hendes første leveår.

– Sarath fortalte, at jeg plejede at række tunge ad ham. Der er også billedbeviser, griner hun.

Vil besøge familien

I dag har hun også kontakt med sin brors to børn, og de skriver jævnligt til hende.

– Jeg er lidt som et forbillede for dem, og de sender utroligt søde beskeder med hjerter og blomster.

Linn har også haft regelmæssig kontakt med sin biologiske mor. Hun havde giftet sig igen med en hollænder og fået en god økonomi. I dag bor hun i et fint hjem, som hun arvede, da hendes mand døde.

– Hun har fire hunde og to katte i sit store hus. Det er nok derfor, at der har været knas i forholdet til resten af familien. De synes måske, at hun burde dele mere ud af sin velstand.

Linn har planer om at besøge dem alle, men coronaepidemien har indtil videre forsinket deres første møde. Hun håber også at få kontakt med søsteren, som blev adopteret til Holland. Og endda også med sin biologiske far.

I mellemtiden forsøger hun at fordøje, at hun på kort tid har fået en udvidet familie føjet til sin i forvejen store familie i Sverige. Hun har tre børn i alderen 4-13 år, som også glæder sig til at møde de nye familiemedlemmer.

– Det er en helt ny fremtid, der venter os, smiler Linn.