Skæbner

Heidi mistede sine sønner i en brand: En dag møder jeg dem igen

28. juli 2022 Af Af Nina Sommer. Foto: Søren Lamberth/Aller Foto & Video og privat
Da Heidi afleverede sine drenge en fredag i 2015, var det sidste gang, hun så dem. Savnet til sine børn vil være der resten af livet. Men hun har fundet ro i en drøm, der bliver ved med at vende tilbage.

Lyskeglerne danser gennem vinduet, og den insisterende banken på døren river Heidi ud af drømmeland.

– Det er politiet, bliver der råbt, mens Heidi og hendes mand på få sekunder ryster søvnen af sig. Kaster tøj på deres varme kroppe, mens de bevæger sig med hastige skridt ud til hoveddøren. Da de åbner, bliver de mødt af to betjentes alvorlige ansigter.

– Er drengene her? Spørger den ene politimand. Heidi ryster på hovedet. Hun kan mærke, at deres spørgsmål får hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere, og da de siger, at der er brand i hendes eksmands hus, føltes det som om, at luften bliver slået ud af hende.

– Min eneste tanke var, at en af mine drenge skulle komme ud i live. Bare en. Jeg var ligeglad med, hvordan han så ud. Men jeg kunne ikke miste begge mine børn. Det kunne jeg bare ikke, fortæller den nu 40-årige Heidi Kristiansen fra hjemmet i Nakskov.

På et skab i stuen står en tavle med teksten ’God jul mor Hilsen Viktor’. Den sidste julegave Heidi fik fra af en af sine elskede drenge, få uger før de mistede livet i den tragiske brand. De små plastiktallerkener, de mange legetøjsbiler og børnestemmer er forstummet. Tilbage er kun de mange billeder og minderne i hjertet, som toner frem på Heidis nethinde hver dag.

Delebørn

For Heidi var livet med drengebørn en stor glæde. Viktor elskede biler og Minecraft, og han susede ofte rundt i huset med sine små biler, hvor han havde forskellige lyde til dem alle sammen. Heidi lagde hurtigt mærke til hans store retfærdighedssans, og hvis han så nogen blive drillet, så tog han altid fat i en voksen. Det samme med Tobias, der dog havde kastet sin kærlighed på værktøj. Heidi husker tydeligt, hvor stolt han var, da han en dag var ved at løfte radiatoren fra gulvet med sin nye legetøjsdonkraft.

– Jeg sagde til ham, at det måtte han ikke. Det forstod han godt, så i stedet begyndte han at løsne alle køkkenlågerne, smiler Heidi, der udover at være mor til Tobias og Viktor også havde datteren Tredia på 13 måneder med sin nuværende mand.

Heidi arbejdede i hjemmeplejen og elskede at være med til at gøre en forskel for de ældre borgere. I sommerferierne var de ofte i Bonbon-Land, og med ankomsten af Tredia, havde de lejet et større hus, hvor der var plads til, at drengene kunne have hver deres værelse. Hver anden uge var drengene hos deres far, og når de var hjemme hos Heidi, nød hun det livlige lydtapet af drengebørn, der legede.

– Vi ses om en uge, sagde Heidi, da hun afleverede Tobias og Viktor i henholdsvis børnehave og SFO den 30. januar 2015, hvor de ville blive hentet af deres far – intetanende om, at det var sidste gang, hun så sine sønner i live.

Krisehjælp

Den dag politiet bankede på hendes dør og fortalte,at hendes drenge sandsynlighed var blevet fanget i en brand, føltes det som om, at Heidi var med i en dårlig film. Sprængte rør. Sorte, knuste vinduer og et tag, der var blevet spist af de grådige flammer. Det var, hvad der mødte Heidi, da hun stod på den adresse, hvor hendes eksmand boede.

– De havde endnu ikke identificeret dem, der var omkommet i huset. Derfor havde jeg stadig et håb om, at de måske var et andet sted, selv om jeg godt vidste, at det ikke var tilfældet. Men jeg blev nødt til at holde fast i, at der kunne ske et mirakel, fortæller Heidi, der fik hjælp af en krisepsykolog.

Først nogle dage senere blev alt håb slukket, da hun fik at vide, at 4-årige Tobias og 8-årige Viktor var blevet identificeret. Yderligere omkom to andre børn og en voksen mand i branden, mens drengenes far overlevede. Branden var angiveligt blevet antændt af en olielampe i stueetagen, mens børnene sov på førstesalen.

– Da jeg fik beskeden, føltes det som om, at mit hjerte blev flået ud af kroppen på mig. Jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken om, at jeg aldrig skulle se dem igen. Give dem et kram og se dem vokse op, forklarer Heidi, der den efterfølgende tid boede hos sin svigermor i to måneder.

En mor i sorg

Ofte sad hun bare med et tæppe og kiggede ud i luften. Andre gange overmandede sorgen hende, så tårerne fik frit løb. Hun havde svært ved at overkomme rollen som mor for datteren Tredia, og mens sorgen var altoverskyggende, tog hendes mand og Tredias farmor over.

– Når jeg var alene, fik jeg en voldsom uro i kroppen, og tankerne kørte rundt. Hvad hvis jeg ikke havde afleveret dem? Eller hvis de bare havde været ude af huset? Jeg kunne ikke lade være med at bebrejde mig selv for at sende dem afsted, selv om jeg godt vidste, at det var sådan det var. Nogle gange gik jeg ned til vandet og kastede sten, bare for at gøre noget, fortæller Heidi, der genoptog sit arbejde efter seks uger, men måtte kort tid efter opgive.

Hun prøvede i stedet at få dagligdagen til at fungere igen uden sine drenge. Datteren Tredia gav hende hver dag kræfterne til at stå op om morgenen, men når hun gik på gaden eller stod i kø i supermarkedet, blev hun gentagne gange mindet om tabet af sine drenge.

– Der kunne stå to og hviske til hinanden og kigge på mig. Jeg vidste godt, hvad det handlede om, og det var ubehageligt, fortæller Heidi, der flere gange blev bekræftet i, hvor stort et tabu sorgen og døde børn var.

– Det var som om, at hvis vi ikke snakkede om døde børn, så eksisterede det ikke. Men faktum er, at børn dør, og der er masser af efterladte, der går rundt i sorg. Så det hjælper ikke at lade som om, at det ikke finder sted, forklarer Heidi, der dog også oplevede, hvor stor omsorg, der kunne komme fra uventet kant.

En dag blev hun mødt af en perifer kollega, der gik imod hende med åbne arme og gav hende et stort knus. Hun sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, men for Heidi var ordene ikke vigtige. Det vigtigste var at blive set som en mor i sorg.

Et lys i mørket

Hver dag prøvede Heidi at tage en glad maske på, når hun forlod hjemmet i Nakskov. Når hun igen var hjemme, lagde hun masken fra sig og kunne udtrykke de følelser, som var i hende. Hun satte sig nogle gange ind på drengenes værelser, hvor deres legesager og tøj lå på samme måde, som de havde efterladt det.

– Jeg kunne tage deres tøj og snuse til det. I et kort øjeblik fornemmede jeg dem igen.

I starten og et stykke tid efter havde jeg altid en bamse fra hver af drengene med, uanset hvor jeg var. Det gav mig en følelse af at have dem tæt på mig, fortæller Heidi, der 13 måneder efter den alt-ødelæggende ulykke, så to streger på en graviditetstest. For Heidi blev der tændt et lys i mørket, men frygten for igen at miste fyldte hende ofte med angst.

Da Filippa kom til verden, havde Heidi konstant behov for at være i nærheden af hende. Selv når datteren sov, havde hun svært ved at gå fra hende.

– Jeg havde nok tanken, at hvis det kunne ske, så kan det også ske igen. Men hvis jeg var i nærheden, så kunne jeg forhindre det. Samtidig havde jeg ikke været der for Tredia, som jeg gerne ville, så jeg kompenserede nok også overfor Filippa, fortæller Heidi, der krammede sine piger ekstra tæt, når sorgen skyllende ind over hende, men som tiden gik, begyndte hun at se lys i horisonten.

– Jeg sad en aften, hvor jeg kom i tanke om, at jeg slet ikke have været ked af det hele dagen. Lige i det øjeblik fik jeg dårlig samvittighed over det. Men et liv i evig sorg ikke er noget liv. Man skal leve for de lyse timer. Der er masser af dem, hvis bare man vil se dem.

Aldrig glemt

Det er syv år siden, at Heidi mistede Tobias og Viktor. Nu kommer sorgen i bølger, men hun er blevet bedre til at håndtere de svære følelser. Når deres ansigter viser sig på nethinden, fyldes Heidi mest med glæde.

De har fra start snakket om Tobias og Viktor derhjemme, for sorgen skal ikke være et tabu.

– Især Tredia skal vide, at deres brødre elskede hende meget højt. For det gjorde de virkelig. Begge piger spørger også ind til deres brødre, når jeg er alene med dem, og jeg svarer, så godt jeg kan. Jeg blev rådet af en børnepsykolog til kun at svare på det, jeg blev spurgt om, så de ikke fik mere information, end de havde bedt om. Men jeg kan mærke, at det fylder meget hos dem.

På drengenes fødselsdage vælger pigerne blomster, som de lægger på deres brødres grav, og så kommer familien, så de sammen kan mindes dem.

Galleri: Heidi mistede sine sønner i en brand: En dag møder jeg dem igen

Når Heidi kigger tilbage på den sorgproces, som hun har gennemgået, er hun glad for, at hun valgte at snakke om tabet. Hun er også lykkelig for, at der var mennesker omkring hende – selv når hun bare sad i sofaen og lod tårerne få frit løb.

– Det er vigtigt, at pårørende forstår, at en person i sorg ikke kan mærke sine egne behov. Derfor har de brug for at få at vide, hvad de skal. Hvornår de skal spise, gå i bad eller ud at få noget luft. Den der med “Du må bare sige til, hvis jeg skal gøre noget”, den kan man ikke bruge til noget, fortæller Heidi, der med en stor støtte fra familie og venner langsomt kom tilbage til en hverdag, hvor lyset skinner det meste af tiden.

Drøm gav ro

Heidi har accepteret, at sorgen altid vil være en tro følgesvend. Men da trangen til at møde hendes to drenge en dag var så stor, så skete der noget. Hun faldt i søvn en aften, og den drøm der udspillede sig har efterfølgende givet hende en ro. En drøm, der flere gange er vendt tilbage til hende.

– Vi var på en stor græsplæne, og Viktor kom løbende imod mig med et kæmpe smil og udstrakte arme. Bagefter kom Tobias, og jeg holdt dem helt tæt ind til mig. Da jeg vågnede, kunne jeg stadig mærke og dufte dem. Lige der vidste jeg, at de havde det godt, der hvor de var. Så når jeg om mange år ikke er på jorden længere, så ved jeg, at vi mødes igen.

Sponsoreret indhold