Helena ville gøre sin mor umyndig

Helenas mor blev ramt af to hjerneblødninger og blev hjerneskadet og halvsidigt lam. Så hun kan ikke klare sig selv. Helena søgte om at umyndiggøre hende, men hendes mor er uenig.

Helena kigger med røde, blanke øjne ind i kameraet. Hun har ikke kunnet få sig selv til at skrive ordene ned, så hun har valgt at sige dem højt til kameraet og lave en video, som hun kan dele på Facebook.

– Hej … Eller godmorgen eller godaften, eller hvad man nu siger. Klokken er tre om natten, og jeg er lige kommet hjem. Jeg har …, Helena holder en kort pause, inden hun fortsætter:

– Det var mors dag i går ... Jeg har på en eller anden måde altid set min mor som urørlig. Forstået på den måde, at der aldrig ville ske hende noget, og på en eller anden måde set hende som udødelig. Altså hvorfor skulle noget ramme min mor?

Stemmen knækker, og hun tager en dyb indånding, inden hun fortæller om gårsdagens begivenhed til kameraet: Hendes mor, Vibeke, har fået en hjerneblødning og er lige pludselig faldet sammen under en middag med Helenas mormor og morfar.

– Men de opererer min mor i fire timer. Helena synker for at få klumpen i halsen under kontrol. – Og så finder de ud af, at mor ikke kan trække vejret.

Hun forsøger nu at holde gråden tilbage.

– Så min mor er i respirator, og hun har fået blodfortyndende medicin.

Helena må til sidst overgive sig og tørrer tårerne væk, inden hun får rundet videoen af.

Mors dag

23-årige Helena Louise Wulff spørger sin mor, om hun vil fortælle om den skæbnesvangre dag.

– Det var to hjerneblødninger. Det var på mors dag for fire år siden, siger 51-årige Vibeke Wulff kort.

Helena tager over derfra. For Vibeke kan faktisk ikke huske mange af detaljerne fra dagen. Til tider lyder hun endda, som om hun selv hører historien for første gang.

– Du skulle ud at spise med mormor og morfar, så du satte dig ud på parkeringspladsen for at vente, og du havde det rigtig skidt. Der var flere, der kom hen for at spørge, om du var okay.

– Ja, kommer det lidt tøvende fra Vibeke.

– Og du sagde til dem, at der ikke var noget galt. Førhen kunne du jo alting selv, men så kunne du ikke komme op ad fire trin til restauranten, for du havde ikke luft til det. Da I så sad og spiste, begyndte du lige pludselig at vrøvle. Altså der var intet, der gav mening. Det var helt tilfældige ord. Og så væltede du næsten ned ad stolen til den ene side, og hele ansigtet og armen sank i den samme side. Men ambulancen kom heldigvis næsten lige med det samme.

– Jeg troede, at jeg blev fløjet til Rigshospitalet, siger Vibeke undrende.

– Nej, du blev kørt med ambulance til Roskilde. Men det kunne de ikke klare, og så kom du på Rigshospitalet. Det var dér, du blev opereret lige med det samme. Bagefter lå du i respirator, hvor du på et tidspunkt vågnede, og så fik du en hjerneblødning mere. Så da du vågnede igen, var de bange for, at du ville få en til.

– Hold da op, kommer det fra Vibeke, der kigger alvorligt på sin datter.

For at stoppe blodansamlingen i at vokse sig større spurgte lægerne, om de måtte fjerne noget af Vibekes kranie. Men fordi hun kun havde været vågen i kort tid, kunne de ikke sige noget om, hvor alvorligt det stod til.

– Vi skrev under på det, fordi enten kunne du blive lam af operationen, eller du kunne dø, hvis du ikke fik det fjernet, forklarer Helena.

Operationen gik heldigvis godt, og efter et par uger fik Vibeke sat kraniestykket på plads og blev derefter overflyttet til Hvidovre. Men i tiden efter blev det tydeligt, at Vibekes hukommelse ikke var, som den plejede at være.

Fuld umyndiggørelse

– Du var meget i tvivl om, hvad der var sket. Så når du vågnede, og vi var der, sagde du: ”Hvad er der sket? Hvad fejler jeg?” Der var også engang, hvor du vågnede og kiggede på mormor og sagde: ”Det er, fordi jeg har fået kræft.” Du kunne kun huske fem minutter ad gangen. Det var lige før, at hvis jeg havde været på toilettet, blev du glad for, at jeg kom og besøgte dig igen, fortæller Helena og griner.

– Okay, det kan jeg slet ikke huske, siger Vibeke og smiler over sin datters lille anekdote.

Mens Vibeke var indlagt, var Helena i gang med sine afsluttende studentereksamener.

– Min lillebror, Christian, var i gang med sine eksamener i 9. klasse. Det var utroligt hårdt, fordi der foregik så meget på samme tid. Skolen syntes også, at jeg skulle sygemeldes, men jeg frygtede, at jeg aldrig ville komme igennem det, hvis jeg valgte at gå til sygeeksamenerne, forklarer Helena.

– Ja, så jeg var der ikke, da du blev student, indskyder en rørt Vibeke.

Helena lægger en trøstende hånd på sin mor, inden hun fortæller videre. Helena husker især, hvordan hendes mor ændrede sig markant i den første tid efter operationen. Hvor Vibeke tidligere havde elsket at se actionfilm med skaldede mænd med sixpacks, så hun nu Tour de France hele sommeren.

Vibeke begyndte desuden at bruge mange penge på facebook-spil og inviterede venner såvel som fremmede forbi. Men en dag kørte Vibeke sin kørestol ud på vejen og undgik med nød og næppe at blive påkørt. Helena endte derfor med at søge om en fuld umyndiggørelse af sin mor.

– Jeg søgte om at umyndiggøre hende, fordi jeg var bange for, at hun ville køre ud på vejen igen. Og jeg var bange for, at hun ikke kunne komme til tandlægen og ikke havde råd til at komme og besøge os eller til at betale sine regninger. Fordi hun brugte så mange penge på facebook-spil.

Efter en kort pause fortsætter hun:

– Og jeg var bange for dem, der kontaktede dig på Facebook. For hver gang nogen skrev, så skrev du: ”Bare kom forbi!” Ligegyldigt om det var en, du kendte eller ej. Så jeg var bange for, hvem der ville komme og besøge dig – og om de ville dig noget godt. For der har da været episoder, hvor jeg har tænkt, at folk ikke ville dig noget godt.

– Bare der kom nogen på besøg, siger Vibeke, inden hun beder Helena om noget mere kaffe.

Drømmer om et hjem

Helena øser mere kaffe op til Vibeke, der sidder og pulserer på en smøg imens. På væggen ved siden af dem hænger en stor billedramme fyldt med minder, som Helena har lavet til sin mor. Retssagen endte med, at Vibeke ikke blev umyndiggjort. Eller som hun siger med et stort smil:

– Den gik jo godt!

Helena er dog ikke enig i det udsagn. Men Helenas mormors veninde har påtaget sig at holde styr på Vibekes økonomi, så hverken Helena eller andre i familien skal tage sig af det.

– Jeg var ellers besluttet på, at jeg ville anke sagen. Men så talte jeg med nogle advokater, og de sagde, at hvis vi tog sagen videre, ville afgørelsen blive præcis den samme. Så det er, som det er, og nu har jeg valgt, at det er ude af mine hænder, og forsøger at lade være med at tænke på det. Jeg er bare glad for, at der er styr på dine penge, og at jeg stadig har dig, siger Helena og kigger hen på sin mor.

Hjerneblødningerne har forårsaget, at Vibeke i dag er hjerneskadet og halvsidigt lammet i venstre side af kroppen. Hun har i det seneste halvandet år boet på et bosted for senhjerneskadede i Taastrup, hvor hun også får hjælp af en fysioterapeut til at genoptræne sin gangfunktion. Men i januar faldt Vibeke og brækkede hoften, så hun igen endte med at sidde i kørestol. Trods tilbagefaldet er hendes drøm dog stadig, at hun en dag kan få lov til at bo for sig selv.

– Er der noget, du godt kunne tænke dig, der var anderledes? spørger Helena nysgerrigt.

– At jeg ikke var lam.

– Hvis du ikke var lam, hvad ville forskellen så være?

– Så kunne jeg gå hjem.

– Hm, okay. Jeg tror godt, at du kunne have din egen lejlighed. Men jeg tror, at der skulle komme nogen og hjælpe dig med at spise andet end slik og drikke kaffe.

– Næ! siger Vibeke med et kækt glimt i øjet, og Helena griner. For hendes mors humor har heldigvis aldrig ændret sig.