Gitte ville tage sit liv foran toget: Jeg lå klar på skinnerne

Gitte var ikke bange for sammenstødet med det tog, der snart ville komme buldrende hen imod hende. Det eneste, hun følte indeni, var lettelse. Hun lagde sig til rette på tværs af de hårde skinner, så nakken hvilede på den ene side og benene på den anden. Så lukkede hun øjnene og ventede på den befriende død.

”Nu stopper det snart. Nu stopper helvedet”, gentog den 18-årige pige for sig selv i sine tanker. I mange år havde det været en besættelse for hende at dø, og det var langt fra hendes første selvmordsforsøg.

– Jeg holdt op med at tælle dem, da jeg nåede til 50, siger Gitte Danielsen, 37, fra Rødby.

Første gang, hun forsøgte at tage sit liv, var lige inden sin konfirmation. Hun slugte nogle piller, som hun fandt i hjemmet, men ikke nok til, at der skete noget. Siden fulgte en række andre forsøg, der heller ikke fik den ønskede udgang. Togskinnerne havde hun lagt sig på en håndfuld gange før, men hver gang havde hun fortrudt og rejst sig igen.

– Når man har ligget der i nogle minutter, uden der er sket noget, begynder man at tænke, at det måske ikke er så smart alligevel. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg tænkte, at det var synd for ham, der kørte toget. Han skulle jo stadig leve videre, og jeg ville ikke være skyld i, at han fik det dårligt over at have ramt mig.

Nu lå Gitte på skinnerne igen, og denne gang skulle det være. Hun kunne ikke mere. Hun havde endda planlagt sin begravelse ned til mindste detalje. Snakket med bedemanden og valgt kiste, blomster og sange. Der skulle blandt andet spilles ”Pianomand” af Kim Larsen.

– Bedemanden spurgte mig, om jeg var syg, da jeg bad ham om en prisliste. Jeg sagde bare: ”Nej, men der kan ske så mange ting”. Han har sikkert tænkt, at jeg var kugleskør.

Toget lod vente på sig. Det var sent om eftermiddagen, og banegården var næsten tom. De fleste passagerer var nok nået hjem til deres familier nu, tænkte Gitte, som nøje havde udvalgt tidspunktet, så ingen skulle opdage noget. Hendes øjne var stadig lukkede. Nu kunne det ikke vare meget længere.

Svær opvækst

Gittes liv havde bestemt ikke været nemt indtil da. Siden hun var fem år, havde hun været alene om at passe sin maniodepressive mor. Hendes far har aldrig rigtigt været en stor del af hendes liv.

– Så jeg påtog mig ansvaret for oprydningen og sørgede også for, at min mor fik sin mad og medicin. Jeg kan huske, at jeg sad ved fodenden af hendes seng med et æggeur i hånden. Jeg drejede det helt rundt og vidste, at når det ringede, var der gået en time. Så tegnede jeg en streg på et papir, og når der var tre-fire streger, skulle hun have medicin. Jeg var aldrig rigtigt ude at lege. Hvis vi fik gæster, skyndte jeg mig ud og var ”barn”, men bagefter gik jeg ind på min plads igen.

Udadtil virkede det til, at alt gik godt.

– Myndighederne var aldrig involveret. Vi gik under radaren. Der var jo styr på tingene, fordi jeg havde styr på dem, siger Gitte.

Hun understreger, at hendes mor gjorde, hvad hun kunne, med de resurser hun havde. Og der var også gode perioder.

– Jeg husker især, at vi hørte musik og sang sammen. Det er glade minder, og jeg elsker stadig at synge i dag. Jeg manglede aldrig kærlighed fra hendes side.

Men følelsen af ikke at slå til voksede sig alligevel større og større i Gitte. Det hjalp heller ikke, at hun blev mobbet i skolen med sit udseende. Hun var begyndt at trøstespise og blev hurtigt klassens tykke pige.

– Jeg følte ikke, at jeg passede ind nogen steder. Jeg gik også anderledes klædt, fordi vi ikke havde råd til mærketøj. I stedet for en skoletaske brugte jeg i lang tid en mulepose fra børnehaven. Jeg hadede at gå i skole og fandt tit på dårlige undskyldninger for at blive hjemme. Jeg skjulte, hvordan jeg i virkeligheden havde det, fordi jeg ikke ville være et problem.

Hørte stemmer

I starten af sine teenageår begyndte Gitte at høre stemmer.

– De fortalte mig, at jeg var dum, grim og ulækker. At jeg aldrig ville blive til noget, og at det var bedst, hvis jeg tog livet af mig selv. De kørte i mit hoved 24 timer i døgnet som en plade, der er gået i hak, fortæller Gitte, der betroede sig til en psykolog og fik udskrevet store mængder antipsykotisk medicin.

Resultatet var, at hun fuldstændig mistede kontakten til sine følelser.

– Jeg gik rundt i en zombieagtig døs, hvor jeg ikke anede, om jeg var vred eller ked af det. Da jeg blev 18 år, kollapsede det for mig, for i den alder forventes det, at man skal finde ud af, hvad man vil med sit liv. Jeg havde ingen idé. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg i hvert fald ikke ville være nogens mor. Jeg følte ikke, at mine gener var værd at give videre. Det gør jeg stadig ikke, siger Gitte, der for ti år siden lod sig sterilisere.

Presset af omgivelsernes forventninger startede hun på en uddannelse som butiksassistent og flyttede ind i en studiebolig. Hun følte sig ikke hjemme nogen af stederne og var nu helt overbevist om, at livet ikke havde en hylde til hende. Og så var det, at hun endte på togskinnerne en sidste gang.

Gitte ved ikke, hvor tæt toget var på at ramme hende. Hun husker ikke meget fra den dag. Men hun husker følelsen af, at nogen pludselig greb hende under begge arme og trak hende hurtigt væk fra banelegemet.

– Jeg har aldrig fundet ud af, hvem den person er. Jeg aner ikke, om det var en mand eller kvinde, for jeg kan intet huske, før jeg vågnede næste morgen hjemme i min lejlighed. Om jeg selv kom hjem eller blev fulgt, aner jeg ikke. Jeg undersøgte det aldrig, for i lang tid havde jeg et stort had til den person, fordi han rev mig væk fra det, jeg ønskede allermest. I dag ville jeg ønske, at jeg vidste, hvem den mand var, siger Gitte.

Hun siger ”mand”, fordi hun tænker, at en kvinde næppe ville være i stand til at trække hende væk med den kraft.

– Så skulle det i hvert fald være en noget af en bodybuilder, så tung som jeg var dengang, griner Gitte.

Et vendepunkt

Da hun var størst, vejede hun 170 kilo. I dag er hun 80 kilo lettere. Og lykkeligere end nogensinde før. For redningsmandens uønskede gerning endte med at blive et vendepunkt for hende. Med tiden indså hun, at hun jo måtte være værd at redde, når en fremmed havde sat sit eget liv på spil for hende.

Vejen til et nyt og bedre liv har ikke været let. Gitte udviklede både angst, ocd og depression som følge af sin fortid, og hun kæmper dagligt for at holde alle dele i skak. Men stemmerne er væk, og hun har nu været medicinfri i 11 år.

– Fitness og styrketræning blev min nye ”medicin” efter et lægetjek, hvor jeg fik at vide, at jeg ville dø af fedme, inden jeg blev 30 år, hvis jeg ikke tabte mig. Jeg blev tilbudt en fedmeoperation, men insisterede på at tabe kiloene selv ved at omlægge min kost og dyrke motion. Jeg var nødt til at have mig selv med og ændre mine tanke- og levemønstre, som jo var årsagen til min overvægt.

Stille og roligt fjernede Gitte én usund madvane ad gangen fra sin kost, og samtidig blev besøgene i fitnesscentret hyppigere og hyppigere. Det kunne ses på kroppen, men vigtigst af alt kunne det mærkes indeni.

– Det gik op for mig, at der faktisk var noget, jeg kunne finde ud af, og det gav mig en masse positiv energi og livsglæde. Jeg begyndte at få drømme og håb for min fremtid, hvilket var helt nyt for mig, siger Gitte, der uddannede sig til fitnessinstruktør og sidste år startede Facebookgruppen ”Din motivation – til et sundere liv”, hvor hun deler ud af sine egne erfaringer og hjælper andre med at tabe sig.

– Indtil videre er det et hyggeprojekt. Jeg vil gerne drive det til mere og målrette det til psykisk sårbare, men jeg arbejder også stadig med mig selv og er nødt til at tage tingene i mit eget tempo. Det skal nok lykkedes. Ingen skal i hvert fald fortælle mig, at jeg ikke kan.

I 2019 flyttede Gitte fra Jylland til Lolland for at starte på en frisk. Her mødte hun sin kæreste, Lars, som hun i dag bor sammen med og kalder sin største støtte. Sidste år genoptog hun kontakten til sin mor efter otte år, hvor Gitte fravalgte forbindelsen for at finde sin egen plads i livet. Den har hun endelig fundet nu.

– Det er rart at have min mor i mit liv igen, så hun kan følge med i, hvor godt det går, smiler Gitte.

Stolt mor

Gittes mor, Karen, er stolt over, hvor langt datteren er nået. Til Ude og Hjemme siger hun: – Gitte er en utroligt sej pige, og det er så flot, at hun er kommet dertil, hvor hun er i dag. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået genskabt kontakten og fået et nært forhold igen. Hun er min guldklump – og det vil hun altid være.

Gittes råd til andre

* Bed om hjælp, hvis du har det svært. Det hjælper ikke at gå med tingene selv.

* Giv aldrig op. Der er altid lys for enden af tunnelen.

* Find noget, du er god til og dyrk det. Det skubber dig i en positiv retning.

* Prøv evt. hypnose. Jeg er selv startet hos en dygtig hypnotisør i Rødby, og det har givet mig en indre ro.

Hvis du tænker på selvmord

Kontakt Psykiatrifondens telefonrådgivning 39 25 25 25. Information og hjælp – personligt og anonymt. Mandag til fredag kl. 11-23. Lørdag, søndag og helligdage kl. 11-19.