Gunilla ventede sit andet barn: Min mand forsvandt

Gunillas mand forsvandt sporløst for 29 år siden. Gravid og med en søn på to år stod hun pludselig alene med det store ansvar. Efter 10 år uden et livstegn blev hendes mand erklæret død. Men sandheden var en anden.

Gunilla mødte sin mand på jobbet. De arbejdede begge med radioproduktion og supplerede hinanden godt som både kollegaer og partnere. Efter tre år som par blev de gift i 1988.

Gunilla beskriver sin mand som en utroligt varm, betænksom og elskværdig person. Men han var også en arbejdsnarkoman.

– Han var næsten aldrig hjemme, da vores søn, Max, var omkring halvandet år. Jeg ringede tit og spurgte, om han kom hjem til aftensmaden, men jeg blev træt af at stå og vente med Max på armen, fortæller den nu 60-årige Gunilla Söderholm fra Stockholm.

I starten af 90’erne skiftede hendes mand branche. Han fik sit eget firma, hvor han handlede med værdipapirer.

Dukkede ikke op til ultralydsscanning

– Vi havde et fint og respektfuldt forhold, men i den periode boede vi i hver sin lejlighed, fordi han arbejdede så meget.

Parret ventede nu deres andet barn, og den 1. februar 1991 skulle Gunillas mand med hende til ultralydsscanning. Han dukkede aldrig op – hverken til scanningen eller på jobbet.

– Jeg ringede til hans kollega, som sagde, at min mand ikke var mødt op. Jeg tænkte, at hvis han ikke var på arbejde, måtte der være sket noget alvorligt. Han ville tage på arbejde selv med 49 i feber.

Gunillas mand var sporløst forsvundet. Var han død? Kidnappet? Engang var han taget til Berlin i en periode, hvor ingen kunne finde ham, men dengang var han vendt tilbage igen.

Fandt et julekort

– Noget sagde mig, at den her gang ville han ikke komme tilbage. Jeg ringede til folk i min omgangskreds og tog hjem til ham for at lede efter spor. I hans lejlighed fandt jeg et gammelt julekort i en kasse. Det var dateret den 1. februar 1991, og der stod ”Sorry, alt gik ad helvede til. Pas godt på lille Max”.

Gunilla forstod straks, hvad det handlede om. Hendes mand havde mistet sit job og en masse penge.

– Jeg tror ikke, at han magtede at erkende, at han ikke længere kunne forsørge os. Han følte sig mislykket og valgte derfor at forlade os. 

Nogle dage efter sin mands forsvinden meldte Gunilla det til politiet.

– Der kom to søde betjente hjem til os. Max syntes, det var spændende, og hoppede op og ned af glæde. Han var for lille til at forstå, hvad der var sket. At hans far havde forladt ham og hans lillebror – og sandsynligvis ikke ville komme tilbage igen.

Ville skabe et godt liv

Tiden gik, og lille Fredrik kom til verden.

– Både graviditeten og fødslen gik godt. Jeg var overlykkelig, fordi jeg fik lov til at være mor for to så skønne sønner.

Samtidig glimrede deres far ved sit fravær. Måneder blev til år.

– Min eneste tanke, bortset fra bekymringen om, hvad der var sket med min mand, var at tage mig af mine børn. Jeg ville ikke bruge hele deres opvækst på at tale om nogen, der havde valgt at forsvinde, og ikke være en del af sine børns liv. Jeg tænkte, at vi måtte skabe et godt liv på trods af dette, siger Gunilla og tilføjer: 

– Måske lyder det hjerteløst, men det sværeste var den økonomiske del.

Efterlod stor gæld

Hendes mand efterlod hende med en gæld på over to millioner svenske kroner. Det var ikke let at være eneforsørger til to små børn og skulle vende hver en krone for at få enderne til at mødes – og samtidig forsøge at betale gælden af. Men det lykkedes, og i dag er hun gældfri.

– Selvfølgelig har jeg været både ked af det og vred. Jeg følte mig meget alene. Men bitter har jeg aldrig været. Og jeg har heller aldrig talt ondt om ham over for vores børn. Eller hvad, Max? spørger Gunilla og ser på sin nu 32-årige søn, som sidder ved siden af og lytter med.

– Vores far har altid været en abstrakt figur for os. Jeg forstod godt, at vores fortælling om en far stak ud blandt vennernes. Vi havde en helt anden variant af temaet ”familie”. Der har altid været billeder af ham herhjemme, og både Fredrik og jeg har været bange for at arve hans gener, når det kommer til hans høje hårgrænse eller hans vægt, griner Max.

Han understreger, at for dem har det været vigtigt at kunne joke om deres situation. Måske som en forsvarsmekanisme og et forsøg på at afdramatisere det hele. Men Max har også haft en del bekymringer om, hvorvidt han ville arve sin fars psyke.

– Jeg kan ikke forestille mig, at et raskt menneske ville forlade sine egne børn. Jeg tænker også på, om jeg risikerer at blive som ham, når det gælder arbejde. Far arbejdede konstant og endte med at bukke under. Tænk, hvis det også sker for mig?

Ville ikke lyve for børnene

Tidligt i forløbet kontaktede Gunilla børne- og ungdomspsykiatrien. Hun ønskede nogle værktøjer til at forklare situationen for sine børn.

– Jeg kunne jo godt sige til dem, at deres far var død, eller lege Pippi Langstrømpe og sende postkort fra alverdens steder, mens jeg lod som om, at det var fra ham. Men jeg fik forklaret, at livsløgne er det værste, der findes.

Først efter et årti i uvished kunne Gunilla ansøge om at få sin mand erklæret død.

Den ærlige forklaring på, hvorfor hun ønskede det, var, at det ville forbedre familiens trængte økonomi. På den måde ville hun nemlig få større tilskud fra staten.

– En pænere forklaring er vel, at jeg ønskede en afslutning. Men sandheden er den anden.

Så en dag, tre år efter hendes mand blev erklæret død, modtog hun et brev fra skattemyndighederne.

Fra enke til gift

– Der stod, at jeg skulle underskrive et dokument, hvor min civilstand var ændret fra enke til gift. Hele min verden blev vendt op og ned igen. Det var, som om et tæppe blev trukket væk under mig, og mine ben kunne ikke bære mig længere.

Gunillas mand havde, tror man, befundet sig i Berlin i alle disse år. Da han vendte tilbage til Sverige, havde han ansøgt om et nyt pas i Västerås.  

Få år senere havde Gunilla fortalt sine sønner, at deres far formodentlig var gået bort. Hvordan skulle hun nu forklare dem, at han var i live og boede i Sverige?

– Jeg ringede til en ven, som er børnepsykolog, og blev anbefalet at skabe en hyggelig stemning med chips og andet godt. Det gjorde jeg, og da jeg sad der i køkkenet en helt normal mandag aften med mine to sønner på 9 og 12 år, spurgte de pludselig: ”Hvorfor har vi en hyggeaften, når det bare er mandag – er der sket noget?”.

Far lever

Max husker, hvordan han frygtede, at deres mor skulle sige, at hun var syg. I stedet sagde hun: ”Nej. Det er far. Han er tilbage. Han lever.”

– Jeg følte hverken det ene eller det andet. Jeg forstod bare, at det igen ville blive rodet, siger Max. 

Gunilla ringede rundt til alle, hun kendte, og til sidst var der bid. Hendes mand havde kontaktet en af sine venner en dag fra metroen i Stockholm og havde bedt om at blive hentet. Med ham var en yngre tysk kvinde. Vennen havde hentet dem og fortalte nu Gunilla, at de virkede høje på noget.

– En dag hørte vi endelig fra ham i telefonen. Han lød så mærkelig og påstod, at han ikke længere kunne tale svensk, men kun tysk, siger Gunilla.

Max, som sad ved siden af hende under samtalen, havde intet behov for at tale med sin far, da han hørte hans ”robotagtige” stemme fremstamme nogle korte ord på tysk. 

Nyt syn på livet

Det er nu snart 30 år siden, at Gunillas mand forsvandt. Det sidste, hun og sønnerne har hørt, er, at han bor i et sommerhus i Enköping. I en periode må han have arbejdet som isbud. Ved et tilfælde så Gunillas veninde ham nemlig komme ind i en butik med en isleverance.

– Hun tabte sin kurv med alle varerne og løb ud af butikken. Hun troede, at hun havde set et spøgelse.

På spørgsmålet om, hvad de vil sige til ham, hvis han en dag banker på døren, svarer Max:

– Hvis han er mentalt nærværende, vil jeg formentlig sige: ”Trist, at du er gået glip af så meget.” Det er for sent for vores far at lappe på noget nu. Og det er ham, der er den store taber i hele den her situation. Vi har intet at føle os skyldige over.

– Min mand var en meget sårbar mand. Jeg tror, at skammen over hans dårlige forretninger ramte ham så hårdt, at han ikke kunne se os i øjnene, siger Gunilla, der ligesom sønnerne har valgt at vende hans fravær til noget positivt.

LÆS OGSÅ: Maibritts søn blev fundet død

– Vi tænker, at en god dosis mørke skaber en slags ydmyghed over for livet. Min mands forsvinden har rystet os, men samtidig har det givet os perspektiv. Vi er taknemmelige for, at vi tre er raske og har hinanden.

– I vores hjem har der altid været trygt. Jeg har måske fået et ret dårligt billede af, hvad det vil sige at være far. Det har påvirket mig på den måde, at jeg ved præcis, hvordan jeg ikke selv vil være som far. Jeg tror, jeg bliver en meget nærværende far en dag, siger Max.