Jessika i chok og sorg: Far ville slå mor ihjel

Jessika var en teenager, da hendes far kom i fængsel for at have knivstukket hendes mor. I flere år tog hun ansvar for farens ve og vel, indtil hun indså, at det var en for tung byrde.

– Min far ringede en dag til mig og var ked af det. Han havde ikke sovet i flere nætter, og han tog ikke sin diabetesmedicin. Jeg kan huske, at jeg sagde: ”Lad nu vær med at gøre noget dumt”, fortæller 29-årige Jessika Sillanpää, mens hun skruer tiden tilbage til dengang, hvor livet var bekymringsfrit, og hvor fremtiden var fyldt med muligheder.

Jessika og hendes søskende havde en tryg opvækst i en lille by i Dalarne. Begge forældre var selvstændige.

– Min mor og far arbejdede hårdt for, at vi kunne få alt, hvad vi ønskede os. Men der var også megen travlhed derhjemme, fortæller Jessika, der i en tidlig alder fandt ud af, at hun havde talent for at danse.

Et fristed i dansen

Dansen blev et fristed, hvor hun fik afløb for sine følelser, og hun blev god til streetdance og hiphop. Som 16-årig kom hun i gymnasiet og flyttede til Stockholm for at være tæt på dansestudiet, en tid, som hun beskriver som den lykkeligste i sit liv. Hun blev headhuntet til dansekompagniet The Voice Streetdance og optrådte blandt andet for engelske Prins Charles og en del af den kongelige familie i Sverige.

Efter endt uddannelse fulgte hun med en dansegruppe til Slovenien for at konkurrere i Hip hop European Championships for Sverige. Dansekarriereren kørte på skinner, men lige rundt om hjørnet lurede det, som hun beskriver som helvede på jord.

Der var ofte skænderier mellem hendes forældre, når hun var hjemme, og Jessika fik en klump i maven, når hun overhørte det.

– Jeg var vant til, at mine forældre skændtes, og det var heller ikke første gang, at de snakkede om skilsmisse. Men denne gang var det mere alvorligt end tidligere, fortæller Jessika.

Ubeskrivelig sorg

En dag tog hun hjem til sine forældre, efter hun havde været til en dansekonkurrence. Her blev hun mødt af synet af sin mor, der var bundet ind i gips. Det viste sig, at hendes far i jalousi havde opsøgt moren, der var sammen med en anden mand. Her havde han angrebet dem med en kniv. Alle var blevet såret i den tumult, der opstod, og de blev efterfølgende indlagt på hospitalet for deres kvæstelser.

For Jessika kom det som et voldsomt chok. Og da hendes mor begyndte at fortælle Jessika, hvad der var sket, begyndte det hele at snurre rundt.

– I det øjeblik døde en del af mig, og jeg kunne ikke trække vejret. Sorgen var helt ubeskrivelig, fortæller Jessika

I de efterfølgende måneder, hvor hendes far var varetægtsfængslet, begyndte hun at få selvmordstanker.

– Jeg havde tanker om at hoppe ud fra altanen og skade mig selv. Jeg tænkte på at tage stoffer og alle mulige andre forfærdelige ting, siger Jessika, der som fars pige huskede ham som en, der aldrig ville gøre en flue fortræd.

Tårer i retten

Efter overfaldet mødte hun ham først under retssagen, og hun var rædselsslagen før mødet. Ville hun kunne genkende ham? Hvem var hendes far egentlig, når han kunne begå sådan en forfærdelig forbrydelse?

– Da min far kom ind i retssalen, og vi kiggede på hinanden, begyndte vi begge at græde. Det eneste jeg ville, var at løbe hen og kramme ham, fortæller Jessika.

Det var hårdt for hende at følge med i retssagen. Hun så billeder af tøj med blod på, og hun så den kniv, som hendes far havde brugt. Han blev idømt otte års fængsel for blandt andet drabsforsøg og ulovlige trusler.

– Det var, som om luften gik ud af mig, da jeg hørte dommen. En nær slægtning krammede mig og hviskede: ”Den eneste, der kan være der for din far, det er dig”.

I de følgende år føltes livet tungt. I barndomsbyen blev der snakket, og Jessika og hendes søskende kunne høre folk hviske bag deres ryg.

– “Er det deres far, der…” hørte hun dem sige.

– Folk så på os, men de holdt op med at hilse. Det føltes, som om det var os, der havde gjort noget forkert, og vi blev straffet for noget, som vores far havde gjort, siger Jessika.

Hun følte et ansvar for sin far, mens han var fængslet. Hun besøgte ham flere gange om måneden, og hun hjalp ham med alt det praktiske med hus, bil, regninger og andre ting, der fortsat var der, selv om han sad i fængsel.

– Jeg lavede ikke andet end at sidde i telefonen og snakke med myndigheder og advokater.

Hun blev faderens vigtigste støtte- og samtalepartner, og hun lagde ører til, når han havde behov for at få afløb for sine frustrationer.

Hverken hendes far eller Jessika selv forstod, hvordan det påvirkede hende.

– Jeg blev dybt deprimeret og fik ofte panikanfald. Alle involverede fik hjælp undtagen os børn, fortæller Jessika, der prøvede at holde følelserne på afstand ved at begrave sig selv i arbejde og ved at danse.

 

Jessikas råd til andre, der står i en lignende situation, er at søge støtte og hjælp.

Jessikas råd til andre, der står i en lignende situation, er at søge støtte og hjælp.

 

Et lys i mørket

Hun blev på et tidspunkt indlagt, fordi hun kastede blod op, mens hun var på et længere ophold i Thailand for at få det hele på afstand. Men midt i mørket, kom der lidt lys ind i Jessikas liv. I Thailand mødte hun kæresten Johannes, og de besluttede at rejse hjem til Sverige, hvor de flyttede sammen.

Alligevel var kærligheden ikke nok til at få Jessika væk fra det mørke, hun havde befundet sig i igennem flere år. Hun blev sygemeldt på grund af udbrændthed, og hun indså, at hun havde behov for professionel hjælp. Men lange ventetider betød, at Jessika i stedet lå på sofaen og blev mere og mere trist. Til sidst valgte hun selv at betale for samtaler hos en privatpraktiserende psykolog for at få det bedre.

– Terapien hjalp mig til at indse, at jeg havde været medafhængig. I min kamp for at redde ham, glemte jeg mig selv. Det stod på i fem år, og til sidst var jeg drænet. Nu lærte jeg at sætte grænser og ikke lade mig påvirke af hans dårlige humør.

I dag har Jessika stadig kontakt til sin far, men ikke i samme omfang som tidligere. Han er blevet gift igen, og Jessika er glad på hans vegne.

Hun gør det under navnet ’Jessikasstory’, som er navnet på hendes hjemmeside. Derudover holder hun foredrag, skriver om emnet på de sociale medier og holder netværksmøder.

Husk de pårørende

Foruden terapi, har dans og træning været vigtigt for hendes mentale helbred, og det har taget hende mange år at åbne sig om den tragiske begivenhed og sætte ord på det.

– Der gik lang tid før, at jeg kunne sige ”min far prøvede at dræbe min mor”. Men det har hjulpet mig at snakke om det. I dag har jeg det godt, og min kæreste Johannes er min bedste ven og har støttet mig hele vejen igennem, fortæller Jessika, der har fået en fornyet energi, som hun gerne vil bruge på at hjælpe andre.

– Min far var gerningsmand, og min mor var offer. De fik begge hjælp, men de pårørende blev glemt. Det ville have hjulpet, hvis vi bare havde fået en liste over organisationer eller en gruppe for pårørende, som vi kunne henvende os til. I stedet smed jeg fem år af mit liv væk, før jeg indså, at jeg havde brug for hjælp, fortæller Jessika, der i dag hjælper pårørende, der er i en lignende situation.

Jessikas råd til andre, der står i en lignende situation, er at søge støtte og hjælp.

– For mig var dansen med til at få afløb for min følelser. Bare det at lave noget kreativt, såsom at tegne, læse bøger eller lave musik, kan være med til finde tilbage til dig selv. Og så snak om det. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv.