Jeg blev tævet ud af skolen

Efter sin skilsmisse blev forfatter Claus Holm ramt af en depression. Tomheden og følelsen af at være uelsket fik han allerede som barn, hvor han blev straffet i skolen for at skille sig ud.

Claus havde det, som om han var pakket ind i et tungt tæppe af mørke. Intet af det, der tidligere kunne få et smil frem på hans læber, vækkede nogen glæde. Han lå bare i sin seng. Hele dagen og hele natten. Han følte ingen sult og rejste sig kun for at gå på toilettet. Udenfor buldrede verden videre, men under dynen var der kun mørke.

Han var lige blevet skilt, han havde tabt en formue på salget af sin lejlighed, og han var arbejdsløs. Tomheden var overvældende.

– Da min kone var flyttet, blev alt ligegyldigt og fuldstændig uoverskueligt. Jeg havde intet overskud, og alt blev en kamp. Jeg lå bare der i min seng og havde ikke engang overskud til at spise eller gå i bad, fortæller 46-årige Claus Holm fra Søborg om tiden lige efter sin skilsmisse.

En grå tåge

Det var ikke første gang, han var ramt af en depression. Da han var 17 år og stadig boede hjemme hos sine forældre, blev han for første gang opslugt af mørket. Dengang fik han antidepressiv medicin og vidste ikke, at han selv havde magten til at trække sig ud af sin egen tilstand.

– Jeg kan huske, at det tog mig en hel dag at komme fra mit værelse og ud i stuen. Medicinen hjalp efterhånden, men den antidepressive medicin, jeg tog, virkede på den måde, at den dæmpede alle følelser. Den skar så at sige både toppen og bunden af følelserne, så jeg gik bare rundt i en grå tåge, forklarer Claus.

Tæv var hverdag

Claus mener selv, at der er flere grunde til, at han endte med at få depressioner. En af dem skal man finde helt tilbage i hans skoletid, hvor tæsk og grov mobning var en del af hverdagen.

– Jeg var en klog dreng med briller, astma og skæve ben, så jeg blev opfattet som en nørd og var et let offer. Jeg gik også til nørdede ting som rollespil og teater og kunne ikke lide fodbold som de andre drenge, fortæller Claus.

Han havde ingen venner på skolen, var aldrig med til fødselsdage eller andet uden for skoletiden, og der var ingen, der hjalp ham, når slagene og de hårde ord ramte. Heller ikke den dag i femte klasse, hvor han blev overfaldet af en flok elever fra tiende klasse, der slog og sparkede ham, mens han lå på jorden. Den dag, der skulle blive enden på hans tid i folkeskolen.

– Læreren tog mig med ind i tiende klasse og bad dem om at give mig en undskyldning, men det nægtede de. Kort tid efter fik mine forældre besked om, at skolen ikke kunne gøre noget, og at de måtte finde en anden skole til mig.

På selvmordets rand

Mange år senere under dynen efter et forlist ægteskab begyndte en strategi mod depressionerne at forme sig. Da Claus begyndte at lede efter veje ud af mørket, gik det op for ham, at han kunne bruge sin fantasi og evner til at fortælle til at redde sig selv. Claus har nemlig fortalt historier, siden han var barn, og dengang flygtede han ind i fiktive verdner og foregav at være andre personer.

– Jeg gjorde det, fordi jeg ikke brød mig særligt meget om mig. At gemme mig bag noget, der ikke var ægte, gav mig mulighed for at få en pause fra at være Claus, forklarer han.

Den strategi tog han op igen, og hans debutudgivelse, "Dreams and Awakenings" blev til i kampen for at hive sig op af depressionens mørke dyb.

– Det var en måde at skrive mig tilbage til livet igen. Jeg var i en dyb depression, som blandt andet fik mig til at bryde grædende sammen på jobcenteret og lukke mig inde i min lejlighed. Mit liv var i opløsning, men den flugt, jeg fik gennem at skrive historierne, hjalp enormt meget. Jeg har med andre ord skrevet mig væk fra selvmordets rand.

En at elske

– Efter min skilsmisse var jeg desillusioneret og tænkte, at der aldrig var nogen, der ville elske mig igen. Det er nok ikke ualmindeligt at have det sådan, men jeg opdagede, at jeg kunne flygte fra de mørke tanker og lade fantasien tage over.

Når han skrev scener i sin bog om en stormende forelskelse, hjalp det ham og gav ham troen på, at der også var kærlighed til ham et sted derude.

– Det at forestille mig kærlighed gav mig lige så langsomt troen tilbage, forklarer han.

Han opdagede, at når han skrev, fik han en pause fra depressionen, for foran computeren blev alt andet ligegyldigt – også de mørke tanker.

– Det er et frikvarter at komme ind i den verden, hvor jeg har kontrollen, og det er en fantastisk gave, at jeg har fundet en form for terapi, der virker og helbreder og gør mig glad. Lægerne mente, at jeg skulle tage antidepressiv medicin hele livet, men efter en tid kunne jeg droppe pillerne, for det hjalp mere at skrive end at tage medicin.

Fandt kærligheden

Claus er i dag 45 år og har det godt. Væggene i den lille lejlighed i Søborg er dækket af reoler fulde af bøger og film og lever til fulde op til en stereotyp forestilling om en forfatterhule. Det er her, han lever og arbejder og drømmer om at kunne leve af sit forfatterskab.

Men livet er mere end romantiske fantasier og ord på papir, og Claus har heldigvis fundet kærligheden igen. Han er tilmed blevet den lykkelige indehaver af titlen bonusfar.

– Da jeg var allerlængst nede, troede jeg ikke, det ville være muligt, men jeg har været så heldig at finde en kvinde, der elsker mig, siger han med et smil.

Til dagligt arbejder han i International House, der er den internationale udgave af Borgerservice, og aftener, weekender og ferier tilbringer han opslugt foran computeren, hvor han i øjeblikket arbejder på tredje bind af sin nyeste trilogi Skyggefjenden.

Depressioner har han ikke haft i flere år nu, og han forventer ikke, at der kommer flere store nedture. Skulle det alligevel ske, at livet spænder ben, har Claus nu nogle værktøjer, som han ikke havde før.

– Jeg står langt stærkere nu.