Jeg skulle finde en ny drøm

En lun sensommerdag ruller Lea Otte ind på parkeringspladsen foran Lisbeths Hundehus i Slagelse. Bilen kommer hele vejen fra Nordjylland, og bagagerummet er spækket med hårprodukter til hunde. Lea skal holde et arrangement, hvor hundeejere fra området kan søge hjælp til pelspleje, og snart skubber dagens første kunde en postkasserød klapvogn ind over dørtærsklen. I klapvognen bener fem små cavalier-hvalpe rundt oven på hinanden, og ved siden af spankulerer deres nybagte mor, Tulle.

Lea tager to hvalpe under armene og placerer dem sammen med deres mor på et stort træbord. Hun sprøjter en shine spray i pelsen på Tulle, og friserer hendes rødlige hår med fingerspidserne.

Når Lea står der, er det svært at se, at en ulykke ødelagde hendes hænder i en sådan grad, at hun på et tidspunkt ikke engang kunne binde sit eget snørebånd. Det er heller ikke til at gætte, at hundebørsten og pelsnørderiet engang var skiftet ud med uniformer og pansrede mandskabsvogne.

Mekanikerdrømmen

Som barn var det Leas største drøm at blive mekaniker.

– Jeg har altid vidst, at jeg skulle være mekaniker. Jeg er nærmest født og opvokset på min onkels værksted. Jeg måtte ikke skrue på bilerne, før jeg havde lavet mine lektier, så dem lavede jeg i værkstedet. Jeg syntes, at det var helt fantastisk, og skole interesserede mig ikke. Jeg skulle bare i værkstedet, fortæller 35-årige Lea, som kommer fra Hov i Nordjylland.

Som 18-årig søgte Lea ind i militæret med et brændende håb om, at hun kunne få en læreplads som mekaniker. Der var kun få, som blev tilbudt lærepladserne, og der var enormt mange ansøgere, så Lea vidste, at hun måtte gøre sit for at skille sig ud fra mængden.

Afghanistan

Dengang var der lige udbrudt krig i Afghanistan, og Lea søgte om at blive udstationeret i den danske lejr. Hun håbede, at det ville give hende en større chance for at slippe igennem nåleøjet på mekanikeruddannelsen.

I slutningen af januar 2010 rejste Lea mod det krigshærgede land. Kaptajnen, som stod for udvælgelsen af mekanikerlærlingene, var hjemme i Danmark, men afstanden afholdt ikke Lea fra at gøre opmærksom på sig selv. Hun sendte mails, breve og ringede over satellittelefonen. Desuden fik hun hjælp fra værkstedet i Afghanistan.

– I lejren i Afghanistan gik jeg en gang imellem til hånde nede ved mekanikerne, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg fik dem også til at skrive en anbefaling og en udtalelse. Vi var pludselig mange, der forstyrrede den kære kaptajn, for at han ikke skulle glemme mig.

På besøg hos kaptajnen

Lea landede i Kastrup lufthavn igen en tirsdag i august samme år. Selv om klokken var halv fem om morgenen, besluttede hun sig for at køre til Aalborg Kaserne, hvor kaptajnen holdt til.

“Hej, det er mig, der er Lea,” sagde hun, da hun kom frem til kasernen ved middagstid. Kaptajnen vidste udmærket godt, hvem Lea var. Hun fik kun to minutters snak med ham, før han sendte hende hjem til Sjælland igen og gik til frokost.

Alligevel måtte hun have gjort indtryk, for i november blev hun tilbudt en læreplads på Aalborg Kaserne. En måned senere begyndte hun uddannelsen på et af kasernens mindre værksteder, hvor hun arbejdede med nogle sjove fyre, som nærmest blev en flok brødre for hende. Det var en fantastisk tid, og Lea var gladere end nogensinde.

Ulykken

Da ulykken skete, var Lea mere end halvvejs igennem uddannelsen. Hun var blevet flyttet til et større værksted, og den dag skulle de gøre nogle piranhaer klar til en øvelse. Lea brugte et luftværktøj, hvor låsesplitten var gået i stykker, så værktøjet greb fat i hendes handske og pressede hendes venstre hånd ind i hjulnavet. Hånden blev trykket, så ledbåndene og musklerne gik i stykker i to af hendes fingre. På samme tid fik højre hånd også et slag.

Lea var ikke klar til at give op på sin drøm endnu, og hun forsøgte at komme delvist tilbage i værkstedet.

– Jeg vil bare gerne fortsætte. Jeg havde ikke lyst til at miste min læreplads, og jeg kunne ikke forestille mig at skulle lavet andet. Men jeg havde ondt i venstre hånd, og den duede ikke.

I den efterfølgende tid arbejdede Lea med én hånd. Hun var stædig, og uanset hvor ondt hun havde, tog hun af sted på arbejde. Men det gik ud over hendes arbejdsindsats. Hun var på smertestillende medicin og havde svært ved at koncentrere sig.

Drømmen brast

Hun ville ikke indrømme over for sig selv, at det ikke fungerede for hende at arbejde med én hånd. Men en dag, da hun var ved at tabe en gearkasse i hovedet på en kollega, måtte hun indse, at hendes mekanikerdrøm var brast.

På det tidspunkt havde arbejdet overbelastet hendes højre hånd så meget, at ledbåndene var blevet slappe, og der var kommet porøse brud i håndryggen.

Lægerne prøvede at redde Leas hænder, men forgæves. Hendes méngrad var for høj, og hun blev fyret fra militæret.

– Når man har været i forsvaret i en del år, bliver militæret ens identitet. Jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, når jeg ikke havde uniform på.

En ny hverdag

Lea følte ikke længere, at hun kendte sig selv. Hun var vred på systemet, på sig selv og på sin krop. Dagene derhjemme var lange. Hendes mand arbejdede fra tidlig morgen og til sen aften, så Lea følte sig alene.

Hele hendes liv var vendt på hovedet. Hun kunne ikke sætte en elastik i håret, og hun måtte overgive sig til en elektrisk tandbørste for at holde tænderne rene. Hun blev nødt til at gå med joggingbukser, fordi hun hverken kunne lyne en lynlås eller lukke en knap, og hun måtte lede længe efter et par pæne voksensko med velcrobånd.

Genoptræningen hjalp ikke Lea meget.

– De satte mig til at bage og sy, men der skal man lige kende sine patienter. De kunne have givet mig en skruenøgle eller nogle møtrikker, jeg kunne sidde og pille ved. Man kan ikke genoptræne noget, der ikke interesserer en. Jeg ville ikke stå og bage kanelsnegle.

En ny ven i huset

Lea var 27 år, da kommunen opgav hende. De syntes, at det var på tide at overveje en førtidspension. Men Lea blev stædig og skød idéen ned. Hun skulle ikke førtidspensioneres. Men hvad skulle hun finde på med to ødelagte hænder?

Lea havde længe forsøgt at overtale sin mand til, at de skulle have en hund, så hun kunne få selskab i løbet af de lange dage, hun tilbragte alene i huset. Leas mand var skeptisk, men de to forelskede sig i samojederacen, og snart flyttede Takeo ind i huset i Nordjylland. Takeo var sød og snakkesalig, men Lea kunne ikke finde ud af, hvordan hun skulle pleje hans pels.

Hun ringede til en lokal hundesalon og bad om hjælp. Takeo blev badet, føntørret og børstet, og efter behandlingen var han blød som en sky. Lea begyndte at komme meget i salonens lille gårdbutik.

– Det blev mit lille kedsomhedsfrirum. Jeg tog derhen, når jeg havde gået rigeligt ture ved stranden og simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle lave. Når selv en slædehund siger ’nej tak, jeg gider ikke gå mere’, bliver man nødt til at finde på noget andet.

Hundesalonen

Lea begyndte at bruge meget tid i salonen. Hun købte noget for en tier, og så brugte hun en time på at snakke. Pigerne i butikken tog sig tid til at snakke med Lea, selv om de havde travlt. På et tidspunkt begyndte de at invitere Lea med ind, så de kunne stå og arbejde, mens de snakkede.

“Skal jeg ikke feje lidt gulv eller hente en kop kaffe, nu jeg alligevel er her?” spurgte Lea, som efterfølgende begyndte at hjælpe med forskellige småopgaver, når hun besøgte pigerne i butikken.

En dag, da Lea igen var troppet op i salonen, spurgte pigerne hende, om hun ikke havde noget arbejdsprøvning, hun kunne gøre brug af hos dem. Lea græd af glæde og gik straks hjem og kontaktede kommunen.

Det nye job

Snart begyndte Lea på prøve i salonen og fandt ud af, at hun elskede at nørde pelsracer. Da hun pludselig havde noget mellem hænderne, som hun syntes, var spændende, kunne hun bedre tvinge sig selv til at arbejde med fingrene.

Hun fik en trimmekniv i hånden og lærte at trimme ryg på ruhårede hunderacer. I starten kunne hun ikke holde ordentlig fast i trimmekniven, så hun havde ondt og tabte den ofte. Men efter et halvt år fik hun et chok af glæde, da hendes fingerspidser pludselig kunne røre hendes håndflade igen.

Lea arbejdede et stykke tid i hundesalonen, før hun måtte indse, at kroppen ikke kunne klare frisørfaget med to ødelagte hænder. Men på det tidspunkt var Leas bånd til pigerne i salonen så tæt, at de ikke ville undvære hinanden. Derfor besluttede de sig for at oprette en ny sælgerstilling til Lea. Her skulle hun i stedet for at stå i salonen holde åbent hus-arrangementer, hvor hun underviste i pelspleje og solgte pelsprodukter til hundesaloner rundt i landet.

Har fundet sin plads

Derfor er Lea i dag i Lisbeths Hundehus i Slagelse, hvor dagens firbenede gæster er ved at takke af. De fem hvalpe fiser igen rundt oven på hinanden i den røde klapvogn, og deres mor, Tulle, er pæn og nyfriseret.

– Hvor var det dejligt lige at se jer, siger Lea smilende, mens klapvognen triller ud ad døren igen.

Efter hun er kommet i gang med at arbejde med hundene, er hun ikke længere vred. Hun kan godt se, at hun ikke kunne have fortsat som mekaniker med to ødelagte hænder. Hun er glad for sit arbejde med hundene og føler, at hver dag er en succes. Og så har hun fundet en ekstra lille familie i hundesalonen. Hun er evigt taknemmelig for pigerne i butikken, som samlede hende op og troede på hende, da alle andre var ved at give op.

– Det lyder grimt at sige, men jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg havde været uden dem. Jeg havde nok været førtidspensionist og havde haft et rigtig kedeligt liv. Jeg forestiller mig ikke, at jeg kunne have fundet noget, der gør mig lige så glad, som jeg er i dag. Jeg har fundet mig selv, og det er også deres skyld.