Depressionen fyldte alt: Sussi og Leo har reddet vores liv

Om aftenen, når Lukas sad på sit værelse og spillede computer, kunne han høre sin mor græde i værelset ved siden af. Han anede ikke, hvad han skulle stille op.

– Da jeg var helt lille, forstod jeg det ikke. Jeg vidste ikke, at vi boede hos mormor og morfar, fordi mor havde det dårligt, siger Lukas.

Men som han blev ældre, gik sandheden op for ham. Hans mor havde en depression.

– Jeg tror, hun prøvede at skjule det for mig. Sikkert for at beskytte mig, fortæller han. Men hans mor kunne ikke skjule sine tårer.

– Jeg græd meget. Og det er jo mærkeligt for et barn at se mor græde, især når man ikke kan forklare, hvad der er galt, siger 46-årige Berit Bundgaard.

Hun ved ikke præcis, hvorfor hun fik en depression.

Hun passede sit arbejde som bostøtte i Aalborg Kommune, men hun kunne hverken finde lyst eller glæde ved det eller livet generelt. Når hun stod op om morgenen, planlagde hun dagen systematisk, så hun vidste, hvornår hun kunne hvile sig, for hun havde brug for hvile tre gange om dagen for at klare sig igennem. Op til en sommerferie gik det op for hende, hvor galt det stod til.

– Alle andre glædede sig til tre ugers ferie. Jeg tænkte bare ’åh nej!’ Vi skulle være hjemme, og jeg kunne næsten ikke overskue det, fortæller hun. Hun kom igennem de tre uger, men snart efter sygemeldte hun sig.

Hun havde talt med Sussi og Leo om situationen, og en dag ringede Sussi og meddelte, at Berit og Lukas skulle flytte ind hos hende og Leo i Saltum i Nordjylland.

Berit sagde noget med, at det vidste hun da ikke helt, om de kunne, men Sussi ville ikke høre på hende.

– Det gør I! sagde hun, og sådan blev det.

– Hun skulle ikke have det skidt, hvis vi kunne gøre noget. De er jo familie, og familien hjælper man, hvis man kan, sagde Leo, som er bror til Berits mor.

De første 14 dage havde Berit det faktisk så godt, at både Sussi og Leo tænkte, at hun intet fejlede. Men de blev klogere.

– Bare det at tage beslutningen om at gøre noget andet gjorde, at jeg fik det bedre, forklarer Berit, som på det tidspunkt var blevet fyret fra sit job, fordi hun ikke vidste, om hun nogen sinde ville få det bedre.

Da hun ville flytte hjem igen, stod det dog klart for alle, at Berit slet, slet ikke var klar.

– Hun kunne intet. Hun lå bare i sengen og sagde, at hun ikke kunne stå op. Jeg gik ned til Leo og spurgte ham, hvad vi skulle gøre.

”Fejler hendes ben noget?” spurgte han.

Så kunne hun jo godt stå op, fortæller Sussi.

Berit kom op den dag og alle dagene derefter, og Sussi sørgede med vanlig energi for, at Berit blev sat i sving – og Lukas med.

– Hun havde intet indhold i livet. Du havde dit arbejde og intet andet, og Lukas var nem, siger Sussi og kigger på Berit på den anden side af bordet. Berit nikker.

– Jeg har levet forkert. I stedet for at gøre ting, som gør mig glad, gjorde jeg det, der gjorde andre glade. Så bliver man en neutral person.Jeg havde ikke noget, der virkelig interesserede mig. Jeg gik på arbejde og gik enormt meget op i, at Lukas havde det godt. Han har aldrig manglet noget. Men jeg glemte mig selv.

Enkel behandling

Sussis terapi er såre simpel.

– At holde sig i gang og gøre noget, der gør én glad. Det er egentlig meget enkelt, siger Sussi.

– Før kunne jeg sagtens bruge en hel weekend på bare at ligge i sengen. Og jeg brugte meget energi på at give andre skylden, fandt ting i min barndom og så videre.

Men det er aldrig andres skyld. Det er hårdt at indse. Jeg kan stadig blive pylret over, at jeg selv skal tage an­svaret, siger Berit.

Hos Sussi og Leo har hun fundet ind til det, der gør hende glad.

– Hun sover stadig længe, indskyder Sussi.

Berit griner og pointerer, at klokken otte søndag morgen ikke er længe. Men hun drøm­mer stadig om at flytte dy­nerne ned i stuen og se fjern­syn hele dagen. Den slags får energiske Sussi til at rulle med øjnene og sukke højt.

– Når de er ude og spille, så skal jeg rigtig hygge, men min krop vil ikke ligge stille mere end en halv time, for­tæller Berit.

Hun har simpelt hen væn­net sig til at være i gang dagen lang. Og hendes ar­bejde har båret frugt – både psykisk og fysisk. På en tur rundt på gården peger Berit på stensætningen og den lille dam i haven.

– Jeg har vasket alle de sten, siger hun, hun, og stensætningen på gårdspladsen er også hendes værk.

– Jeg elsker at være fysisk i gang. Det er en meget ny side af mig, fortæller hun og afslører, at hun har tabt sig fem kilo.

– Haven var lidt groet til. Den har ændret sig meget, siden Berit og Lukas flyttede ind, for det var en del af terapien, fortæller Sussi.

Det nyeste fællesprojekt er den gamle mødding bag huset, som skal omdannes til en hyggelig og unik terrasse.

Og i laden har Berit fået sit eget malerværksted.

– Derude bruger hun meget tid, siger Sussi, som kalder Berit kunstner.

–Jeg synes jo ikke, jeg er kunstner. Det, Sussi laver, er kunst. Jeg laver brugskunst, siger Berit, som har et galleri i Saltum sammen med seks andre kunstnere, hvor hun sælger de billeder og krukker, hun har malet.

Berit har også været i praktik i en vuggestue, som har ansat hende efter praktikken.

– Mange sagde, at jeg ikke skulle være pædagog mere, men stress var ikke problemet. Og jeg er raskmeldt nu og ansat under helt almindelige vilkår, men fordi jeg også var i praktik i vuggestuen, så føles det stadig som noget, nogen har hjulpet mig med, forklarer hun.

Berit holder af sit arbejde og sine kollegaer, men hjertet banker for psykiatrien, og hun vil gerne være bostøtte igen. Måske kan hun bruge nogle af de værktøjer, hun har lært hos Sussi og Leo.

– Jeg har fået en viden om, hvordan man kommer sig. Det er op til en selv, og man har brug for støtte, forklarer Berit.

– Jeg dyrker også lidt motion, spinning og et gå-hold. Jeg har både brug for motionnen og det sociale, siger hun.

Og spørger man Lukas, er beskeden klar:

– Sussi og Leo har reddet vores liv!