Jeg blev forelsket i min svoger

Christian og jeg havde været i fast forhold i tre år da vi flyttet i parcelhus og med en romantisk forlovelse på min 23-års fødselsdag var vi begyndt at kigge i retningen af at stifte familie. Som månederne gik, blev jeg frustreret over, at der ikke skete noget, men Christian kom med opmuntrende ord, når jeg havde taget endnu en negativ test.

I januar ringede min svigerinde Anne til Christians mobil, og jeg sad i sofaen ved siden af og spidsede ører da Christian grinede og sagde, at han ville skynde sig at aflyse alle de blind dates, han havde arrangeret for hende. – Har hun fået en kæreste? mimede jeg. Han nikkede begejstret, og jeg gjorde store øjne. Nu havde jeg snart kendt Anne i seks år, og i den tid havde hun kun haft et enkelt, kort forhold. Christian spurgte, om fyren ville være der, når vi skulle ses på lørdag, og jeg kunne høre, at hun svarede ja.

Vi var spændte, da vi kørte hen til Christians forældre lørdag eftermiddag, og så en grå Skoda parkeret ved kantstenen. Christian remsede en masse fordomme op om mænd i Skodaer, og jeg jokede med at han garanteret arbejdede med forsikringer. Jeg blev dog hurtigt alvorlig, da Anne kom gående fra stuen med en høj mand med brede skuldre og rare, mørke øjne.

– Det er Søren, sagde hun og da vi præsenterede os for hinanden, føltes det, som om lynet slog ned. Under maden måtte jeg kæmpe for at opføre mig normalt. Det viste sig, at Søren arbejdede på et værested for utilpassede unge, og at han boede i en taglejlighed over biblioteket. Anne nikkede opmuntrende, mens han talte, og jeg kunne mærke, at jeg gjorde det samme. Jeg kunne slet ikke få ham ud af hovedet igen, da vi kørte derfra.

Kort efter skulle vi til Christians mosters 50-års fødselsdag, og jeg købte en ny kjole for at imponere Søren. Da jeg trådte ud af badeværelset fløjtede Christian lavmælt. – Hold dog op, vrissede jeg.
– Det er en 50-års fødselsdag, og det ville da være mærkeligt, hvis ikke jeg gjorde lidt ud af mig selv. Den reaktion kom bag på ham, og det var der ikke noget at sige til. Det her var så dumt og forkert. En hel flok sommerfugle baskede rundt i min mave, da jeg så Sørens Skoda på parkeringspladsen. Jeg var ved at miste pusten, da jeg så ham i garderoben. Han lignede nærmest en James Bond i sit sorte jakkesæt, og Anne stod ved siden af og smilede over hele hovedet. Hun og jeg gav som sædvanlig hinanden et knus, og jeg blev helt befippet, da Søren lagde an til det samme. Det blev akavet, men jeg syntes, at jeg passede perfekt i hans favn.

Christian og jeg skulle sidde ved bord med Anne og Søren, og det varede ikke længe, før snakken gik. Efter maden blev der skruet op for jukeboksen, og jeg sad og talte med Søren, mens Anne og Christian gav den gas på dansegulvet. Forelskelsen boblede i min mave, da vi tog afsked ved to-tiden, og jeg nød hans farvelknus i fulde drag.

Næste morgen vågnede jeg med moralske tømmermænd, for jeg havde dårlig samvittighed over for både Christian og Anne. Jeg turde dårligt se Christian i øjnene, da han vågnede, men han gav udtryk for, at det havde været et brag af en fest, og han opførte sig, som han plejede. Det gjorde jeg også, og jeg lagde bånd på mig selv, de næste gange jeg så Søren.

En sommeraften sad Christian og jeg på terrassen da han spurgte, om ikke vi skulle se at få gjort noget ved det bryllup. 
– Vi har snart prøvet at blive gravide i et år, og måske ville det være rart at få tankerne lidt på afstand, sagde han. Jeg kunne mærke, at jeg stivnede et øjeblik, men han smilede sødt til mig og tog min hånd over bordet. Jeg svarede, at det ikke hastede for min skyld. Sandheden var, at jeg var i tvivl om vores forhold. Jeg følte mig falsk, fordi jeg holdt Christian hen, og jeg fik det endnu værre med mig selv, da han forsikrede, at det nok snart skulle lykkedes med den baby. Jeg vidste nogenlunde, hvornår jeg havde ægløsning, og havde manøvreret udenom dem de seneste måneder og det kunne jeg ikke være bekendt over for Christian eller mig selv.

Den følgende lørdag skulle vi til Christians kusines bryllup, og solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi mødte op i kirken. Søren sad på bænken ud for vores, og jeg smugkiggede på ham flere gange i løbet af ceremonien. Under en salme mødte jeg hans blik og han sendte et lille smil til mig, inden han vendte sin opmærksomhed mod salmebogen. Jeg gjorde det samme, men jeg læste ikke et ord af teksten, for det var lige faldet mig ind, at min forelskelse måske var gengældt.

Resten af vielsen foregik som i en døs, og jeg var helt ved siden af mig selv, da vi stod i solen og kastede med ris. I bilen på vej til forsamlingshuset fik jeg overbevist mig selv om, at jeg måtte have lagt for meget i hans blik og smilet. Men senere på aftenen trak Søren mig til side, da alle stod i salen og ventede på, at brudeparret skulle skære kagen ud. Han sagde, at han var forelsket i mig, og han spurgte, om han havde læst rigtigt, når han mente, at jeg havde det på samme måde. Jeg nikkede stille, men vi kunne ikke tale mere om det, for vi var nødt til at gå tilbage, før de andre begyndte at undre sig. Tankerne kørte rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke falde i søvn, da vi kom hjem.

Jeg gjorde det forbi som det første søndag morgen, og jeg følte mig elendig og lettet på en gang, da Christian forlod huset uden et ord. Han var væk det meste af dagen, og jeg brugte tiden på at pakke mine personlige ting og en kuffert med tøj. Min mor blev chokeret, da jeg satte hende ind i situationen, men jeg var heldigvis velkommen til at bo hos dem i en periode.

Få uger senere gik Søren også fra Anne, og han ringede til mig, da det var overstået. Det var mærkeligt at besøge ham i hans lejlighed første gang, men vi talte sammen hele natten, og det var så fantastisk. Planen var, at vi ville tage en dag ad gangen, men det fik vi ikke lov til at gøre i fred.  Vi boede i en lille by, og selv om vi gik stille med dørene, kom historien ud.

Da jeg handlede i supermarkedet en dag efter fyraften kiggede damen, der stod i køen ved siden af, insisterende på mig, og pludselig sagde hun, at jeg skulle skamme mig. Jeg behøvede ikke spørge, hvad hun mente med det, og jeg blev så forvirret og ked af det, at jeg stillede kurven fra mig og løb ud af butikken. Det virkede, som om hele byen kendte historien om Søren og mig, og kunderne i min frisørsalon fiskede efter min version.

Søren og jeg blev enige om, at vi ikke kunne blive boende, og vi begyndte at se os om efter en lejlighed, der var stor nok til os begge. Vi fandt en i nabobyen, og jeg pendlede frem og tilbage, mens jeg søgte job i en salon tættere på. Søren fulgte efter, da han fik solgt sin taglejlighed, og det var først på det tidspunkt, at vi for alvor kunne få ro til at nyde hinanden.

Nu er det snart fire år siden, at vi flyttede sammen i lejligheden, og i efteråret skiftede vi den ud med et landsted. Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg tror, at den hårde start har gjort os stærkere. Vi er i hvert fald bevidste om, at det er det her, vi vil, og jeg elsker mit liv og min lille familie. Jeg kan stadig få dårlig samvittighed, når jeg tænker på Christian og Anne, men nu ved jeg, at jeg gjorde det eneste rigtige for os alle, for de var heller ikke tjent med at leve på en løgn.

Se også: Jeg blev gravid med en fremmed