Ingen blev dømt: Min søn blev stukket ihjel

21. januar 2018 vågnede Nina om natten, fordi hun var urolig. Hun vidste ikke hvorfor, men hun stod op og tjekkede nyhederne. Hun kunne læse, at der havde været et slagsmål nede i byen. Men hun tænkte, at det ikke havde noget med hende at gøre. De yngste børn var hjemme og sov, og hendes ældste søn, 21-årige Oliver, kunne ikke være indblandet, så Nina gik tilbage i seng.

Tidligt næste morgen ringede det på døren, og den urolige fornemmelse, Nina havde haft om natten, kom straks tilbage. Hun bad sin mand om at gå ned ad trappen for at åbne døren. Alligevel stak Nina hovedet ud og så to mennesker i uniformer for enden af trappen.

– Jeg kunne jo se på dem med det samme, hvad det handlede om, fortæller Nina Lundell fra Helsingborg.

– De fortalte, at Oliver var død.

Hun tænkte mest over, hvordan hun skulle fortælle resten af familien det. Og hun tænkte over, hvad det egentlig var, der var sket for hendes søn.

Politiet sagde til Nina, at hun ville få en kontaktperson om mandagen, men det havde Nina ikke tid til at vente på. Hun ringede ind til politiets omstilling, der er en automatisk telefonsvarer. Efter en tid fik hun fat på nogen i den anden ende af røret, der kunne hjælpe hende videre.

– Jeg blev sendt videre konstant. Jeg tror, jeg fortalte til 11 forskellige nye mennesker, at min søn var blevet myrdet.

Fordi Olivers død blev efterforsket som et mord, var det ikke meget, der blev delt. Så Nina gik rundt og vidste ikke noget om, hvad der skete. Men der var to spørgsmål, hun ville have svar på.

– Jeg ville vide, hvornår jeg kunne se mit barn igen, og jeg ville vide, hvornår han døde.

Fødderne stak ud

På et internetforum var der en debatråd, der allerede et par timer efter Olivers død var blevet oprettet og skrevet flittigt i. Nina læste tråden og forstod, at der var nogle personer i den tråd, der vidste ting og intet problem havde med at skrive om Oliver og hende selv.

– Det er så sygt, at alle vidste alt – undtagen mig. Det var frygteligt at læse om alle Olivers skader, men jeg følte, jeg var nødt til at læse det hele for at finde ud af så meget som muligt.

I nyhederne kunne hun se billeder fra gerningsstedet, der var et festlokale i Helsingborg. Der var et telt over offerets krop, men fødderne stak ud for enden. Det var billeder, som hele Sverige kunne se. Fødder til et dødsoffer fra et knivslagsmål. Men for Nina var det hendes søns fødder.

Hun tog selv ned til stedet søndag aften. Der var lagt blomster og tændt lys for Oliver, og hun kunne forstå, der gik rygter om, at hun var der. At offerets mor var der.

– Det føltes, som om alle vidste, hvem jeg var, men jeg kendte ikke en eneste. Det var så utrygt, fortæller Nina.

På retsmedicinsk

Inden Nina og Olivers far fik lov til at se ham, skulle liget først til retslægerne for at sikre eventuelle tekniske beviser. Der gik en uge, før familien kunne se Oliver.

– Det eneste, jeg havde fået at vide, var, at mit barn ikke længere levede. Jeg havde behov for at se ham.

Olivers krop lå på en briks. Nina, hendes mand, Olivers søskende og de nærmeste slægtninge gik ind ad omgange for at sige farvel.

Retslægerne havde forberedt Nina på, at man ville kunne se på ham, at de havde taget nogle prøver. Den ene af hans fingre var for eksempel helt sort, fordi de havde ledt efter krudtrester, og den anden arm var blevet undersøgt og syet sammen igen. Den Oliver, de huskede, lignede ikke ham, der lå på en kold briks.

I knivslagsmålet havde han fået 11 knivstik, og i debattrådene på internettet talte de om, at man havde kunnet se hans indvolde efter stikkene. Nina ville se det hele. Hun ville vide alt.

– Men den Oliver, som lå der på briksen, er ikke den Oliver, der kommer frem, når jeg tænker på ham i dag.

Ingen tegn på anger

Ganske kort tid efter Olivers død fandt politiet frem til en mistænkt. En 17-årig dreng, der allerede var tiltalt for et andet drabsforsøg.

Tidligere havde den 17-årige knivstukket to jævnaldrende på et gymnasium i Helsingborg, og mens retssagen for det mordforsøg kørte, skete mordet på Oliver.

Under et forhør efter anholdelsen erkendte den 17-årige at have stukket både Oliver og Olivers ven.

Den 17-årige og hans venner havde været i festlokalet i Helsingborg, hvor de hævdede, at maskerede og bevæbnede mænd trængte ind. De havde sprøjtet med peberspray, og en af dem havde en pistol. Den 17-årige fortalte, at han havde mærket slag i ryggen, men havde en skudvest på. Han havde følt sig truet og forsvaret sig med en kniv, da de var kommet ud på gaden. Det var der, Oliver og hans ven kom til skade.

Forsvareren argumenterede for, at den 17-årige handlede i selvforsvar. Han blev senere den aften kørt til skadestuen for at få undersøgt et muligt stiksår i panden.

Nina kunne følge processen fra sidelinjen. Hun og familien fik en advokat til at køre Olivers sag og videregive al den information, der var til dem.

Hun havde dog stadig følelsen af at være en kun lille del af sagen, når hun så, at alle nyheder om udvikling i sagen kom i medierne, før hun fik dem.

– Jeg forstår godt, at det er nyheder, og de skal hurtigt ud, men det føltes forkert. Det er mit barn, der er blevet dræbt, og jeg får alt at vide som den sidste.

I februar 2019 blev der rejst tiltale. Den 17-årige var nu blevet 18 år og var mistænkt for mord på Oliver samt mordforsøg på hans ven. Samtidig tiltaltes fire unge mænd for at have angrebet de festende gæster i festlokalet.

Overskrifterne handlede om trusler og overfald. Nina har senere fået indsigt i efterforskningen. Hun har alle afhøringer og alle tekniske beviser.

Der ligger to store bundter med papirer fra sagen på bordet. Nogle gule post-it-sedler stikker op på nogle af siderne. Det er en assistent, der har markeret, hvor de mest ubehagelige billeder er.

Men Nina har set alle billederne, for hun vil vide det hele.

Hvorfor lige Oliver?

I forhøret læser hun den 17-åriges forklaring om episoden. Han fortæller, at Oliver lå på gaden og forsøgte at krybe væk derfra. Og at han så tænkte ”han kommer ikke særlig langt, jeg går ind og henter min jakke”.

– Det er så koldt gjort. Der findes ingen anger i det, siger Nina.

Hun læser også de andre forhør med forfærdelse. Størstedelen af de involverede fortæller om det, som om det er et skænderi, uden nogen større følelsesmæssig påvirkning.

– Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har læst det her, siger hun og lægger sin hånd på mapperne.

– Men jeg føler stadig, jeg mangler svar. Hvorfor så mange stik? Hvorfor Oliver?

Retssagen blev kørt over to dage i 2019. Nina og hendes mand var til stede begge gange.

– Jeg ville se den mistænkte, og jeg ville have, at han skulle se mig, fortæller Nina.

Da høringen begyndte, fulgte den 18-årige med på et videolink, men efter et stykke tid kom han ind i salen.

– Der stod han, lige ved siden af bænken, hvor min mand og jeg sad. Min mand sad yderst, så de var omkring 30 centimeter fra hinanden. Det var et kæmpe pres at have ham så tæt på. Jeg tænkte over, hvad der ville ske, hvis min mand rejste sig og tog fat i ham. Det er jo ikke en umulig tanke at få, fortæller Nina.

Men Ninas mand blev siddende.

På den sidste dag var den 18-årige i retssalen hele dagen. Han så på Nina, men hun kunne ikke se nogen reaktion. Han virkede både rolig og afslappet.

Nina begyndte at forstå, hun ikke ville få nogen reaktion. Hun indså også, at retssagen måske ikke ville give hende de svar, hun søgte. Ingen af de indblandede ville udtale sig, og der manglede tekniske beviser, så anklageren havde svært ved at underbygge anklagepunkterne.

Dommer undskyldte

Anklageren kunne heller ikke bevise, at den 18-årige ikke handlede i selvforsvar, da han stak Oliver.

Tidligt i efterforskningen indrømmede den 18-årige knivoverfaldet, men han trak det senere tilbage. Det udsagn, der gælder i retten, er, at han har stukket Oliver to-tre gange i benet. Hvem der stod for de andre otte dødbringende knivstik, vides ikke.

Ligesom tidligere under efterforskningen følte Nina sig usynlig under retsprocessen, fordi den handlede så lidt om Oliver og så meget om alle de andre.

– Dommeren kom faktisk hen til mig i en pause og undskyldte for, at retssagen handlede så lidt om Oliver.

Det er en undskyldning, der også er inkluderet i dommen, hvor den 18-årige blev frifundet: ”Det kan konstateres, at der findes forskellige versioner af, hvad der er sket. Manges beretninger har været påfaldende kortfattede omkring centrale elementer af historien, som kan give et indtryk af, at der ikke kun har været uklare motiver blandt de tiltalte, men også blandt festens deltagere, til ikke at fortælle om egne handlinger eller observationer af andres handlinger i en sandfærdig eller fuldstændig måde. Det har derfor været ekstremt svært at få et samlet og klart billede af hændelsen. En konsekvens af dette er blandt andet, at hvad der nærmere skete for Oliver Jönsson, har fået en meget lille plads i rettergangen, som må betragtes som meget usædvanligt i en mordsag.”

Mangel på beviser

Fordi der ikke var tekniske beviser nok, fik festdeltagernes oplysninger om det bevæbnede angreb stor betydning i retten.

– Der fandtes ingen spor, ingen våben og ingen krudtrester, alligevel er det blevet til sandheden. Der er ingen ordentlige beviser, og alligevel går man med deres forklaringer. Det virker mærkeligt, synes jeg.

I august 2019 kom beskeden om, at den 18-årige var berettet til 230.000 svenske kroner i erstatning for de fire en halv måned, han sad varetægtsfængslet.

– Det irriterer mig. Det må jeg indrømme, fortæller Nina og fortsætter:

– Han erkendte, at han havde brugt en kniv, og at det ikke var første gang. Jeg synes ikke, man skal kunne få erstatning for varetægtsfængslingen, når han har brudt knivloven og stukket Oliver flere gange. Det er nok, at han er blevet frifundet.

Ingen af Olivers pårørende fik erstatning efter frikendelsen. Hun understreger, at penge på ingen måde ville give dem Oliver tilbage, man at det handler om retfærdighed.

Mens Nina har søgt efter svar på, hvad der skete med Oliver, er livet gået videre. For det bliver det nødt til. Der er to teenagebørn, der har mistet deres bror, men som også skal have lov til at være lykkelige.

Hun fortæller, at Oliver er med hende hele tiden, og at hun tit bliver mindet om ham. Det kan være både godt og skidt. Som for eksempel når hans venner kommer og fortæller hende, at de skal have et barn.

– Jeg bliver glad på deres vegne, men samtidig bliver jeg skuffet over, at jeg ikke får lov at opleve det med Oliver. Jeg tænker sommetider på, om jeg kommer til at glemme, hvordan hans stemme lyder, på et tidspunkt, og det med, at der aldrig vil blive taget et nyt billede af ham. Ordet ”aldrig” er svært at fatte.

Manden, der stak Oliver ned, forsøger hun ikke at bruge energi på.

– Det er sjældent, jeg tænker på ham. Jeg orker ikke at bruge min tid på ham, siger hun og fortsætter:

– Jeg mangler jo en del af mig selv, og sådan vil det altid være. Men jeg er også god til at leve alligevel. Jeg forsøger at have det godt hver dag.