Jeg sov på gaden

Som 11-årig begyndte Sandie at drikke. Derefter fulgte mange år med stoffer, hjemløshed og voldelige forhold. Da hun blev smidt ud hjemmefra, var hendes hund hendes bedste ven.

Mørket har sænket sig over parken, og Sandie har bænken for sig selv. Men denne aften skal den ikke bruges til et kort hvil. I stedet kryber hun sammen med benene inde under sig for at få nattens søvn. Ved sin side har hun hvalpen Cujo. En mishandlet og usikker blandingshund, som hun kort forinden købte af en mand på en parkeringsplads. Men da hun kom hjem til sine forældre med sin nye ven, blev hun smidt ud, og nu er hun overladt til tilfældige steder at få sin søvn. Idet hun lægger hovedet på bænken, har hun følelsen af, at Cujo er den eneste, der holder af hende.

– Han var der altid for mig, uanset om jeg havde en god eller en dårlig dag. Hunde dømmer ingen, fortæller den nu 32-årige Sandie Lizzy Bäckström.

Voldtaget som 13-årig

Det er ikke til at se på hende, at hun har levet et liv, der er hårdere end de flestes. Hun fortæller sin historie med et klart blik, og øjnene udstråler gåpåmod.

Men når hun skal sætte et enkelt ord på sin opvækst, beskriver hun den som svær. I skolen blev hun mobbet, og da hun var 11 år, begyndte hun at drikke og skære i sig selv. I en alder af 13 år blev hun voldtaget af en gruppe, og dagen efter gik hun i skole, som om intet var hændt. Hun turde ikke fortælle, hvad der var sket, men da hendes storesøster fandt ud af det, blev hun kørt til hospitalet. Alligevel turde hun ikke melde det til politiet, da nogle af gerningsmændene kendte hendes bror, og hun frygtede, hvad der ville ske. Efter den hændelse fik Sandie det endnu værre. Hun endte på et behandlingshjem, hvor hun blev introduceret for hash. I en alder af 15 år blev hun misbruger, da hun forelskede sig i en fyr, der valgte stofferne før hende.

– Jeg ville prøve at forstå, hvorfor stofferne var vigtigere end mig. Det har jeg det stadig dårligt over i dag, fortæller Sandie.

I den periode havde hun brug for en, der var der for hende, og da hun stødte på hvalpen på parkeringspladsen den aften, var det netop, hvad hun havde brug for. Den aften havde hun det rigtig skidt.

Hunden var hendes bedste ven

Ifølge Sandie var hunden Cujo hendes trofaste følgesvend og beskytter, efter hendes forældre smed hende ud hjemmefra, og hun vidste, at det var farligt at leve på gaden som ung pige. Selv når hun ikke havde råd til mad, sørgede hun for, at Cujo fik noget at spise. Så hun endte nogle gange med at stjæle pølser til den.

Et par år senere fik Sandie sin egen lejlighed. Hendes mor lovede at betale huslejen, hvis hun stoppede med at tage stoffer. Men intet gik som planlagt, og stofferne blev ved med at være en del af hendes liv.

– Jeg havde ingen penge til mad, men jeg lovede mig selv, at hvis jeg blev stoffri, ville jeg hjælpe hunde og hundeejere, der havde det svært, fortæller Sandie.

Voldelige forhold

Hun var i flere forhold med voldelige mænd. Hun vidste ikke, hvordan et normalt forhold var. Til sidst var hun så desperat, at hun bad socialforvaltningen om hjælp til at flytte et andet sted hen – hendes kæreste var i fængsel for vold, og hun ville væk, før han kom ud.

Sandie kom til Stockholm, og hun var fast besluttet på at ændre sit liv. Derfor stod hun over for et valg, der var svært for hende. Hun måtte skille sig af med sin elskede hund Cujo, da den var begyndt at blive aggressiv over for andre.

– Jeg havde det så dårligt, efter at Cujo ikke var her mere. Det var, som om et stykke af mig selv forsvandt, fortæller Sandie, der stadig er tynget af det i dag.

Sandie gjorde alt, hvad hun kunne, for at skabe et liv uden stoffer, men igen og igen faldt hun tilbage i det samme mønster. Da hun en dag så en kontaktannonce fra en mand, der boede i Göteborg, så hun sit snit til at komme væk fra det miljø, der var så dårligt for hende. Han boede på landet og rørte hverken stoffer eller alkohol. De blev gift, men efter en tid kunne Sandie mærke, at der var noget, der manglede.

– Da jeg en dag så nogle høns, der gik på vejen, fik jeg alligevel nok, griner Sandie, der efter nogle år var begyndt at savne byen.

Hun havde egentlig indstillet sig på, at hun ville flytte for sig selv, da forholdet til hendes mand havde udviklet sig til et venskab, men han valgte alligevel at flytte med hende. De fik en lejlighed, og Sandi kunne mærke, at lysten til at få en hund voksede.

Ville hjælpe andre udsatte

Første gang hun så hunden, der er af racen Cane Corso, var hun ikke i tvivl, og med sin gamle drøm om at hjælpe udsatte og deres hunde, følte hun igen, at hun var på rette spor. Hunden kaldte hun for Scala, og det blev også navnet på hendes kommende hundehjælp.

Scala bragte stor glæde i Sandis liv. Men efter et stykke tid sammen med sin mand i lejligheden i Göteborg valgte de at gå fra hinanden. Hun mødte en ny mand, der viste sig at være voldelig. Endnu engang var Sandie tilbage i et forhold, der ikke var godt for hende. Hun blev gravid, og det gav hende styrken til at forlade sin mand.

– Det var den værste periode i mit liv, han tæskede mig gul og blå, fortæller Sandie, der kort tid efter forelskede sig i en ny mand. En af de ting, hun blev tiltrukket af, var hans normale liv med tre børn. Efter nogle år blev familien udvidet med yderligere to børn. Selv om hun nu stod med en stor familie, glemte hun ikke hundene.

Via Facebook bad hun folk om at donere hundeting, de ikke længere brugte: Hundesnore, seler, halsbånd og mad.

– Det kunne bare være en snor fra en afdød hund eller mad, der nærmede sig udløbsdatoen. Vi tager imod alt, der ikke fejler noget, fortæller Sandie og tilføjer, at de undtagelsesvis samler penge ind til driften. Alt dette deles ud til hundeejere, der bor isoleret, og som ikke har råd til at købe udstyr eller foder til deres hunde.

Fået sin egen familie

I 2011 blev Scalas Hundhjälp en nonprofitorganisation, og i dag har den spredt sig til byerne Uppsala og Umeå.

– Fra 2010 til 2013 delte vi fire tons hundefoder ud i Stockholm, fortæller Sandie stolt.

– Mange misbrugere er bekymrede for at møde os, da de er bange for, at vi tager deres hunde fra dem. Men vi giver alle en chance for at blive bedre, hvis vi for eksempel opdager en hund, der er for tynd. Sidste udvej er at aflevere hunden til myndighederne.

Sandie har i dag tre børn og egen skønhedssalon, hvor hun arbejder på deltid. Hun er stadig engageret i Scalas Hundhjälp til trods for, at der efterhånden er en del frivillige. Hun er formand og ansigtet udadtil, når der skal findes sponsorer og varetages administrative opgaver.

– De frivillige hos Scalas Hundhjälp har alle haft forskellige problemer inde på livet. Det har jeg også selv, men der er ingen, der kan se det på mig, og det er en fordel, når jeg møder myndigheder og sponsorer.

Hendes rejse fra et liv med afhængighed til det liv, hun har i dag, er bemærkelsesværdig. Hun har det godt, og hun er lykkelig for, at hun i sidste ende fik taget de rigtige beslutninger. Det ironiske er, at hun ikke længere kan have hunde derhjemme, da hendes mand er allergisk.

– I stedet bruger jeg tid med hundene i løbet af dagen, siger Sandie med et smil, der forventningsfuldt bliver gengældt af den syvårige tæve Denise, som hun passer i løbet af dagen.