Jeg gav Anja lov til at forlade mig

De havde netop sagt ja til at være sammen for evigt, da Åse blev ramt af en blodprop i hjernen. Fra at være aktiv med to job kunne hun ingenting. På sidelinjen stod Anja og greb sin invaliderede kone.

Fredag, 8. juli 2022 - 15:00 - Af Nina Sommer. Foto: Martin Høien/Aller Foto & Video og privat.

Åse og Anja sidder i bilen på vej til Odense Universitetshospital. Smerter, diagnoser og frustrationer har de sidste seks måneder stået i kø, og de kan begge se deres fremtidsdrømme blive sat på pause. Åse har set passivt til, når Anja hver dag har ordnet alt for hende, og tanken om, at hendes sygdom vil slide hende ned, kan hun ikke bære.

– Du må gerne forlade mig. Jeg mener det virkelig, siger Åse, mens hun kigger på Anja, der fører bilen frem mod hospitalet.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Men der er hverken langvarig pause eller eftertænksomhed, da Anja kommer med sit svar.

Kærligheden mellem de to kvinder begyndte at blomstre for 12 år siden. De begyndte at skrive sammen over en datingside, men Åse var både økonomisk og psykisk presset. Hun var jævnligt indlagt på psykiatrisk afdeling med depression, og derfor kunne der gå lang tid, før hun svarede. Men Anja ventede tålmodigt. På skrift delte de ud af deres livshistorier, og fem måneder senere aftalte de at mødes.

Ikke på udkig efter kæreste

– Jeg var egentlig ikke på udkig efter en kæreste. Nok mere en jeg kunne læsse lidt af på. Jeg havde fortalt Anja om de problemer, jeg kæmpede med, så der var ikke noget, der kom som en overraskelse for hende, da vi endelig mødte hinanden, fortæller 35-årige Åse O’Brien.

Den dag Anja kørte i snestorm fra Odense til Nyborg for at møde Åse, begyndte deres liv sammen. Åse blev overvældet, da hun kiggede ind i Anjas varme øjne, og hun fandt hurtigt ud af, at hun var noget helt specielt.

– Anja var meget anderledes, end jeg havde været vant til. Hun var oprigtig interesseret i mig, og hun lod sig ikke skræmme af, at jeg har haft nogle problemer med min psyke. Så det var nemt at blive forelsket i Anja, fortæller Åse.

Kærligheden var gengældt, og som tiden gik, blev de uadskillelige. Åse var slet ikke i tvivl om, at hun ville tilbringe resten af sit liv med Anja, og en dag arrangerede hun en overraskelse for hende på det diskotek i Svendborg, hvor hun havde brugt en stor del af sin ungdom. Alle veninderne var mødt op, og de var omgivet af røde roser, da Åse faldt på knæ, og Anja takkede ja til at gifte sig.

– Diskoteket i Svendborg symboliserede et kapitel i mit liv, som blev afsluttet. Et sted, hvor jeg havde levet min vilde ungdom. Nu var det tid til at begynde et nyt liv med Anja, hvor vi skulle have en masse gode minder sammen, fortæller Åse.

Bryllup efter otte år

Der skulle alligevel gå otte år, før brylluppet blev en realitet. 2019 skulle være deres år, blev de enige om, og med venner og familie omkring sig, sagde de ja til hinanden på et naturskønt område i Odensebydelen Bolbro.

Dagen var fyldt med kærlighed, men i løbet af aftenen, begyndte Åse at få det dårligt og trætheden overmandende hende. Derfor så hun heller ikke, hvordan deres familie og venner havde fyldt lejligheden med ris og anden tvivlsom pynt.

– Jeg begyndte at få følelsen af, at jeg ikke kunne holde mit eget hoved. Jeg havde en voldsom pandepine og noget, der mindede om influenzasymptomer, fortæller Åse, der ellers var vant til at føle sig frisk efter bare seks timers søvn.

Den efterfølgende tid var hun gentagne gange forbi lægevagten, men hver gang blev hendes symptomer forklaret med, at hun havde stress. Til sidst måtte hun sygemelde sig fra arbejdet som lastbilchauffør, da hun fik svært ved at se, og hun mistede førligheden i den ene arm.

– Efter en tid, begyndte jeg at blive nervøs. Jeg fik det værre og værre, og jeg kunne også mærke på Anja, at hun blev bekymret på mine vegne, og hun er altså ikke sådan at ryste, forklarer Åse, der sov det meste af tiden, da de var på bryllupsweekend i København.

Smerterne blev voldsommere

Den voldsomme smerte i hovedet og hendes slørede syn, fik Åse til at gå til optiker, og da hun fik svaret på synsprøven, fik hun et chok.

– Det viste sig, at mine øjeæbler var helt sorte. Lægen havde hele tiden sagt, at det var stress, og selv om jeg inderst inde godt vidste, at det ikke var sandt, følte jeg jo, at han vidste bedre, forklarer Åse, der endnu gang tog til vagtlæge. Denne gang væbnet med de skræmmende scanningsbilleder.

Da hun viste dem til vagtlægen, gik der ikke mange minutter, før Åse blev indlagt på neurologisk afdeling. Det viste sig, at Åse havde et overtryk i hjernen, som havde presset på synsnerven. Hvorfor det var sket, var der ingen, der vidste. De tappede væske fra hendes hjerne for at fjerne det store pres, og mens Åse var indlagt, var hendes hustru ved hendes side.

– Det var vigtigt for mig at være der for Åse. I starten vidste vi ikke, hvad det ville betyde for hende. Men lægerne beroligede os med, at Åse ville være tilbage til normal efter et år, forklarer 33-årig Anja O’Brien, der efter cirka halvanden uge, fik sin viv med hjem.

Med konstant hovedpine, træthed og en krop, der generelt ikke fungerede, havde Åse svært ved at klare sig selv. I stedet måtte Anja tage over. Når hun stod op om morgenen, sørgede hun for, at Åse havde alt, hvad hun skulle bruge, før hun tog afsted på arbejde som social- og sundhedshjælper. I løbet af dagen ringede og skrev de sammen, så Anja kunne fornemme, hvordan hendes kone havde det. Når hun igen var hjemme efter endt arbejdsdag, stod den på madlavning, rengøring og omsorg.

Anja blev plejer for sin kone

– Det var en hård periode, og det var frustrerende, at Åse ikke fik hjælp. Men vi havde ikke andet valg, end at jeg måtte træde til, fortæller Anja, der satte sig selv til side.

Åse kæmpede hver dag med smerter, og Anja prøvede at give hende så megen omsorg som muligt. Men Åse fik det ikke bedre, som lægerne ellers havde forudsagt.

Anja og Åse havde mange snakke om den hverdag, der var blevet vendt på hovedet. Anja begyndte at kunne læse Åses kropssprog, og hun vidste hurtigt, hvornår hendes kone ikke orkede mere. For Åse var det svært kun at kunne se til, mens Anja ordnede alt for hende.

– Jeg havde dårlig samvittighed hver dag. Jeg kunne se, at hun var presset, og jeg ville så gerne hjælpe, men jeg kunne bare ikke. Det var også derfor, at jeg sagde til hende, at det var okay, hvis hun forlod mig, eller at jeg flyttede på et bosted, fortæller Åse og kigger på Anja.

– Det har aldrig været i mine tanker at forlade Åse. Vores kærlighed er for stor til, at vi kan undvære hinanden, og selv om det var hårdt, har det på en måde også bragt os tættere på hinanden, for det har også medført en masse gode snakke, fortæller Anja.

I dag har Åse fået anerkendt, at hun har en svær hjerneskade, og hun har fået de hjælpemidler i hjemmet, som hun har brug for. Det har gjort hverdagen nemmere, men smerterne har hun stadig. Hun kan ikke gå særlig langt, har dårligt syn og bliver hurtigt træt. Alligevel vælger hun at møde verden med optimisme, når hun vågner om morgenen.

Kærligheden er blevet stærkere

– Jeg kan ikke ændre på min situation, så i stedet kan jeg lige så godt få det bedste ud af det. Det hjælper også, at jeg har Anja ved min side. Bare at se hende hver dag, gør mig glad, fortæller Åse.

Hun ved godt, at der er mange, der går fra hinanden, når den ene rammes af alvorlig kronisk sygdom. Selv om de ikke har en opskrift, ved de godt, hvorfor de stadig er sammen.

– Vi har en kæmpe respekt for hinanden og giver plads til, at vi kan og vil noget forskelligt. Anja skal ikke bures inde med mig. Hun skal tage i byen, til koncert, eller hvad hun nu har lyst til, uden at hun får dårlig samvittighed over det. For det glæder mig at se, at hun er glad.

De har begge en drøm om at tage på ferie sydpå, men trykket i en flykabine er stadig for voldsomt for Åses hovedpine. Hun går til genoptræning flere gang om ugen, og hun tror på, at det en dag vil lykkedes.

– Nogle gange må man fokusere på de ting, man har i stedet for det modsatte. Vi føler os begge heldige hver dag, fordi vi har hinanden. At vi kan kigge hinanden i øjnene og drikke en kop kaffe sammen, inden dagen starter. Det er små ting, men det er nogle gange dem, der betyder mest.