I dag kalder hun mig mor

– Nogle gange kalder jeg hende for mor, uden at jeg lige tænker over det, smiler den nu 13-årige Yasmin Hantusch, mens hun går hånd i hånd med sin mormor, Lisbeth Hantusch.

– Ja, men det gør ikke noget. For mig er du jo min datter, svarer Lisbeth og gengældes af et kærligt blik fra sit barnebarn.

Lige siden Yasmin kom til verden, har Lisbeth været en stor del af hendes liv, og da Yasmin på brutal vis blev frarøvet sin mor tilbage i 2014, har forholdet mellem mormor og Yasmin været ubrydeligt.

– Det var Kamillas største ønske, at jeg skulle tage mig af Yasmin, hvis der skete hende noget. Det løfte har altid været nemt at holde, fortæller 61-årige Lisbeth Hantusch.

Mor som 15-årig

Hun tænker tilbage og fortæller om den tid, da hendes dengang 15-årige datter Kamilla Hantusch levede sit teenageliv, som de fleste andre. Det lå på ingen måde i kortene, at hun skulle blive mor i så ung en alder, men en dag fik Lisbeth en opringning fra skolen om, at de syntes, at Kamilla havde taget en del på.

– Jeg lagde godt mærke til det, at hun var blevet lidt rund på maven. Først tænkte jeg bare, at hun havde spist for meget fastfood og slik, men efter den opringning valgte jeg alligevel at gå ned og købe en graviditetstest til hende.

Den dag Kamilla tog testen, kom to tydelige streger til syne, og da mor og datter efterfølgende tog til lægen, viste det sig, at Kamilla var gravid i uge 27.

– Det kom nok som et chok for os begge, men vi talte det igennem, og til sidst var hun fast besluttet på, at hun gerne ville have barnet, forklarer Lisbeth.

Hun husker, hvordan hun købte en startpakke med babytøj, barnevogn og højstol for bare 1.500 kroner, og hvordan de hyggede sig med at gå i babybutikker. Lisbeth var ved Kamillas side, hver gang hun skulle til scanning eller undersøgelser, og da Yasmin kom til verden på Lisbeths fødselsdag, var kærligheden ikke til at tage fejl af.

Rolig og ansvarsbevidst

Til trods for, at Kamilla var ung, var hun en yderst ansvarsbevidst mor, og hun havde nærmest altid Yasmin med, når hun skulle ud. Hvis hun en sjælden gang imellem var ude uden Yasmin, var det altid mormor, der passede hende.

Flere af de gamle venner blev droppet, for det var vigtigt for hende, at der ikke var nogen, der kunne sætte en finger på hendes evner som mor.

– Hun brokkede sig aldrig over, at hun skulle op om natten eller blev frustreret, når Yasmin var utilfreds. Hun var rolig og tålmodig, og jeg var imponeret over, hvordan hun tacklede det hele.

Men forholdet mellem Yasmins far og Kamilla, havde i lang tid været problematisk. Hun havde prøvet at få ham ud af sit liv, og Lisbeth kunne fra sidelinjen se, hvordan han kontrollerede og fulgte efter hende, når hun forlod huset.

”Mor, kommer snart hjem igen,” sagde Kamilla til Yasmin, da hun den 19. juli 2014 gik ud ad døren for at besøge en veninde. Det var sidste gang, Lisbeth og Yasmin så Kamilla i live.

Frygtede eks-kæresten

Da Kamilla ikke kom hjem, begyndte Lisbeth at få bange anelser. Når hun ringede til Kamilla, blev hun mødt af hendes telefonsvarer, og kort tid efter begyndte familien at lede efter hende. Lisbeths mavefornemmelse sagde hende, at der var sket noget rigtig slemt, men hun håbede til det sidste, at hun igen ville se Kamilla træde ind ad døren.

Hurtigt kom Kamillas ekskæreste i søgelyset, og politiet frygtede for Yasmins sikkerhed. Derfor blev det besluttet, at mormor og Yasmin skulle gemmes væk på et krisecenter i Haderslev. Ni dage senere fik Lisbeth den besked, der for altid vil bringe smertelige minder frem. Kamilla var fundet dræbt ved en tilkørslen til en motorvej nær hjemmet i Padborg.

– Det var min værste frygt, der blev virkelighed. Men på det tidspunkt tænkte jeg mest på Yasmin, fortæller Lisbeth, der stadig kan få en klump i halsen, når hun tænker på den frygtelige besked, hun skulle overbringe til sit barnebarn.

– Da jeg fortalte hende, at hendes mor var død, fløj hun rundt i værelset, mens hun græd. Hun kunne slet ikke finde ro, og når vi spurgte hende om noget, så svarede hun os ikke, fortæller Lisbeth.

Mistede mor og far 

I den efterfølgende tid havde Lisbeth sit lille barnebarn ved sin side konstant.

– Yasmin fulgte mig som en hundehvalp. Hvis jeg skulle hente en kop kaffe, gik hun med. Hun var jo selvfølgelig bange for, at jeg også skulle forsvinde, fortæller Lisbeth, der havde Yasmin sovende ved siden af sig i lang tid efter drabet, og sammen med Lisbeths fire andre børn, var der fuld fokus på at give den lille pige så megen tryghed som muligt.

Derfor var det også det mest naturlige i verden, at Yasmin fremover skulle bo hos sin mormor. Den efterfølgende tid var der mange tårer, frustrationer og megen vrede. Sorgen bed i dem, og Lisbeth husker, at hun på kort tid tabte 16 kilo.

– Jeg mistede appetitten, og jeg brugte al min energi på at være der for Yasmin og prøve at få en dagligdag til at fungere igen. Men der har aldrig været selvmedlidenhed, og det var heller ikke en mulighed at gå i stå, for Yasmin havde brug for faste rammer, fortæller Lisbeth.

Hun var derfor også ved Yasmins side, da hun kort tid efter tragedien skulle begynde i 1. klasse.

– Der blev sendt et brev rundt til forældrene, så de vidste, hvad der var sket. De var også oppe på kirkegården og se gravstedet, så der blev skabt åbenhed om Yasmins situation. Børn er jo nysgerrige, så vi forsøgte at besvare de spørgsmål, de måtte have, så det ikke skulle fylde for meget efterfølgende.

Tæt bånd

Yasmin begyndte også til samtaler hos en psykolog, men Lisbeth og Yasmin fandt hurtigt ud af, at de havde det bedst, når de bare snakkede med hinanden. Lisbeth krammede sit barnebarn og snakkede med hende, når hun savnede sin mor, og det i forvejen tætte bånd blev som årene gik stærkere og stærkere.

For Lisbeth har det været vigtigt at tale om, hvad der skete, og hver gang nogen har spurgt ind til sorgen eller detaljer omkring sagen, har hun svaret, så godt hun kunne. Derfor har hun heller ikke oplevet, at folk i nærmiljøet i Padborg har undgået hende. Tværtimod. Faktisk var det sjældent, at hun i den første tid kunne gå i et supermarked, uden at der var nogen, der havde spørgsmål og hjertevarme kommentarer til hende.

Med tabet af sin datter fik Lisbeth fra den ene dag til anden et nyt stort ansvar. Hun måtte sige farvel til farvel til aftenvagter og ture i byen med veninderne.

– Jeg kan huske, at jeg kort tid efter Kamillas død skulle opereres. Men da de sagde, at jeg skulle i narkose, nægtede jeg. For tænk, hvis jeg ikke vågnede op igen. Jeg havde jo Yasmin, jeg skulle passe på, fortæller Lisbeth.

Stolt af sit barnebarn

Det har været vigtigt for hende, at hun blev en del af det liv, som Yasmin levede. Hun har været til samtlige forældremøder, juleafslutninger og klippeklistredage, men samværet med sit barnebarn har også givet hende så megen glæde og kærlighed.

– Hun en klog, empatisk og rolig pige, og jeg simpelthen så stolt af hende.

For Yasmin banker teenageårene på døren. Hver onsdag tager hun til ridning, og på værelset pryder to store computerskærme skrivebordet, hvor computerspillet GTA ofte bliver spillet. Hun fotograferer i sin fritid, og hun drømmer om at blive fotograf eller lave online-videoer. Med et hemmelighedsfuldt smil, fortæller Lisbeth, hvordan de et par gange på en hverdag har taget på pigetur til blandt andet Odense, hvor de har shoppet og været på café. De har været i Bulgarien bare de to med all inklusive, og i weekenden er Lisbeth begyndt at lære Yasmin at koge æg.

– Ja vi skal jo begynde et sted, griner Lisbeth.

Yasmins far blev idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandig af Danmark for drabet på Kamilla Hantusch. Han har flere gange skrevet breve til Yasmin og ønsker at se hende. Men Yasmin har hver gang afvist ham. For kort tid siden var hun selv i retten for at fortælle en dommer, at hun på ingen måde ønsker at blive kontaktet af sin far igen.

Ingen kontakt til far

– Hun kalder ham ’han’. Hun vil ikke engang sige hans navn. Hun spurgte forleden, hvornår han bliver udvist. Det kunne jeg ikke svare på. Men han har ødelagt for meget til, at hun vil have noget med ham at gøre. Han har taget hendes mor fra hende, og det er utilgiveligt.

Det er efterhånden otte år siden, at Yasmin mistede sin mor, og Lisbeth mistede sin datter. Sorgen og savnet kan stadig bringe tårerne frem hos dem begge. For Yasmin er minderne små glimt. Hvordan hun sammen med sin mor hoppede på trampolin i haven, og hvordan de tog på ture sammen. De besøger Kamillas grav til hendes fødselsdag og til jul, men for dem begge lever minderne i deres hjerter og i de billederne og videoer, som de ofte kigger på.

På opslagstavlen i køkkenet hænger et hjerte med et billede, og når Lisbeth går forbi det, skal hun nogle gange kigge en ekstra gang.

– Det er Kamilla på billedet, men jeg tror ofte, at det er Yasmin. De har det samme udtryk, og det gør mig glad. Det minder mig om, at Kamilla lever videre i Yasmin. På den måde er hun stadig med os.