Jeg var altid bekymret

Ericas far var alkoholiker igennem hele sit voksne liv. Som barn troede hun, at han ikke elskede hende højt nok til at blive ædru. I dag forstår hun, at han gjorde det så godt, som han kunne.

Erica Eklunds far var lige så gammel, som Erica er nu, da han døde, 44 år. Dengang, i 1996, syntes hun, at det var gammelt. I dag tænker hun tværtimod, at han var alt for ung.

– Han havde spiserørsbrok. Men flere andre organer var også ødelagte af alkoholen. Mange gange var han kommet ovenpå igen, men denne gang gik det ikke. For ham var det nok en befrielse at dø. Han havde ikke et værdigt liv. For mig var det også en lettelse midt i sorgen, fordi jeg ikke behøvede at bekymre mig mere, siger Erica.

Mere end misbruget

Både før og efter farens død mærkede Erica et behov for at skrive om sin far, Uffe. Hvad han havde betydet for hende – og om ham som menneske. For han var jo meget mere end alkoholikeren på parkbænken, som andre så på med foragt.

Blandt andet lavede Erica sit afsluttende gymnasieprojekt om alkoholisme og interviewede sin far. Det gjorde, at hun lærte ham at kende på et dybere plan.

Hun havde længe haft planer om at skrive en bog, men det er først for et par år siden, at hun for alvor gik i gang med projektet. Nu er den her, bogen “Jorden skälver, marken gungar” (Jorden skælver, grunden gynger, red.), som til dels bygger på en stak sider, som Uffe selv skrev om sit liv.

Far skrev selv 

– Han kunne gode lide at skrive, præcis som jeg. Han var en kreativ person. For mig føltes det vigtigt ikke bare at beskrive, hvordan det var at have en far, som drak, uden også at fortælle hans historie. Jeg ville give ham oprejsning og en stemme, siger Erica, som synes, det var en udfordring at fortælle om noget, som skete, før hun blev født. På den måde er skildringen på samme tid fiktiv og selvoplevet.

I Uffes tekster er Ericas farfar beskrevet som en alkoholiker, hvilket overraskede hende.

– Jeg har kun gode minder med min farfar. Da jeg var barn, var han holdt op med at drikke, og han var både nærværende og god. Men han havde ikke været en god far for sine sønner, og det er en del af forklaringen på min fars alkoholisme, siger Erica.

 

Erica men sin far, Uffe.

Erica men sin far, Uffe.

 

En livslang kamp

Uffe forlod sin lille familie tidligt, og under opvæksten tilbragte Erica kun tid med sin far sporadisk. Hendes mor mødte en ny mand, og Erica fik hen ad vejen tre søskende. Hun havde det trygt og godt hos sin mor og stedfar, men hun glemte aldrig sin far og var øm over for ham.

– Jeg kunne godt lide min stedfar, men jeg kaldte ham aldrig for far. Jeg havde jo allerede en far!

For Uffe var alkoholismen en livslang kamp. Han røg ind og ud af behandlingscenteret, var ædru et stykke tid, men fik altid tilbagefald. Erica mindes, hvordan hun som barn kunne få øje på ham i byen, når han sad med sine drukvenner.

– Jeg gik hen og hilste på ham, og han blev altid stolt og præsenterede mig for sine venner, “det her er min datter Erica”. Jeg forstod godt, at han ikke var som andre fædre, men han var jo min far, og han var altid sød mod mig. Men egentlig kendte vi ikke hinanden særlig godt, siger Erica og fortæller om den forsagte stemning, som altid opstod, når hendes far bød på fire, små retter kinesisk mad på en restaurant.

– Han var kejtet i sin forældrerolle og følte, at han var en dårlig far, som var utilstrækkelig. Jeg følte ømhed over for ham, jeg elskede ham jo, som han var, og håbede altid, at han en dag ville få det bedre.

Far valgte sprutten

Men hans løfte om at blive ædru rakte ikke langt. Da Erica nåede teenagealderen, havde hun blandede følelser omkring farens sygdom.

– Jeg kunne se ham i byen og gå forbi. Jeg skammede mig, og jeg var vred og skuffet over, at han aldrig valgte mig frem for sprutten. Når vi havde det godt, fortalte jeg vidt og bredt om min far. Det føltes godt at kunne vise almindeligheden i vores samvær. Men jeg følte mig svigtet, når han fik tilbagefald. Skammen var enorm, og nogle gange ønskede jeg ham død. For så kunne jeg endelig leve mit liv og være en ubekymret teenager!

Erica bliver stille en stund og lader følelserne falde på plads. Hun bliver stadigvæk berørt, når hun taler om sin far.

 

Erica med sin far, som var alkoholiker igennem hele sit voksne liv.

Erica med sin far, som var alkoholiker igennem hele sit voksne liv.

 

Alene med tankerne

– Jeg tog så meget ansvar for hans velbefindende, og jeg ville ikke være til besvær eller belaste min mor med min bekymring, så jeg holdt en positiv facade. Men i virkeligheden svævede bekymringen for min far som en mørk sky over mit hoved. Jeg følte mig alene i den følelse, siger Erica lavt.

De sidste år han levede, gik han med jævne mellemrum til behandling og mødte en kvinde. Men han fik tilbagefald flere gange. Han endte på hospitalet på grund af sin alkoholskadede krop, men da næsten alt håb var ude, kom han sig og vendte tilbage. På en mærkelig måde vænnede Erica sig til den skarpe kontrast mellem håb og fortvivlelse. Hun tænkte, at på en eller anden måde klarede han sig altid.

– Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor han ikke bare kunne stoppe med at drikke. Jeg troede, at han ikke ville. At hvis han havde villet, så havde han gjort det. I dag har jeg en anden forståelse. Han havde aldrig levet et normalt liv, han vidste ikke, hvordan man gjorde. Hans eneste virkelighed var alkoholikerens, og han havde ingen motivation til at stoppe med at drikke, på trods af at han fik hjælp og støtte.

Uroen forsvandt 

Erica besøgte farens lejlighed, efter at han var gået bort. Han havde lovet at invitere hende derhjem, når han var kommet ordentligt på plads. Han havde sagt, at han havde købt en sofa og andre møbler. Men lejligheden var tom, da hun trådte ind i den. Alle hans løfter var tomme.

– Selvfølgelig havde jeg ønsket, at han ville leve videre og besejre alkoholismen. Jeg havde ønsket, at han kunne lære sin voksne datter og sine børnebørn at kende.

– Men så skulle jeg fortsat have båret på mine bekymringer, som forsvandt, da han døde, siger Erica, som rejste til Tyskland for at få et job som au pair, sommeren efter at hun blev student, og hendes far døde. Et nyt kapitel i hendes liv begyndte

 

Erica vil gerne skabe forståelse for mennesket bag misbruget. Ingen er kun sit misbrug, siger hun.

Erica vil gerne skabe forståelse for mennesket bag misbruget. Ingen er kun sit misbrug, siger hun.

 

Erica er ikke bekymret 

Nogle år senere mødte hun sin kommende mand og uddannede sig til lærer i svensk og tysk. Senere blev hun mor til to sønner, som i dag er 13 og 15 år gamle.

Med tanke på alkoholismen i familien er Erica ekstra lydhør over for mennesker, som drikker. Hun er ikke bekymret for sig selv, som voksen har hun altid været behersket, men hun snakkede tidligt med sine børn om deres morfar. Hun ved godt, at de sandsynligvis vil prøve alkohol en dag, men jo senere debut, desto bedre.

– Mine børn har en god grundlæggende tryghed, så jeg er egentlig ikke så urolig.

Ramte muren 

For Erica har hendes opvækst med en alkoholiseret far sat sine spor, på trods af at hun havde en stabil mor. Men det er først i voksenalderen, at hun har indset det.

– Jeg har altid været en dygtig og præsterende pige, som altid tog ansvar for alt og alle. Til sidste ramte jeg muren, til dels på grund af min arbejdssituation i skolen. Jeg begyndte i terapi og forstod der, at mit velvære handlede meget om min egen opførsel. Jeg var alt for “sød”, havde svært ved at sige nej og sætte grænser. Det har jeg arbejdet med.

Efter sygemeldingen gik hun tilbage til lærerfaget i nogle år, men i dag er hun selvstændig erhvervsdrivende inden for tekstbehandling. At skrive er hendes passion.

Ville skabe forståelse 

Erica har funderet over, hvad hun ville sige, hvis hendes far pludselig stod foran hende.

– At der ikke er nogen bitterhed tilbage i mig. At jeg forstår, hvorfor det blev, som det blev, og at han var en far for mig, selv om han måske ikke selv kunne se det. At jeg elsker ham … de ord turede jeg desværre ikke sige, da jeg var teenager.

Erica føler stor medfølelse for sin far, fordi han ikke kunne forstå, hvordan hun kunne vise ham så megen kærlighed og venlighed, på trods af at han – med sine egne ord – var en dårlig far og et mislykket menneske. Hans selvtillid var i bund.

– At skrive bogen har virket terapeutisk. Jeg føler, at jeg kan lægge fars historie bag mig og gå videre til andre skriveprojekter. Jeg håber, at min bog vil berøre læseren og skabe en forståelse for mennesket bag misbruget. Ingen er kun sit misbrug. Og gennem bogen lever mindet om min far videre.

 

– Jeg håber, at bogen vil berøre læseren og skabe forståelse for mennesket bag misbruget, siger Erica.

– Jeg håber, at bogen vil berøre læseren og skabe forståelse for mennesket bag misbruget, siger Erica.