Far slog mor ihjel

Sørens hjerte banker ukontrolleret under jakken, mens han trækker vejret helt ned i lungerne. Han placerer sine læber på sin mors mund, og puster luft ind i hende. Den mor, der hele livet har sørget for, at Søren og hans bror aldrig manglede noget, og som altid har sat sig selv i anden række, ligger nu på de fugtige fliser, mens Søren desperat prøver at få liv i hende.

Han klynger sig til den mikroskopiske chance for, at hans mor igen vil åbne sine øjne. Men inderst inde ved han godt, at det er nytteløst.

– Hun var den bedste mor, man kunne drømme om, og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg aldrig mere skal se hende. At hun ikke skal se mine børn vokse op, og at jeg aldrig skal forkæle hende med god mad, fortæller 28-årige Søren Just fra huset i Horsens, hvor han bor med sin kone, deres treårige datter og tvillingerne, der er knap et år.

Den kærligste mor

De sorgfyldte øjne lyser en anelse op, da snakken falder på Sørens barndom, hvor han med sine egne ord blev formet af sin mors kærlighed.

Han havde altid ro i kroppen, når hans mor var i nærheden, og han husker en nat, hvor han som fireårig vågnede, ked af det og sulten. I stedet for at blive mødt med formanende ord om at lægge sig til at sove igen, tog hans mor ham i hånden og gik ud i køkkenet. Her skar hun en yankiebar i fire stykker, satte ham på køkkenbordet, indtil han var klar til at komme i seng igen.

Søren kan stadig genkalde sig duften af mad i barndomshjemmet, hvor hans mor elskede at glæde sine drenge med deres yndlingsretter som boller i karry og flæskesteg. Han husker også, at hun hver morgen i vinterhalvåret puttede hans overtræksbukser i tørretumbleren, så de var lune, når han skulle ud i den kolde luft.

Vellidt af alle

– Min mor var glad, når hendes børn var glade. Det var faktisk det, der betød allermest for hende. Selv om jeg var barn, satte jeg utrolig meget pris på hende, og jeg husker, hvordan jeg ofte gik bag hende om vinteren på vej til børnehave og betragtede hende, mens hun trak sin cykel. På den tur var det bare mig og min mor, fortæller Søren, der ved, at hans mor var en vellidt medarbejder på tandlægeklinikken, hvor hun arbejdede som klinikkoordinator. Hun gik under navnet ’mor Elin’, da hun altid stod klar med et lyttende øre.

Som barndommen blev til ungdom, begyndte Søren at lægge mærke til, at forholdene i familien ikke var som hos andre. Farens nedladende kommentarer, skæld ud og manglende engagement lagde sig som en mørk sky over familien, og Søren begyndte at trække sig mere og mere fra sin far. Uanset om han vandt en prestigefyldt golfturnering, blev dygtig musiker eller fik topkarakterer i skolen, udløste det aldrig ros fra faren. Tværtimod.

Ukærlig far

– Jeg var en dag hjemme hos min daværende kærestes familie, og jeg blev helt overrasket, da faren gav moren et kys. Det havde jeg aldrig set i mit barndomshjem, og der begyndte jeg for alvor at se kontrasten mellem vores familie og andres, forklarer Søren.

Han kunne mærke, at vreden byggede sig op, når faren trynede hans mor. Hvis hun lavede hjemmelavet rødkål i stedet for at købe det på glas, eller hvis hun kom senere hjem end beregnet, blev hun ofte verbalt overfaldet.

Som tiden gik, lagde Søren mærke til, at hans mors ellers så livsglade øjne havde mistet deres glans. Da de en dag drak en kop kaffe sammen omkring juletid, fortalte hun sin søn, at hun ville ønske, at hun var død.

– Det var enormt hårdt at høre fra en man elsker så højt. Jeg ville bare have, at hun forlod min far, så hun kunne begynde et nyt liv, men jeg vidste også, at det var en beslutning, hun selv skulle tage, fortæller Søren.

Ultimatum 

Han var ved sin mors side sidste år i januar, hvor hun endelig stillede Sørens far et ultimatum. Enten søgte han hjælp for sin adfærd, ellers ville hun skilles. Sørens far nægtede at modtage hjælp.

De næste to en halv måned boede Elin syv forskellige steder – blandt andet hjemme hos Søren, der havde indrettet kælderen til hende. Gentagne trusler fra deres far skabte en frygt i familien, og som ivrig jagtskytte, vidste de, at han havde våben i hjemmet.

En gang fik Sørens kone en opringning, hvor Sørens far truede deres datter på livet. Den dag sendte Søren sin familie ud af huset, og han sad oppe hele natten og knugede en kniv af frygt for, at hans far ville komme. En anden gang troppede faren op på Sørens adresse en tidlig morgen, hvor hans mor måtte flygte gennem kælderen iført nattøj.

– Jeg ville sådan ønske, at min mor kunne blive boende her. I den korte periode, hun var her, var det hyggeligt og roligt. Vi skiftedes til at lave mad, og hun kunne være sammen med min datter Victoria. Men frygten for, at han en dag ville finde hende her, betød, at hun blev nødt til at flytte endnu engang.

Ønskede frihed

Til sidst lykkedes det Elin at skaffe et rækkehus, bare 300 meter fra Sørens hus, og i den periode, så Elin et glimt af den længeventede frihed. Søren satte billeder og tv op i sin mors nye hjem, og han forestillede sig, hvordan hans datter en dag selv kunne løbe over til sin farmor.

I den periode kørte Søren sin mor på arbejde hver morgen, selv om det kun var en tur på otte minutter. Ofte hentede han hende også igen, for hele familien frygtede, hvad der ville ske, hvis faren havde Elin på tomandshånd.

Alle ønskede, at faren ville finde en anden kvinde, så fokus kunne komme væk fra Elin, og Søren og hans mor snakkede om, at når der igen var ro på, så ville de ud at rejse sammen.

Drømme om fremtiden

– Vi ville tage til Venedig. Bare os to. Vi havde været der før, men min far ødelagde ferien, fordi han konstant brokkede sig. Han ville ikke se noget, der var kulturelt, og han gad ikke bevæge sig rundt i byen. Så drømmen var, at vi skulle tilbage og gøre præcis, som vi ville.

Den 27. marts 2021 tog Sørens mor og otte andre familiemedlemmer hen til farens hus for at gennemføre den bodeling, som de havde aftalt. Den dag blev alles værste mareridt til virkelighed.

Efter både at have truet Søren og hans bror med et oversavet jagtgevær, fulgte han efter den flygtende Elin.

”Var det sådan du ville have det, Elin,” råbte faren, mens han tog sigte og skød Elin i ryggen, mens hun havde politiet i røret.

Et sidste kys

Det lykkedes de andre familiemedlemmer at afvæbne den store mand og holde ham fast, mens Søren forsøgte at genoplive sin mor. Til sidst indså han, at det var forgæves og plantede et kys på hendes stadig varme læber, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham.

– Jeg ville bare mærke hende tæt på en sidste gang, fortæller Søren, der bliver overvældet af sorg, mens han fortæller om den skæbnesvangre dag.

Det er nu halvandet år siden, at Søren så sin mor dø for øjnene af ham. Faren blev idømt 14 års fængsel, men for Søren har det hverken lettet på sorgen eller vreden. Han ved, at det kunne være undgået, hvis politiet havde taget deres henvendelser seriøst, og det smerter ham at tænke på, at hans mor i dag kunne have levet det liv, hun altid havde drømt om og fortjent.

Fantomsmerter

Søren husker det første år efter morens død som en tåge. Han sov nærmest ikke, og når han lukkede øjnene, gennemlevede han mareridtet på villavejen. Han havde fantomsmerter i ryggen, hvor hans mor blev ramt, og han følte, at han kunne mærke hagl, der gennemborede hans hoved, mens han kunne høre lydene af skuddet.

Han har efterfølgende fået konstateret ptsd, og han ser stadig sin mors livløs krop for sig, når han bare et kort sekund lukker sine øjne.

– Jeg forstår stadig ikke, at man kan gøre sådan noget mod verdens mest fantastiske kvinde. For det var hun virkelig. Hvis der var lavvande på kontoen, overførte hun penge, hun hjalp til med at male hjemme hos os, selv om hendes eget hus trængte, og hun kom med mad for at aflaste os. Det var virkelig min tur til at sørge for hende, og det fik jeg ikke mulighed for, fortæller Søren, der føler, at han har mistet en del af sig selv.

Holder mindet ved lige

Han prøver at holde minderne om sin mor ved lige ved at fortælle sin datter Victoria om hendes farmor. Hvordan Victoria hvinede af grin, når hun blev svinget rundt i farmors tørklæde, og hvor meget Elin elskede sit barnebarn.

Det er i dag vigtigt for Søren at ære sin mor ved at hjælpe andre mennesker og vise den bedste udgave af sig selv. Han kan for en stund finde ro, når familien tager til stranden og samler forstenede søpindsvin, eller når han leger med sine børn på gulvet.

En gymnasiekammerats familie, familien Skovgaard, har givet Søren følelsen af stadig at have forældre, og han har efterfølgende brugt dem, når han havde behov for at komme lidt væk fra det hele.

Hvad fremtiden byder, ved han ikke. Lige nu tager han en dag ad gangen, og selv om mange har støttet med velmenende ord, kan sorgen ikke trøstes væk.

Vil altid savne hende

– Jeg ville give alt jeg ejede, hvis det betød, at jeg kunne se min mor igen. Jeg ville give hende verdens største kram og fortælle hende, hvor meget jeg elsker hende. Jeg ved, at hendes største mission i livet var, at hendes børn havde det godt. Og jeg håber, at jeg en dag kan opfylde det. Hvis jeg kunne, ville jeg sige ’tusind tak for den tid, vi havde sammen. Hilsen dine to sønner’.