Erica dækkede over sin fars druk: Jeg følte mig så alene

Erica håber, at hendes fortælling kan forandre livet for mange børn. Og at flere voksne vil indse, hvornår det er tid til at hjælpe. Som datter af en tidligere alkoholiker ved hun, hvad det vil sige at vokse op i et misbrugerhjem, og hvad den manglende hjælp kan have af betydning.

– Der er en frygt for at spørge og blive involveret, og det ødelægger utroligt meget, siger Erica Hellberg, 28, fra Linkøping.

Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, og i den første tid boede hun en uge ad gangen hos dem hver. På morens bondegård havde hun også to søskende, men rent praktisk fungerede det bedre hos hendes far, da han boede i byen tættere på skolen.

Men med tiden blev situationen sværere hos hendes far. Da han flyttede fra sin kæreste og ind i en ny lejlighed, blev problemerne tydelige, for nu var det kun Erica, der var tilbage.

– Jeg var omkring ni år, da min far udviklede et alkoholmisbrug, som forandrede hele mit liv, fortæller hun.

Erica kunne ikke længere tage venner med hjem på en måde, der føltes tryg og rar. Hendes far efterlod aldrig glas eller flasker fremme, men noget føltes alligevel forkert.

– Jeg ringede ofte til min mor og sagde, at far var syg, og at jeg gerne ville hentes. Hun luftede nogle gange mistanken om, at far måske havde et alkoholproblem, men så gik jeg i forsvarsposition.

Holdt en facade

Der gik også mange år, før Ericas far selv erkendte det.

– Han var nok for stolt. Vi var begge to gode til at holde en facade, så der var aldrig nogen indberetninger.

Men Erica var dybt påvirket, og hun vekslede hele tiden mellem håb og fortvivlelse. Tingene blev yderligere komplicerede af, at hun faktisk syntes om sin far – når han var ædru.

– Jeg ville hellere end gerne være hjemme hos ham, når det lykkedes ham at holde sig fra alkoholen. Så var han sjov og nærværende.

Turen hjem fra skole var altid anledning til mange tanker, for hun vidste ikke, hvad der ventede derhjemme.

– Var det alkoholikeren, som ville møde mig? siger Erica, som kunne blive mødt af det værste syn, allerede når hun kom ind ad døren. Synet af hendes far, der lå i så dyb søvn, at han ikke kunne vækkes.

– Jeg troede nogle gange, at han var død. Det var rædselsfuldt. Jeg var alt for lille til at opleve sådan noget.

Andre gange fandt Erica ham med abstinenser – rystende og svedig.

– Jeg vænnede mig til det efter nogen tid og tænkte, at hvis min far lå og sov, så kunne jeg skrive en seddel og besøge en ven i stedet.

Det gjorde hun dog aldrig, hvis han havde det dårligt.

– Det hårdeste var, at jeg aldrig kunne forudse noget. Og at bede om hjælp var svært, for jeg ville ikke skabe problemer for min far.

Skammede sig

Det var ikke kun Erica, som fik faren at se i beruset tilstand. Selv om han var god til at holde facaden, gik det ikke altid.

– Når der var forældremøde i skolen, vidste jeg aldrig, om han kom. Og hvis han gjorde, vidste jeg ikke, om man ville mærke, at han havde drukket, så det var tid til at skamme sig.

Ericas åndehul var fodboldtræningen, hvor hun kunne være som de andre. Men hendes far var også sportsinteresseret, og han blev med tiden leder for hendes hold. Intentionen var god, men resultatet blev et helt andet. Pludselig var der endnu et sted, hvor Erica ikke kunne føle sig tryg.

Farens tilstedeværelse til træninger og kampe blev et stressmoment for hende. Hun vidste aldrig, hvad han ville sige eller gøre. Men hun holdt jo af sin far, så hun forsøgte at dække over ham, så ingen skulle tro, at der var noget i vejen. Anderledes var det sidste, hun ønskede at være.

– Men det gjorde, at jeg aldrig bare kunne spille fodbold, som jeg havde gjort før. Jeg havde nok at gøre med at holde styr på far, og hvad der skete ved sidelinjen, hvor han befandt sig.

Erica husker især en episode, som udspillede sig, da hun var omkring 11 år.

– Far skulle stå for holdets opvarmning inden en kamp, og han løb rundt på banen med os spillere på en række efter sig, mens mange forældre kiggede på. Pludselig faldt han. Jeg følte med det samme, at jeg måtte gøre noget, så ingen forstod hvorfor.

Lynhurtigt kastede Erica sig også ned og rullede rundt, som om det hele var for sjov.

– Holdkammeraterne grinede. Men når jeg kiggede ud mod sidelinjen, så jeg nogle helt andre blikke både fra trænere og forældre.

Efter træningen var løbet kørt for hendes far. Klubben udelukkede ham fra holdet.

– Det var utroligt skamfuldt. Nu vidste alle det, og det var hårdt.

Mødt af tavshed

Mens Ericas far løb med opmærksomheden, blev hun selv overset.

– Ingen fulgte op på, hvordan jeg havde det. Jeg havde brug for støtte og nogen, der hjalp os som familie.

I stedet blev hun mødt af tavshed. Ingen forklarede hende, at hun ikke behøvede at tage så stort et ansvar. Hun følte sig alene med sin situation.

– Jeg forstod ikke, at mange andre børn havde det lige så dårligt som mig, og at føle sig ensom gjorde det endnu mere tabubelagt.

Erica reagerede ved at blive trodsig og irriteret – især på sin mor.

– Der var en sorg i mig. Jeg troede, at mit liv var slut. Men sådan var det jo ikke, og i dag ved jeg, at bare fordi man har en forælder med et misbrug, så behøver man ikke selv at få et dårligt liv. Der er altid en anden udvej.

I Ericas tilfælde ændrede tingene sig til det bedre, da hun blev 12 år, og hendes far blev ædru – hvilket han stadig er i dag.

– Han sad bare derhjemme en dag og indså, at enten bliver han ædru, eller også dør han. Jeg er uroligt stolt over, at han klarede det.

Nøglen til succes var, at han erkendte problemet og forstod, at han for altid ville være alkoholiker, om end tørlagt.

– Der gik et år, inden jeg kunne slappe af i hans selskab, men siden blev det mere og mere trygt, siger Erica og fortæller, at hun i sine teenageår tilbragte megen kvalitetstid sammen med ham. Hun tog også med til hans AA-møder, når pårørende var inviterede.

– Han inkluderede mig på sin rejse, og i dag har vi en rigtig god relation, formentlig takket være det. Han har virkelig forsøgt at kompensere for de dårlige år. Det har været et privilegium for mig at se hans forandring. Det har været afgørende for resten af mit liv.

Vil hjælpe andre

Erica uddannede sig til sportspsykologisk rådgiver og tog et kursus i misbrugspsykologi. I dag samarbejder hun med flere succesrige sportsklubber og har engageret sig i organisationen Inte Min Match (Ikke Min Kamp, red.).

– Inte Min Match hjælper omsorgssvigtede børn gennem idrætsforeninger. Vi lærer foreningerne, hvordan de kan blive et bedre forum for børn af misbrugere eller psykisk syge, og hvordan man skal støtte disse børn.

Erica har også en podcast, hvor hun taler med kendte personer, der har haft misbrug tæt inde på livet.

– Da jeg var lille, troede jeg, at jeg var den eneste i hele verden, der havde en far, som opførte sig på den måde. Når kendte mennesker taler åbent om deres egne oplevelser, får børn og unge visheden om, at de ikke er alene.

Erica håber, at trænerne ude i idrætsforeningerne vil se det som noget ærefuldt, når et barn åbner sig for dem – og ikke som en belastning. For det kan være afgørende, hvordan træneren reagerer.

– Det værste er at være usynlig, understreger hun.