Her omkom min datter

– Jeg kan ikke komme ud...

Det er de sidste ord, den 19-årige Juline Alberte Seberg siger i telefonen til sin ven, inden hun falder om lige foran nødudgangen i den brændende etageejendom.

Torsdag den 4. marts 2021 klokken 20.40 ringer Julines telefon. Det ver hendes ven, som siger: ”Der er brand i dit lejlighedskompleks. Du skal komme ud nu.”

Juline skynder sig ud ad lejligheden og drejer til højre, hvor der få meter fra hendes lejlighed er en nødudgang. Hun har stadig vennen i røret, mens hun fjerner den plastikkop, der er rundt om låsen til døren. Hun tager fat i låsen og prøver at dreje den, men låsen er så stram, at hun ikke kan få døren op.

Klokken 20.43 siger Juline i telefonen: Jeg kan ikke komme ud…

Herefter besvimer hun. Den giftige røg fra branden er kommet ind i hendes krop, og soden er begyndt fylde hendes lunger.

Ikke lang tid efter finder røgdykkere hende og bringer hende til sygehuset på den anden side af vejen. I 40 minutter forsøger man at genoplive hende, men der er ikke noget at gøre. Den aften mister Monika Seberg sin ældste datter.

Samlede alle

Når Julines familie taler om hende, er det både grin og gråd, der fylder lokalet. En sorg over lige at have mistet en, de havde kær, men også glæden ved, at de nåede at have hende i deres liv.

– Juline sørgede altid for, at folk omkring hende havde det godt. Hun var så omsorgsfuld, fortæller hendes far Torsten Seberg Færk, der har været skilt fra Monika i 15 år.

Forældrene fortæller også, at Juline var en pige, der brugte sine teenageår på at finde ud af, hvad hun ville, og hvor hun passede ind. Det havde været svært for hende. Juline var perfektionist, og når tingene ikke gik godt første gang, blev hun frustreret. Derfor var hun nu i gang med et afklaringsforløb.

– Men vi var så stolte af hende, for hun var en fantastisk pige. Smuk, både indvendig og udvendig, fortæller Monika.

I hendes hjem hænger fotos af Juline med sine to søskende, Sylvester på 16 og Isabella på syv, på næsten alle vægge. I et skab er der en kop med Julines navn på. Så selv om Juline ikke fysisk er her mere, er det tydeligt, at hun har fyldt meget i huset.

– Min yngste datter, Julines halvsøster, elskede også Juline, fortæller Torsten.

– Ja, hendes søskende idoliserede hende, og hun var så god med dem, siger Monika.

Isabella og Sylvester nikker.

– Hun var den bedste søster, man kunne få. Jeg fortalte hende alle mine hemmeligheder, og jeg stolede på hende, fortæller Sylvester, med bævende stemme.

– Hun var et samlingspunkt. En af hendes venner fortalte os, at man kunne ikke finde én i Thisted, der ville sige et ondt ord om Juline. Det tror jeg på, for hun var sådan en, alle kunne lide, fortæller Monika.

Juline besøgte tit sine forældre, og hun var god til at hjælpe dem med ting. Det kunne være noget rengøring hos sin far, eller hvis hun skulle passe sin lillesøster Isabella, når Monika havde brug for at se sin kæreste i en weekend.

Den 4. marts var ingen undtagelse. Juline tog sin scooter fra sin lejlighed hen til sin far, hvor hun skulle hjælpe ham med noget. Bagefter havde hun planlagt at køre til sin mor for at spise aftensmad og hygge med Isabella. Men det trak ud hjemme hos Torsten, så de besluttede, at hun bare blev og spiste hos ham. Efter aftensmaden kørte Torsten mod Nykøbing Mors, hvor han skulle til et møde. Juline blev lidt længere, inden hun kørte hjem til sin egen lejlighed.

Opkaldet

Klokken 21.30 blev Monika ringet op af en veninde, der bor tæt på Juline. Hun fortalte, at der havde været brand, i det lejlighedskompleks, Juline boede i, men hun havde læst i de lokale nyheder, at alle var evakueret.

– Jeg blev da bekymret, og jeg skrev til Juline og prøvede at få fat i hende, men jeg var ikke panisk, for der stod jo, at alle var ude, fortæller Monika.

Men minutterne gik, og Monika kunne ikke få fat på sin datter. Hun ringede til Torsten for at høre, om hun var hos ham. Han var stadig til møde, men kunne se på sin overvågning, at hendes scooter ikke længere holdt i indkørslen. Monika prøvede også at få fat i Sylvester, der altid delte sin gps-position med Juline, men hans telefon var låst væk af nattevagterne på efterskolen, så ham kunne hun heller ikke komme i kontakt med.

– Jeg begyndte at ringe rundt til hendes venner og til kæresten, men ingen af dem havde hørt fra Juline. Jeg begyndte at blive lidt mere panisk, men jeg tænkte hele tiden i logiske forklaringer. Måske var hun kommet ud uden telefon? Måske var hun faldet i søvn ved en ven, jeg ikke havde ringet til? I hvert fald forestillede jeg mig på intet tidspunkt, at det, der skete, var sket, fortæller Monika.

De tre værste ord

Monika kunne ikke selv køre ud for at lede efter Juline, fordi Isabella på syv år lå og sov i huset. Hun vidste, at Torsten var på vej til lejligheden, så hun prøvede at lægge sig til at sove. Men uden held.

– Jeg lå bare og vendte og drejede mig. Jeg kunne slet ikke finde ro.

Klokken 23.30 hørte hun en bil standse foran hendes hus.

– Jeg tænkte bare, at den skulle køre videre. Jeg ville ikke have, at den stoppede her.

Men det gjorde den. Monika hørte bildørene smække, instinktivt trak hun dynen til siden og gik ned i sit nattøj, mens det bankede på døren. Udenfor stod to betjente, og det var her, Monika hørte, hvad hun beskriver som de tre værste ord nogensinde: – Juline er omkommet.

Samlet i sorgen

Et andet sted i Thisted havde Torsten lige fået den samme besked. En betjent havde spurgt ham, hvem han ledte efter, da han stod på græsplænen foran lejlighedskomplekset. Da han sagde, han ledte efter sin datter Juline, blev han trukket til side.

– Betjenten fortalte mig, at det ikke var så godt, og jeg tænkte, om hun var faldet eller havde fået en mild røgforgiftning, men da de fortalte mig, at hun var død, brød min verden sammen, fortæller Torsten.

Han kørte til Monikas hus, så de kunne være sammen. Her begyndte de at ringe til familiemedlemmer for at fortælle, hvad der var sket.

– Man føler sig som verdens ondeste menneske, når man skulle give sådan en besked. Hver gang jeg skulle fortælle, at Juline var død, græd jeg, men jeg kunne alligevel ikke tro på, at det var sket, fortæller Monika.

I løbet af natten kom flere af Julines familiemedlemmer og venner samt kæresten og hans far til Monikas hus. Det endte med, at de sad 12 mennesker rundt om spisebordet i Monikas køkken. Alle sad de med sorgen og chokket over, hvad der få timer forinden var sket. Morgenen efter blev Sylvester hentet hjem fra efterskolen fik beskeden.

Wild at heart

Da betjente aftenen før havde stået på Monikas dørtrin, havde de givet hende Julines pas og mobiltelefon, men hun var ikke blevet identificeret officielt. En anden betjent ringede til Monika fra retsmedicinsk institut for få hende til at sende nogle billeder af Juline, så de kunne få hende endeligt identificeret. Så fik betjenten øje på en tatovering ved Julines venstre bryst.

– Da jeg sagde, der står ”Wild at heart”, behøvede betjenten ikke vide mere, fortæller Monika.

I dagene efter følte hun sig som en zombie. Hun kunne hverken sove eller spise. Det eneste hun fandt hun en trøst i, var at være praktisk, så som at afmelde Julines kontaktlinser.

– Jeg koblede mit hoved fra min krop. Så længe der var noget, jeg kunne gøre, kunne jeg ikke mærke, hvor stor min sorg i virkeligheden var, fortæller hun.

Altid frejdig

Om lørdagen kørete familien til retsmedicinsk institut i Aarhus, hvor Juline var obduceret. Det var første gang, Monika skulle se sin 19-årige datter efter branden.

– Hun lå jo bare der og var så smuk og fin. Hun lignede en, der bare lå helt fint og sov, fortæller Monika.

Juline lå på et stålbord med hænderne foldet på maven og med sod i ansigtet. Monika havde svært ved at acceptere, at hun ikke kunne få hende til at vågne. Hun kunne ikke gøre andet end at ae hendes kind og græde.

Hun og Torsten sang en sidste gang den sang for hende, som de havde sunget, da hun var lille: Altid frejdig, når du går.

Efter sidste vers: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller”, var der helt stille, og Torsten og Monika holdt om deres datter.

– Det kan godt være, vi har været skilt i mange år, men lige der var det os to, som var sammen om det her, fortæller Monika.

Klar til kisten

I dagene efter skulle en masse praktisk klargøres, inden Juline skulle begraves. Monika var med til det hele, selv om det var svært.

– Det er jo helt forkert, at det er mig, der gør det her for min datter. Det burde være omvendt. Ingen forældre burde gøre deres eget barn klar til kisten, siger Monika.

Hun hjalp med at give hende tøj på i kapellet. Hun kørte til den tilsodede lejlighed, hvor hun fandt en af Julines yndlingskjoler og gav hende på. Hun arrangerede, at Julines venner og familie kunne komme forbi kapellet en sidste gang og sige farvel, og hun sørgede for, at alt blev, som Juline ville have ønsket det. Inden de lukkede kisten, blev rummet fyldt af tonerne fra Frank Sinatras sang ”My Way”.

Det sidste farvel

Begravelsen var både fin og smuk. I kisten blev der lagt breve fra familiemedlemmer, perleplader fra lillesøster Isabella og en forgyldt rose, hun engang havde fået af sin kæreste. Foran kirken var over 200 mennesker mødt op for at sige farvel til Juline. Det var noget, der gjorde Monika både stolt og rørt.

– Det viser jo, hvor mange, der kommer til at savne hende, og hvor mange, der holdt af hende. Hun var virkelig et samlingspunkt.

Juline har fået en gravsten, formet som et hjerte, der er rå i kanterne, og med indskriften ”Wild at heart”, for det var det sådan, hun var. Rå og fin på samme tid.

– Det er en mavepuster at se sit barns navn mejslet i sten på den måde, men jeg finder trøst ved, at jeg ved, jeg en dag skal ned og ligge ved siden af hende.

Stolt af hende

I dag er branden kommet lidt på afstand. Julines lejlighed står stadig uberørt, opvasken står på køkkenbordet, og computeren står fremme. De første par gange Monika var derinde, følte hun, at der lugtede af Juline. Nu lugter der mere af sod, og Monika har besluttet sig for ikke at besøge den mere.

– Jeg kan stadig ikke begribe, at det er sket, og jeg aldrig skal kramme mit barn mere, aldrig høre hendes fodtrin ind over min dør igen, men jeg prøver at holde mig oppe, selv om jeg får nogle nedture en gang imellem, fortæller Monika.

Noget af det hun har sagt til sine børn, som også hjælper hende selv, er, at det er helt okay at være ked af tabet af Juline, men de skal huske også tænke på, hvor heldige de er at have haft hende i deres liv. For Monika skal døden ikke være et tabu.

– Jeg er bare så glad for, at jeg fik lov til at være hendes mor. Og jeg er glad for, at jeg ved, hun var klar over, hvor meget jeg elskede hende, og hvor stolt jeg altid vil være af hende.

Læs også historien om Melissa, der var fanget i samme brand som kostede Juline livet. Melissas kæreste hjalp hende til at overleve.