Jeanett er mentalt retarderet: Folk tror jeg er dum

– Det var som at få en knytnæve lige i ansigtet, da psykiateren fortalte mig, at jeg er mentalt retarderet, fortæller Jeanett.

Tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på hende. Det var tårer af lettelse, fordi der nu kunne komme lidt ro på, efter Jeanett havde fået en diagnose, men det var også bange tårer. For hvad skulle der nu blive af hende?

– Jeg havde jo en forestilling om, hvad en mentalt retarderet var. Det var sådan en dum en, der bare sad og savlede og intet kunne selv. Jeg syntes ikke, at det var dét, jeg var, fortæller hun og fortsætter:

– Og hvis jeg tænkte sådan om mig selv, hvad ville andre mennesker så ikke tænke om mig? Jeg var overbevist om, at jeg resten af mit liv ville blive stemplet som dum, uanset hvad jeg gjorde.

Men psykiateren tog en snak med hende og fortalte lige præcis, hvilke udfordringer der hører med, når man har en mental retardering, og langsomt gik det op for Jeanett, at hun ikke nødvendigvis er dum. Hun har bare nogle udfordringer, som andre ikke har.

– Efter den snak var der flere ting, der begyndte at give mere mening for mig. Jeg forstod pludselig, hvorfor det for eksempel havde været så svært for mig at gå i skole.

Svær skolegang

Jeanett havde allerede som barn mærket, at der var noget, der var anderledes ved hende i forhold til de andre børn. Når de fik en opgave i skolen, gik de andre børn i gang med det samme, mens Jeanett bare sad på sin plads og ikke forstod opgaven.

– Jeg bankede altid mig selv i hovedet. ”Hvorfor er du så dum?” tænkte jeg tit og kunne ikke forstå, hvorfor alting var så svært for mig. Men jeg kom også til en accept af, at det var nok bare sådan, jeg var – dum.

Skoletiden var ikke sjov. De fleste dage var præget af at føle sig malplaceret. Jeanett følte ikke, hun passede ind, og det var svært for hende at følge med. Samtidig blev mobning en del af hendes hverdag, så nu var det ikke kun Jeanett selv, der tænkte, hun var dum. De andre i klassen begyndte at kalde hende skældsord og sige grimme ting om hende.

– De sagde hele tiden til mig, at jeg aldrig ville blive til noget. Når man hører det nok gange, begynder man jo at tro på det.

På trods af både Jeanetts og de andres tanker fik hun sin 9.-klasseseksamen. Derefter begyndte hun på en uddannelse som dyrepasser med speciale i heste. Den uddannelse gik ikke, og derefter gik hun i gang med at uddanne sig til ernæringsassistent/medhjælper.

Selv om Jeanett dermed havde fundet en uddannelse, der interesserede hende, var det stadig en kamp for hende at gå i skole.

– Jeg kunne ikke følge med i undervisningen. De andre havde fart på, mens jeg bare stod stille og ikke vidste, hvad det var, jeg skulle gøre. Det var frustrerende, og jeg blev ked af det og sur på mig selv, fortæller hun.

Ligesom i folkeskolen begyndte hun at slå sig selv i hovedet og tænke over, hvor dum og uduelig hun var. Det blev en kamp for hende at stå op og gå i skole, fordi hun altid havde ondt i maven over, at hun skulle til at have endnu en dag, hvor hun ikke kunne finde ud af det, de andre kunne.

En dag hev Jeanett en lærer til siden, hvor hun forklarede, at det kunne godt være, hun havde brug for lidt mere hjælp end de andre. Desværre var der ikke ressourcer til, at Jeanett kunne få noget støtte. Så hun måtte bare hænge i og følge med, så godt hun kunne.

– Jeg havde flere gange lyst til at give op. Det var en hård kamp at blive ved, når det var så svært. På den anden side havde jeg også brug for at bevise for mig selv, at jeg godt kunne noget, fortæller hun.

I 2015 blev hun færdiguddannet som ernæringsassistent/medhjælper. Efter uddannelsen fik Jeanett det rigtig svært. Hun blev deprimeret og fik angst, og hun begyndte at få tankemylder, der forstyrrede hende. Hun fik diagnosticeret ADD, personlighedsforstyrrelse og angst og fik medicin, der skulle hjælpe hende.

– Men jeg kunne mærke, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. Min medicin virkede ikke, som den skulle, og jeg havde stadig meget tankemylder, fortæller Jeanett.

Mentalt retarderet

På trods af tankemylderet begyndte Jeanett på et job i køkkenet på et plejehjem. Det var svært for hende, og der var meget selvstændigt arbejde, som hun havde problemer med at udføre.

– Hvis jeg får en opgave, skal jeg måske have den forklaret to eller tre gange, før jeg helt forstår det. Det var der simpelt hen ikke tid til, da jeg arbejdede i køkkenet. Det var ved at slide mig ned, at jeg igen havde den følelse af, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Så jeg måtte stoppe, fortæller Jeanett.

Hun fik det igen værre og kom til udredning hos en psykiater, hvor der skulle foretages en masse tests. Det var her, hun fik diagnosen, der hedder kognitivt nedsat funktionsevne, og som i daglig tale bliver kaldt mental retardering.

Det var med blandede følelser, Jeanett tog imod diagnosen. På den ene side var det en lettelse for hende at få ord på, hvad det var, hun i virkeligheden gik og tumlede med, fordi hun havde på fornemmelsen, at det ikke var de rigtige diagnoser, hun havde fået tidligere, men samtidig var hun bange for, hvad folk ville tænke om hende, når hun skulle fortælle om sin nye diagnose.

– Jeg havde ofte selv brugt undskyldningen med, at jeg måske var lidt langsom, fordi jeg var blondine, som en joke, men jeg tænkte, at hvis jeg fortalte sandheden, ville folk jo tro, jeg var dummere, end jeg er.

Jeanetts familie og daværende kæreste var meget støttende, og de har sammen med hende fundet ud af, hvad hun godt kan klare selv, hvad der er en udfordring for hende, og hvordan hun kommer ud over de situationer, hvor hun har svært ved at tackle det. Det var ikke noget, der kom fra den ene dag til den anden. Det har taget tid at komme til de erkendelser.

– Jeg fandt af, at der ikke skal stilles for store krav til mig på én gang. Det var når det skete, at jeg fik det svært. Når jeg ikke kunne rumme alle de forskellige opgaver, begyndte jeg at græde og blive forvirret eller lukkede helt af.

Da Jeanett havde fået nogle værktøjer af sin psykiater til, hvordan hun skulle håndtere situationer, hvor hun blev presset, begyndte hverdagen langsomt at se lysere ud. Hun havde lært at kende sine egne begrænsninger, og hendes tvivl om, hvorvidt hun var dum, fordi hun var blevet erklæret mentalt retarderet, begyndte også så småt at forsvinde.

– Det er jo ikke, fordi jeg intet kan, bare fordi jeg har fået diagnosen. Jeg passer jo mine heste, jeg har faktisk taget en uddannelse, og jeg har både kørekort og bil. Men det tog mig lang tid at lære at fokusere på det, jeg kan, i stedet for det jeg ikke kan, fortæller hun.

Bevise sig egnet

Det var ikke kun Jeanett selv, der skulle lære at se, hvad hun kan. Det skulle kommunen også. I 2019 blev Jeanett gravid med sin daværende kæreste, og så snart hun fortalte det, var kommunen inde over. De var nervøse for, om moderrollen var en opgave, hun kunne klare.

– Men jeg vidste, at jeg kunne. Så jeg skulle bare vise dem, at de ikke havde noget at være bekymrede for.

Så sandt, som det er sagt. Jeanett havde et par samtaler med kommunen, og efter dem konkluderede de, at hun sagtens kunne være mor. Siden har de ikke haft noget med hinanden at gøre. Og for halvandet år siden kom lille Lærke til verden.

– Det er det bedste i hele verden at være hendes mor. Jeg er så stolt af, hvad vi har opnået sammen. For Lærke har det godt, og jeg er god til at være hendes mor.

Siden er Jeanett startet i fleksjob på en rideskole i Tønder, hvor hun hjælper en fysioterapeut, og hun har fået en masse selvtillid. Den har især hendes familie hjulpet hende med at få. For som hun fortæller, har de været der, både når der skulle tørres tårer væk, og når der skulle grines. Dem omkring hende ved nu, at bare fordi hun har sin diagnose, betyder det ikke, at hun er en dårlig mor eller et dårligt menneske.

Når hun står frem i denne artikel, er det blandt andet, fordi hun stadig oplever at få et særligt blik, når hun fortæller fremmede, at hun er mentalt retarderet.

– Det sværeste er, at jeg hele tiden skal bevise over for andre, at jeg ikke er dum. Men jeg synes, Lærke er det bedste eksempel på, at jeg sagtens kan klare ting, som andre kan. Vi har det jo heldigvis godt begge to og klarer os fint. Og det er det vigtigste.