Jeg var altid bekymret

Selv om der var misbrug, og forældrene sloges hjemme hos Michelle, ville hun altid tilbage. Hun ville være der til at dæmpe kaosset og passe på sin lillesøster. I dag har hun skabt sin egen familie, som er alt det, hun aldrig selv fik.

For 14 år siden modtog borgerservice i Hirtshals en anonym henvendelse:

“Vil gerne anmelde (navn på mor) for ikke at passe sine børn ordentligt. Hun drikker og tager stoffer. Faderen er også hele tiden påvirket. Han har i øvrigt aldrig været der for nogen af dem. Druk og narko er hverdag. Synes, det er synd for to så søde børn.”

De to børn, som blev omtalt i underretningen, var Michelle Røge og hendes lillesøster. Når man hører Michelle fortælle sin historie i dag, havde den anonyme anmelder helt ret: Det var synd for de to søstre.

For hende var forældrenes druk normalt

Hvor synd, forstod 26-årige Michelle ikke som barn. For hende var det naturligt, at hendes forældre sad i den lokale park og drak. Eller at hendes far stod og dinglede foran cykelstativerne på skolen. Det var hverdag, at hendes mor stort set sov hele tiden, når hun var hjemme. Og Michelle kendte rutinen, når hendes far hamrede på hoveddøren om natten og ville lukkes ind.

Michelle voksede op i en familie med druk og utryghed. Alliegevl har hun altid følt sig elsket.

Michelle voksede op i en familie med druk og utryghed. Alliegevl har hun altid følt sig elsket.

 

Ringede til politiet

Michelle vidste, at han kunne banke døren ind, hvis det kun var kædelåsen, der var slået til. Hun vidste, hvad forældrenes højlydte skænderier ville føre til. Og hun vidste, hvad hun skulle sige, når hun ringede til politiet. Ligesom hun vidste, hvordan hun selv skulle råbe og springe op på sin fars ryg for at stoppe slagsmålet.

– Det var ikke nok at skrige. Jeg var nødt til at komme imellem dem, hvis det skulle stoppes. Det var så her, jeg godt kunne få nogle knubs, siger Michelle og tilføjer: – Det var nok ikke meningen, at slagene skulle ramme mig. Men det gjorde stadig ondt.

Michelle har ondt i maven

Når politiet og måske også en ambulance havde været forbi hjemmet, kunne Michelle gå ind i seng igen. Så skulle hun ligge der og sove som et helt almindeligt barn i en helt almindelig familie, og næste morgen skulle hun tage sin skoletaske og sætte sig ind i klassen med de andre børn. Men der er grænser for, hvad et barn kan præstere, når ens forældre har råbt og skreget gennem natten, og man har hængt på sin fars ryg for at stoppe en slåskamp.

Det kan man også se, når man læser en udtalelse fra skolen i Michelles sagsmappe:

“Der er talt med Michelle om det høje fravær, at det handler om mavesmerter, og fordi hun sover dårligt om natten, da mor har ondt og græder. ”

Et andet sted har skolen skrevet, at Michelle følte sig stemplet på grund af hendes mor og far.

Alle kendte hendes forældre

Det stempel var tungt at leve med. Stort set alle i Hirtshals vidste, hvem Michelles forældre var. At hendes far var ham den skæve karakter fra gadebilledet, som både var sjov og imødekommende, når han hilste på forbipasserende. Men man vidste også, at han havde en anden side. At han ikke måtte komme i Spar-købmanden, fordi han stjal. Og at han kunne blive helt sort i øjnene og voldelig.

Det skete ofte, når han var sammen med Michelles mor, som han ellers var blevet skilt fra. Men de kunne aldrig rigtigt slippe hinanden. Især ikke omkring den første i måneden, når der var penge på kontoen.

– De var ikke gode for hinanden, som Michelle siger.

Kammeraterne måtte ikke komme med hjem til Michelle

De var heller ikke gode for Michelles sociale liv, for hun var udmærket klar over, at flere af hendes kammerater ikke måtte komme hos hende på grund af forældrene.

Selv gjorde Michelle, hvad hun kunne for at holde sammen på det hjem, som andre ikke måtte besøge.

– Jeg havde følelsen af, at hvis bare jeg var hjemme, så gik det nok ikke helt galt. Det var også vigtigt for mig at passe på min lillesøster, fordi hun var mere sårbar end jeg. På en måde tror jeg, den der storesøsterrolle blev min redning, for jeg havde så travlt med at kontrollere og holde øje med alting, at jeg slet ikke havde tid til at føle, siger Michelle, som også talte med en SSP-medarbejder på skolen om sin ansvarsfølelse for lillesøsteren:

“Michelle får det svært, når hun skal fortælle om det, der sker derhjemme, hun har let til tårer og frygter sin søsters fremtid,” står der blandt andet i et notat.

Bedsteforældrene var en tryg havn

Heldigvis kunne Michelle skubbe ansvaret fra sig en gang imellem, når bølgerne gik særligt højt derhjemme. Så vidste hun, at hun og lillesøsteren kunne tage hen til deres mormor og bedstefar, som også boede i byen, og som kunne tilbyde et roligt og stabilt hjem.

– De var en tryg havn. De har altid været der for os, og de er også en vigtig forklaring på, at vi overhovedet kunne klare det, siger Michelle, som dog altid insisterende på at vende hjem til sin mor igen, selv om hun fik tilbudt at bo hos sine bedsteforældre.

– Jeg ville tilbage i kaosset, for jeg var overbevist om, at jeg kunne gøre en forskel.

Frygten fuldte med på efterskolen

Den følelse slap Michelle aldrig. Heller ikke, da lillesøsteren flyttede hjem til bedsteforældrene, og kommunen sendte Michelle på efterskole. Man håbede, at efterskolen ville blive hendes redning. At den ville give hende et nyt liv, langt væk fra misbruget og slåskampene om natten. Men selv om Michelle flyttede væk, fulgte frygten med.

– Mens jeg var på efterskole, var der så mange spektakler derhjemme, at min mor mistede sin lejlighed, og jeg kunne ikke tænke på andet. Jeg ville bare hjem og have styr på det hele, siger Michelle.

Hun var så bekymret, at efterskolen skrev en underretning til kommunen, hvor der blandt andet stod:

“Vi ser, at Michelle er meget deprimeret, når hun kommer tilbage fra weekend. Hun beretter om druk, misbrug og under tiden vold i hjemmet mellem forældrene. Hun fortæller desuden, at det i mange sammenhænge er hende, der skal passe på sin mor og far … ”

Forlod efterskolen

Til sidst kunne Michelle ikke klare bekymringerne, så hun forlod efterskolen. Det gjorde selvfølgelig ikke forældrene mere ædru eller konflikterne mindre, men Michelle havde det bedst, når hun var i nærheden.

Hvor godt, man faktisk kan have det i tilværelsen, anede hun ikke. Som teenager havde hun ingen forventninger om at få et stabilt og sundt familieliv som andre.

– Jeg forestillede mig at få børn engang. Men ikke med en mand, der behandlede mig særlig godt, som hun siger.

Men så mødte hun Mads.

Mødet med Mads ændrede alt

Da Michelle var 19 år, boede hun endelig fast hos bedsteforældrene, gik på hf og begyndte at arbejde på et diskotek i sin fritid. Her arbejdede Mads Vogdrup Hansen også. En charmerede og ambitiøs ung mad, der suste gennem skolesystemet, og som var eneste barn i en familie, der var lige så tryg, som Michelles var utryg.

– Mads har altid fået masser af opbakning af sine forældre. Han var en rigtig mors dreng, griner Michelle.

Modsætninger mødes

Det var bestemt ikke to lige børn, der forelskede sig der på diskoteket. For Mads var mødet med Michelle et indblik i en verden, som lå så langt fra hans egen, at den kunne være svær at forstå.

– Jeg har altid levet i kernefamilien og nærmest aldrig oplevet modgang. Michelles liv var så langt fra det, jeg kendte, men jeg kunne mærke, at vi sammen kunne bygge noget op, som kunne blive stort. Og jeg ville gerne støtte hende, så hun kunne få et normalt liv, husker 33-årige Mads.

 

Michelle og Mads kom fra hver deres type familie, da de mødte hinanden på det diskotek, hvor de begge arbejdede. Men selvom de var forskellige, kunne de mærke, at de sammen kunne skabe noget stort.

Michelle og Mads kom fra hver deres type familie, da de mødte hinanden på det diskotek, hvor de begge arbejdede. Men selvom de var forskellige, kunne de mærke, at de sammen kunne skabe noget stort.

 

Hvorfor tager du dig ikke bare sammen

En af de mest afgørende ting, som Mads sagde til Michelle, lød måske ikke særlig opbakkende: “Hvorfor tager du dig ikke bare sammen,” sagde han.

Hans opfordring kom, fordi Michelle havde et stort fravær på hf. Tankerne om forældrenes problemer forstyrrede nemlig stadig så meget, at hun havde svært ved at komme op om morgenen. Men Mads’ ord rykkede noget. Langsomt begyndte Michelle at overvinde bekymringerne og i stedet at passe sin skole.

Michelles store sejr

I sommeren 2017 fik Michelle derfor studenterhue på hovedet efter sin sidste eksamen. Den dag stod Mads og hans forældre og var vidner til Michelles store sejr. Det gjorde Michelles lillesøster og bedsteforældre også. Michelles mor var også til stede, men først efter hun var blevet hentet og kørt hen til skolen.

– Jeg tror helt ærligt ikke, hun forstod, hvad der skete, siger Michelle.

 

Selvom Michelles liv gik i den rigtige retning, så ventede hun altid på, hvornår den næste katastrofe skulle indtræffe.

Selvom Michelles liv gik i den rigtige retning, så ventede hun altid på, hvornår den næste katastrofe skulle indtræffe.

 

Hvornår sker næste katastrofe

Selv om hendes eget liv gik i den rigtige retning, lå bekymringerne hele tiden i baghovedet. For hvornår skete næste katastrofe?

Den skete allerede i september, få måneder efter Michelles studentereksamen, mens hun passede sit arbejde som sælger i et teleselskab. Hendes mor var blevet indlagt. Det havde hun været så tit, men denne gang var det alvorligt. Hun var gået i leverkoma, og Michelle og familien nåede kun lige at tage afsked, inden moderen døde i hospitalssengen, dagen før hun ville fylde 45 år.

Mor er død

Da Michelle og hendes bedsteforældre kom hjem fra hospitalet den dag, ringede telefonen med den næste katastrofe. Hendes far havde flækket skinnebenet og skulle ind og opereres. Michelle skulle derfor igen hen på hospitalet, og det besøg husker hun som noget af det sværeste i sit liv. Hendes far var nemlig ædru under indlæggelsen, og han havde derfor ikke rusen til at skærme sig, da Michelle skulle give ham den svære besked: Mor er død.

– Han forstod alt, hvad jeg sagde, og det var det værste, for han brød fuldstændig sammen. På trods af alt, var min mor hans store kærlighed, siger Michelle, som faktisk taler kærligt om begge sine forældre, samtidig med at hun fortæller om deres svigt.

Altid følt sig elsket

– Det er så mærkeligt, men ingen skal sige, at min mor og far ikke elskede mig. Jeg har altid følt mig elsket, og jeg er aldrig gået ud ad døren uden at få det at vide, siger Michelle og tilføjer, at hendes lillesøster ikke har samme opfattelse af kærligheden i hjemmet.

– Vi har på flere måder hver sit syn på vores barndom. Jeg tænker nok: “Vores forældre gjorde det, så godt de kunne.” Men samtidig tænker jeg da også: “Hvorfor bliver jeg ved med at beskytte dem.”

Håbede et barnebarn ville ændre far

Michelle holdt aldrig op med at håbe, at hun kunne få et bedre forhold til sin far. Særligt da hun og Mads forsøgte at blive gravide, nærede hun en drøm om, at et barnebarn ville få hendes far til at droppe alkoholen og stofferne.

Håbet blev kun større, da han kom på et hjem, hvor han havde det godt, og hvor personalet sørgede for, at han altid så pæn og nyvasket ud i rent tøj. Han fik også lavet nye tænder, så hans smil ville være pænt den dag, Michelle fortalte ham, at hun var gravid.

Men Michelle nåede aldrig at sige de ord. Ni måneder efter hendes mors død, bragte telefonen igen dårlige nyheder, mens hun og Mads var på ferie i Grækenland. Hendes far var død af hjertestop.

En afsked og en ny begyndelse

Han havde aldrig formået at blive ædru, og kroppen kunne ikke mere. Til hans bisættelse kunne Michelle bringe en bekendtgørelse: “Mads og jeg venter et barn.”

Afskeden blev på flere måder begyndelsen på et nyt et nyt kapitel.

– Det var selvfølgelig hårdt, at jeg nu var forældreløs. Men mest af alt, var jeg lettet.

Har fået sin egen familie

I dag er Michelle og Mads forældre til både Magnus på tre år og lillesøsteren Frida på et. De bor i et dejligt hus i Hjørring, hvor der er rigeligt plads til de store mængder af legetøj, og hvor der er faste sove- og spisetider. Når Michelle kigger sig omkring i sit eget liv, kan hun næsten ikke tro sine egne øjne.

– For andre lyder det måske ikke som noget særligt at have mand, børn, hus og bil. Men det er det for mig, siger Michelle.

 

Michelle og Mads med sønnen Magnus på tre år og datteren Frida på et.

Michelle og Mads med sønnen Magnus på tre år og datteren Frida på et.

 

Mads har vist, hvordan et almindeligt liv ser ud

Hun peger på både Mads og hans forældre som vigtige årsager til, at hun er nået så langt.

– De har givet mig stabilitet, de har bakket mig op, og de har vist mig, hvad et helt almindeligt liv er.

Et af Michelles vigtigste mål i livet var at få børn og at give dem alt det, hun ikke selv fik.

Børnene er mit kald

– Da jeg blev mor første gang, kunne jeg mærke med det samme, at det var mit kald. At jeg var her for at få børn. Det var virkelig stort, og da jeg blev mor, fik jeg for alvor lyst til at få succes med mit liv og komme op om morgenen, så jeg kunne være noget for nogen.

 

Da Michelle blev mor, mærkede hun med det samme, at det var hendes kald i livet.

Da Michelle blev mor, mærkede hun med det samme, at det var hendes kald i livet.

 

Michelle imponerer med sit overskud til børnene

At Michelle tager rollen som mor seriøst, kan Mads bekræfte. Han arbejder selv som personlig træner og er derfor udstyret med en vis energi, men når han ser på Michelles overskud med børnene, må han erkende, at han ikke kan være med på samme niveau.

– Jeg kan ikke håndtere børnene, som hun kan. Hun er utrættelig. Hun er også mere beskyttende, det bunder helt sikkert i, at hendes børn skal have det bedste, siger han.

 

I dag har Michelle fået den kernefamilie, som hun tidligere ikke engang turde drømme om.

I dag har Michelle fået den kernefamilie, som hun tidligere ikke engang turde drømme om.

 

Vil gøre en forskel for andre

Michelle vil ikke bare gøre en forskel for sine egne børn. Lige nu læser hun til pædagog, og målet er at arbejde med unge fra belastede hjem. Hendes studietid er ikke gået så hurtigt, som den kunne. For selv om Michelle har fået mere, end hun turde drømme om, kan hun ikke flygte fra fortiden.

Fortiden vil altid være der

– Jeg ved godt, at folk ikke kan se på mig, hvad jeg har været igennem. Folk tror jo, at hvis man kommer fra et misbrugshjem, ser man snusket ud, og det gør jeg ikke. Men man ville kunne se det, hvis man var inde i hovedet på mig. Jeg går stadig og venter på den næste katastrofe. Så jeg har stadig dårlige dage, hvor jeg ikke kan så meget. Men det skal der også være plads til. Og det er der heldigvis også.